Xi som verdens stærkeste leder

Af Hugo Gaarden

2017 er vidne til et globalt magtskifte med den kinesiske præsident Xi som en langt stærkere leder end Trump. Det kan føre til spændinger med USA. Xi har styrket sin interne magt, og det kan betyde, at han lægger op til en række reformer – uden at slække på den politiske kontrol.

Det britiske tidsskrift The Economist har en kritisk linje over for Kina, men som optakt til denne uges partikongres havde bladet på forsiden et portræt af præsident Xi Jinping med overskriften: ”Verdens mest magtfulde leder.”

Det er en præcis beskrivelse, for mens den amerikanske præsident Donald Trump tumler rundt med skiftende politiske signaler uden at få gennemført noget som helst af betydning, er der ro og konstant fremgang i Kina.

Ny æra
Xi, og ikke Trump, optræder som den supermagtsleder, der vil bevare og styrke de internationale aftaler og institutioner samt globaliseringen, mens Trump har lagt sig ud med stort set alle ledere og allierede, ikke mindst i Europa. I sin åbningstale onsdag morgen sagde Xi, at Kina bevæger sig ind i en ”ny æra og bevæger sig tættere på verdens centrum.” Dén bemærkning skal man ikke overse.

På hjemmebanen har Xi opnået mere magt end nogen anden siden Deng Xiaoping og formand Mao, og det vil blive demonstreret under de næste dages møde i Folkekongressen med en række udskiftninger i topledelsen. Mens Mao sikrede den politisk magt, og mens Deng lagde grunden til årtiers økonomiske reformer, så er Xi den person, der manifesterer den økonomiske og politiske magt som en supermagt på linje med USA, og som kan lave et alternativ til den vestlige verdensorden.

Den udvikling blev allerede indikeret i 2012, inden Xi tiltrådte som præsident og partiformand. Efter en længere strid med Japan om Diaojyu-øen mødtes Xi som med den daværende amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, der var omhyggelig med at påpege, at USA holder sig neutral i striden mellem de to lande.

Forsigtig Trump 
Det var totalt nye toner, men det blev stort set ikke analyseret i den vestlige presse. Dér viste Xi og Kina, at magtforholdene er ved at blive ændret. Fem år senere tør Trump ikke, som lovet under valgkampen, lægge op til handelssanktioner for at rette op på den kinesiske overvægt i samhandelen. Han er meget forsigtig i Det sydkinesiske Hav, og han er forsigtig i relation til Nordkorea, selv om han optræder skrydende og provokerende over for den nye atommagt. Trumps forsøg på at droppe atomaftalen med Iran fører til hovedrysten i Kina. Kan man så heller ikke regne med en aftale om Nordkorea?

På sigt vil Kina have USA ud af Asien – militært set. Men Kina tænker langsigtet og ser ingen interesse i en konflikt med USA. Spørgsmålet er så, om den opstigende og den faldende supermagt kan finde en balance. Den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, har beskæftiget sig mere end nogen anden med temaet i bøgerne ”On China” og ”World Order.” Han mener, at det er vitalt, at begge lande håndterer magtskiftet forstandigt uden en krig som mellem de europæiske nationer i 1914-18. Men han påpeger også i ”World Order,” at det ikke kun handler om at leve med flere magtcentre, for verden består i stigende grad af modsatrettede realiteter, altså dybt forskellige systemer. Det kan lige så vel føre til konflikt som til en balance.

Nødvendigt med ny kultur
Hvis der skal skabes en ny verdensorden, er der behov for at etablere en kultur – en anden end den vestlige – der rækker ud over nationerne og regionerne, og som vil være global og udtrykke en modernisering af det westphalske system, der har præget verden de seneste århundreder, mener Kissinger. Men det kræver, at nationerne erkender, at de står over for langt større trusler end 30-års krigen i Europa i 1600-tallet. Om det vil ske, afhænger af, om de politiske ledere erkender udfordringerne og handler, inden begivenhederne styrer løbet.

Med Trump har vi en leder, der ikke har begreb om hverken historie eller strategisk tænkning, mens kinesiske ledere bliver ”punket” i det lange perspektiv. Præsident Xi er optaget af at sikre kommunistpartiets magt i Kina for at have en samlende politisk faktor. Han mener, som Deng Xiaoping, at det er forudsætningen for en kontinuerlig udvikling, der styrker levestanden for hele befolkningen. Xi’s skrækscenarie er Sovjetunionens sammenbrud. Men det er også forudsætningen for at bringe Kina ind på verdensscenen.

Politisk styret liberalisering
Den person, der måske er Xis vigtigste sparringspartner, og som måske bliver ministerpræsident i stedet for Li Keqiang, er Wang Qishan. Han er tidligere finansminister og har stået for Xis korruptionskampagnen, der har ramt både høj og lav. Han mener som Xi, at partiet skal have en større indflydelse på den praktiske regeringsudøvelse, og at politisk kontrol er forudsætningen for de liberale økonomiske reformer, som han går ind for. Mens begge ser værdien i privat ejendomsret og et privat erhvervsliv med globale business-giganter, så vil de også styre udviklingen.

Wang har ofte citeret den franske forfatter Alexis de Tocqueville’s bog fra 1800-tallet om det gamle regime og revolutionen: Revolutioner opstår i en opblomstringstid, hvor overklassen tager alle goderne, mens den brede masse lever i armod. Han har i årevis appelleret til Kinas ledere om at læse bogen og lære af historien. Han er dybt bekymret for, om den stærkt voksende ulighed i Kina fører til samme resultat.

Wang Qishan har med beundring fulgt den amerikanske økonomiske politik, men efter finanskrisen sagde han til den daværende amerikanske finansminister, Hank Paulson, at han ikke tror, at Kina kan lære noget af USA. Siden den kortvarige kinesiske finanskrise i 2015 har han støttet en stærkere statslig styring af den økonomiske udvikling for at undgå det politiske og økonomiske kaos, Wang ser i Vesten med Trumps styre, en ubeslutsom Kongres og Brexit.

Et mere aktivt Kina
Xi har sikret sig en enestående kontrol med alle aktiviteter ved at nedsætte udvalg, der har en overordnet styring af ministerierne. Dybest set er det ikke anderledes, end når vestlige regeringschefer udpeger udenrigspolitiske rådgivere, der ofte har mere indflydelse end udenrigsministrene. Men fører det til et mere diktatorisk styre, eller er det snarere udtryk for, at Xi samler kompetencen omkring sig for bedre at styre en ny reformkurs, som det var tilfældet med Deng Xiaoping? Det strides udenlandske analytikere om. Men i sin tale på kongressen lagde Xi op en uddybning af de økonomiske reformer og en fortsat åbning over for udlandet.

Reformerne har stået i stampe de seneste år, mens Xi har sikret sig en stærkere politisk kontrol. Det kan netop være forudsætningen for at kunne liberalisere samfundet uden risiko for tilbageslag – og det fører ikke nødvendigvis til et nyt diktatur, som mange vestlige eksperter og medier tror. Men én ting kan man være sikker på: Kina vil optræde langt mere aktivt på den globale scene end hidtil.

Udover Wang vil der være megen fokus på en anden person, Chen Min’er. Han har stået tæt på Xi gennem flere årtier og er i dag partichef i Chongqing. Han kunne blive Xi’s efterfølger, vurderer Financial Times. Xi selv vil måske forsøge at få sin regeringsperiode forlænget ud over den gængse grænse på 10 år.