Michael Ehrenreichs tale til Charlotte Flindt Pedersens fødselsdagsreception
Tale af tidligere direktør for Selskabet, udenrigsredaktør, udenrigskorrespondent og tidligere hofmarskal, Michael Ehrenreich, til Charlottes fødselsdagsreception.
Hjertelig tillykke til Charlotte med fødselsdagen.
Du passerer dagen som direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab, og her gør du det rigtig godt med betydelige resultater. Du er vidtfavnende, superaktiv, handlekraftig, åben, nærværende og ikke mindst i godt humør. Det er en god kombination.
Jeg skal ikke kloge mig på din drivkraft. Men du har – sådan fornemmer jeg det i hvert fald – en stærk bevidsthed om, at der er mere brug for DUS end måske nogensinde. Hvis det er korrekt, så kan jeg ikke være mere enig, og det skal dette indlæg handle om.
Jeg har altid syntes, at DUS har en smuk historie. Vokset ud af modstandsbevægelsen blandt mennesker, som havde taget stilling – nogle af dem endda med en personlig risiko. Deres udgangspunkt var, at vi som land også burde tage stilling udenrigspolitisk.
Derfor var der, mente de, behov for et forum, hvor engagerede mennesker kunne få mere viden, stille den til rådighed for nogle flere og dermed bane vejen for et bredere engagement. Kort sagt skabe en stærkere folkelig bevidsthed om udenrigs- og sikkerhedspolitik og vigtigheden af at engagere sig.
Opgaven i dag er vel fundamentalt set den samme, men vilkårene har unægtelig ændret sig en hel del.
I dag er opgaven ikke at skaffe sig information om verden omkring os, men snarere at finde vej i de enorme mængder af information, som tilflyder os.
Jeg plejer at sige det på den måde, at information i vore dage, det er ikke noget, man skal opsøge, det er noget, man skal beskytte sig imod. Og vælge det rigtige.
Hvad er vigtigt? Og hvad er relevant? På det seneste er der kommet en ekstra dimension: Hvad er sandt, og hvad er falsk?
Vi har endda tilladt, at sorteringen i stigende grad er lagt i hænderne på en gruppe forretningsfolk, hvis virksomhed vi ikke har kontrol med, og som nu begynder at udviske grænserne mellem erhvervsmæssig drift og politisk virksomhed.
Det sker vel at mærke i et internationalt miljø, som er under hastig forandring, og hvor grundlæggende regler og normer udfordres.
Vi ser det med konflikten i Ukraine, som truer vores frihed og sikkerhed. Også selvom krigen i sig selv indstilles, hvad der er tegn på muligvis vil blive forsøgt i den kommende tid. Meget afhænger af, hvordan det sker, hvis det sker.
Vi ser det med en supermagtsopbygning ude Østpå med et værdisæt og nogle normer, som vi ikke forstår og derfor har svært ved at bedømme rækkevidden af. Opbygningen af den nye supermagt sker med stor kraft og beslutsomhed – og med globale konsekvenser, som jeg heller ikke tror, vi helt har forstået.
Vi ser det med et Europa, som nok er en økonomisk kæmpe, men endnu ikke har formået at matche sin økonomiske styrke med en tilsvarende position på den geopolitiske scene. Og i øvrigt er der tvivl om, hvorvidt den økonomiske position kan opretholdes, medmindre der sker dramatiske ændringer.
Vi ser et internationalt miljø under hastig forandring med en Nord-Syd problematik, som ganske vist har været der længe, og vi har talt meget om den. Men uligheden er begyndt at få nogle nye konsekvenser, fordi millioner af mennesker sætter sig i bevægelse for at forsøge at udligne forskellene for deres eget vedkommende.
Vi ser det med klimakrisen, hvor videnskaben efterhånden er entydig, men hvor det kniber voldsomt med at handle beslutsomt.
Vi ser det med internationale organisationer, som bliver svagere. Den multilaterale tilgang er i tilbagegang. Tænk bare på FN, som vi så længe har støttet os til.
Og vi ser det med stigende nationalisme og fundamentalisme. Ikke kun i vores del af verden, men på store dele af kloden. Folk er vrede og forbitrede, og de lytter – desværre må man nok tilføje – til lette løsninger på dybt komplicerede problemer.
På det allerseneste oplever vi også, at respekten for internationale normer og regler udfordres fra uventet kant, endda fra den kant som var hovedarkitekten bag opbygningen af dem. Nogle – og her tæller jeg Danmark for øjeblikket – oplever endda at blive faldet i ryggen, hvorfra vi nok mindst ventede det. Fra en kant, som vi har støttet os kraftigt til og følt os trygge ved.
Det er samlet set en stor mundfuld. Jeg kan ikke forudse, hvor det ender. Ja, det ender naturligvis aldrig. Men hvordan ser det internationale billede ud om 5 år, om 10 år. Jeg ved det i hvert fald ikke.
Jeg ved kun, at usikkerheden øges. Grundpiller i vores verdensbillede rystes. Ting, vi har taget for givet, forsvinder. Vi må, som vi har gjort gennem de seneste 80 år, insistere på, at retsstatens principper også gælder internationalt. Aftaler skal overholdes og vedtagne normer må respekteres. Det har tjent os godt i vores del af verden.
Men jeg er ikke så sikker på, at det vil være tilfældet fremover, som jeg har været.
I dette kaotiske billede har vi brug for, at nogle skaber overblik for os. Om ikke en form for orden, så i hvert fald kan facilitere en indsamling af troværdig viden, stille den til rådighed for de mange og blive omdrejningspunkt for en debat og en stillingtagen – et engagement – på et oplyst grundlag.
Det er, som jeg ser det, opgaven i en nøddeskal for Det Udenrigspolitiske Selskab. Tillykke igen til direktøren, og held og lykke både til hende og Selskabet på den videre færd.
Tak for ordet.