Introduktion

For 15 dage siden trådte vi ind i det nye år. Det er en tid, der år efter år inviterer til refleksion.

Jeg har derfor set frem til, at vi i dag er samlet her i Det Udenrigspolitiske Selskab. Et forum, hvor vi kan dykke ned i internationale temaer og forsøge at forstå verden omkring os bedre.

I dag vil jeg gerne fremhæve tre hovedbudskaber med fokus på det europæiske samarbejde set fra min stol i Nationalbanken.

For det første står vi over for en risiko for en stadigt mere polariseret verden, påvirket af pandemien, handelskrig og regulære krige. 

Derfor er der brug for at stærkt økonomisk Europa. Her er det indre marked essentielt. Og det indre marked kan fungere bedre, end det gør i dag.

For det andet er dansk økonomi i dag i høj grad præget af nogle store beslutninger, der blev truffet, da økonomien i begyndelsen af 1980’erne stod ved en korsvej. Det var blandt andet i de år, at fastkurspolitikken blev introduceret. 

Selvom vi ikke har indført euroen, betyder fastkurspolitikken i praksis, at vi opererer under de samme makroøkonomiske rammer som et lille euroland. 

For det tredje bliver den danske betalingsinfrastruktur i år omlagt til den fælleseuropæiske platform TARGET Services. 

Populært sagt kommer kronen i stor udstrækning til at køre på de samme tekniske togskinner som euroen. Det vil ikke kunne mærkes hos den enkelte borger eller virksomhed, men det vil bidrage til at sikre vores betalingsinfrastruktur. 

Geoøkonomi

Jeg vil begynde med den aktuelle geopolitiske virkelighed.

I flere årtier har vi taget globalisering og øget global handel som en selvfølge. Men nu står vi over for en risiko for en stadigt mere polariseret verden.

Pandemien, handelskrig mellem USA og Kina, og Ruslands krig i Ukraine er blot nogle af de begivenheder, som har ændret det geopolitiske verdensbillede de seneste år.

Det er dog her vigtigt at påpege, at selvom global handel som andel af BNP er stagneret siden finanskrisen, så er det ikke nødvendigvis et tegn på tilbagegang i globaliseringen. 

At tempoet i global handel er gået ned, er i nogen grad naturligt efter en lang periode med stærk fremgang. Og ser vi bort fra USA og Kina, så er der faktisk fortsat vækst i global handel som andel af BNP.

Men vi ser, at der rundt omkring i verden kommer flere og flere tiltag, der fremmer hjemlig produktion på bekostning af import, altså handelsbarrierer. 

For eksempel er statsstøtte til lokal produktion, krav om lokalt indhold ved import og told igen blevet redskaber, som bruges i det geopolitiske spil. 

Bare tænk på USA, hvor told formentlig vil blive brugt mere de kommende år. Hvordan det vil udspille sig, kan vi kun gisne om.

Med de udmeldinger, vi kender, så viser vores beregninger dog isoleret set ret små effekter for dansk økonomi af en generelt øget amerikansk told. 

Men billedet kan blive anderledes, hvis situationen eskalerer, og vi ender i en negativ spiral med stadigt stigende toldsatser fra USA og de berørte lande. Det vil skabe handelspolitisk og finansiel usikkerhed, der kan sætte sig i investeringslysten. 

Globaliseringen har ført til en markant specialisering af nogle produkter. Det betyder, at udvinding og produktion af essentielle råstoffer og delkomponenter i nogle tilfælde er koncentreret i ganske få lande. 

Danmark er fx afhængig af Kina for 51 ud af 54 strategiske kritiske produkter, som er svære at erstatte. 

Det kan fx være sjældne jordarter og aktive farmaceutiske ingredienser, der er særligt vigtige i fremstillingen af lægemidler.

Selvom det har økonomiske fordele, at produktionen sker der, hvor den er mest effektiv, så kan det også udgøre en betydelig risiko.

Når vi bliver afhængige af lande med modstridende politiske interesser i forhold til strategisk vigtige varer, skaber vi en sårbarhed i vores forsyningskæder. 

Et eksempel er Kina, der i 2023 indførte eksportrestriktioner på en række råstoffer, der blandt andet er nødvendige til computerchips samt forsvars- og grøn teknologi. 

Og vi må derfor ikke være blinde for, at der i en mere ustabil verden kan være gode sikkerhedspolitiske overvejelser omkring, at vi i EU fx selv kan producere mere af den energi, vi har brug for. 

Eller at vi kan reducere vores afhængighed af lande med modstridende politiske interesser i forhold til råvarer og produkter, som er vigtige i mange sektorer. 

Der er også en af de løsninger, som den tidligere ECB-præsident, Mario Draghi, fremhæver i sin rapport om fremtidens europæiske konkurrenceevne. 

Her fremgår det bl.a., at EU’s sikkerhed skal øges, og afhængigheden af en håndfuld lande for at få adgang til kritiske produkter skal mindskes. Det skal reducere risikoen for, at tredjelande kan lægge politisk pres på EU’s medlemslande. 

Sådanne strategiske overvejelser er ikke nye for Europa. Det trækker tråde tilbage til den spæde begyndelse for det europæiske samarbejde og den uafhængige og stabile kul- og stålproduktion. Dengang lykkedes missionen.

Et andet, og lidt senere, eksempel er udviklingen af den fælles europæiske landbrugspolitik. 

Den havde et strategisk mål om at sikre basale forsyninger af fødevarer for et område af Europa, der ikke kunne brødføde sig selv. Og for at undgå politisk afpresning fra vigtige fødevareleverandører uden for det europæiske samarbejde.

Det minder jo meget om den situation, vi står i, i dag. Blot med andre strategisk vigtige produkter som fx mikrochips og bestemte råstoffer.

Og som vi ved, så opfyldte landbrugspolitikken sit formål – at sikre egen fødevareforsyning inden for rammerne af et fælles marked. 

Men som vi også ved i dag, endte politikken med at overopfylde sine oprindelige mål og viste sig at være politisk meget vanskelig at justere og vende rettidigt. Det førte til overskud som fx de såkaldte “smørbjerge” og “mælkesøer”. 

Og politikken havde også elementer af protektionisme i form af støtteordninger og toldbeskyttelse af europæiske landmænd. Det kan på mange måder sammenlignes med den politik, som Kina fx fører for elbiler og litiumbatterier i dag.  

Det illustrerer, hvor vanskeligt det kan være at sikre vores uafhængighed af strategiske vigtige produkter på en hensigtsmæssig måde. Og det understreger, at hensyn til forsyningssikkerhed ikke må blive en undskyldning for klassisk protektionisme og statsstøtte over en bred kam. 

Herhjemme er det især de store danske virksomheder, som har drevet væksten de seneste år. Virksomheder, som agerer globalt og er meget højt specialiserede på deres felt. 

I det hele taget har Danmark en meget stor udenrigshandel sammenlignet med de fleste andre lande. Det betyder også, at hvis protektionistiske tendenser vinder frem, kan det resultere i lavere økonomisk vækst og velstand i Danmark.

Den nye Europa-Kommission og EU’s medlemsstater har derfor en stor opgave med at finde den rette balance mellem på den ene side at imødegå protektionistiske tiltag og effekter af statsstøtte andre steder i verden, ikke mindst i Kina og USA. 

Og på den anden side at fastholde det indre marked og så vidt muligt understøtte global frihandel i overensstemmelse med WTO-reglerne. 

Og EU’s indre marked er vigtigt. For mange danske virksomheder har EU’s indre marked været springbrættet videre ud i verden og gjort det muligt at drage nytte af globaliseringen. Det har virksomhederne været dygtige til, og i flere sektorer er de blevet ledende på verdensmarkedet. 

Det indre marked er derfor værdifuldt og værd at vedligeholde og udvikle. Og det kan fungere langt bedre, end det gør nu. 

Det skyldes bl.a., at mange lande i EU fortsat har en række særregler i forhold til det indre marked, som fungerer som handelsbarrierer og har økonomiske omkostninger. 

Det kan fx være produktionen af medicinsk udstyr, hvor forskelle i nationale regler og standarder for produkter kan udgøre en betydelig hindring.

Den Internationale Valutafond, IMF, har fundet frem til, at handelsomkostningerne inden for EU svarer til en værditold på 44 pct. Handelsomkostningerne mellem staterne i USA svarer tilsvarende til en værditold på 15 pct. 

Men det er et langt sejt træk at fjerne barrierer i det indre marked, og der er ikke en hurtig og nem løsning. 

Det er derfor vigtigt, at Europa-Kommissionen driver dagsordenen videre, og at medlemslandene bakker op – også når det bliver besværligt, og nationale tilgange skal justeres.

Ikke mindst i den geopolitiske virkelighed, vi i øjeblikket oplever. 

Fastkurspolitikken

Siden folkeafstemningen om EF-pakken i 1986 har Danmark været en stærk støtte af det indre marked. 

Vi har som samfund set de mange fordele, det har bragt med sig, og vores virksomheder og borgere har draget nytte af de muligheder, det indre marked tilbyder.

Men samtidig har folkeafstemningerne vist, at der ikke er flertal for også at lade fastkurspolitikken udvikle sig til et egentligt medlemskab af ØMU’en og euroen.

Så når vi nu er trådt ind i det nye år, kan vi lægge endnu et år til Danmarks lange tradition for fastkurspolitik.

Fastkurspolitik blev introduceret over for den tyske D-mark i 1982 og i 2002 over for Euroen. Den har dermed 43-års fødselsdag senere i år. 

Vores fastkurspolitik er dermed et af de længst kørende fastkursregimer i verden. Det betyder også, at over halvdelen af befolkningen herhjemme faktisk aldrig har oplevet en anden form for dansk valutakurspolitik.

Med fastkurspolitikken er den danske pengepolitik reserveret til at holde kursen over for euroen. De danske renter følger derfor i store træk Den Europæiske Centralbanks, ECB’s, renter. 

Og som en konsekvens af fastkurspolitikken følger priserne i Danmark generelt priserne i euroområdet. I forhold til den økonomiske politik er vi derfor meget lig et euroland – bare uden euroen.

Vores fastkurspolitik betyder i praksis, at vi opererer under de samme makroøkonomiske rammer som et lille euroland, fx Irland.

Ser vi på perioden efter indførelsen af den nuværende valutakurspolitik, så er det vores klare vurdering, at den i høj grad har bidraget til, at vi generelt har haft lav og stabil inflation.

Derudover har fastkurspolitikken været en hjørnesten i den økonomiske politik i Danmark, og den har bidraget til en bemærkelsesværdig transformation af den danske økonomi. 

I de seneste snart 43 år har en stabilitetsorienteret økonomisk politik med fokus på mellemsigtede mål samt strukturelle reformer – bl.a. på arbejdsmarkedet og i skattepolitikken – transformeret den danske økonomi.

I dag er arbejdsløsheden blandt de laveste i Europa. Store underskud på betalingsbalancen er blevet erstattet af store overskud. Og dansk økonomi står et godt sted med sunde offentlige finanser.

Fremtidssikring af betalingsinfrastrukturen

Selvom Danmark står uden for euroen, så er vi som tidligere nævnt tæt integreret med landene i euroområdet. Det gælder også på betalingsområdet.

I Nationalbanken har vi fokus på, at betalinger kan gennemføres sikkert og effektivt, da det er afgørende for et velfungerende samfund.

I dag kan borgere, virksomheder og finansielle aktører nemt og hurtigt udveksle betalinger og handle værdipapirer og valuta med hinanden i det netværk af systemer, der tilsammen udgør den danske betalingsinfrastruktur.

Her overføres der i Danmark hver dag milliarder af kroner mellem forskellige konti, svarende til omkring en fjerdedel af BNP.

Der er sket moderniseringer ad flere omgange. Fx var muligheden for straksoverførsler, hvor danskerne fik mulighed for at overføre penge på få sekunder, døgnet rundt, kulminationen på et større løft af infrastrukturen fra 2012-14.

Og til foråret gennemføres en stor omlægning, når betalinger og overførsler af danske kroner flyttes fra Nationalbankens eget system, Kronos2, til den fælleseuropæiske platform TARGET Services. 

Danske kroner bliver dermed den første valuta uden for euroen, hvor både betalinger og værdipapirhandler afvikles på TARGET Services. Det er en stor investering for både den finansielle sektor og for Nationalbanken. 

Selvom overgangen til TARGET Services i praksis ikke vil kunne mærkes hos den enkelte borger og virksomhed, så vil skiftet bidrage til at fremtidssikre betalingsinfrastrukturen, fx igennem øgede driftsfordele i forbindelse med vedligeholdelse og videreudvikling. 

Dertil vil tilslutningen til TARGET Services også bidrage til at øge robustheden af betalingsinfrastrukturen mod bl.a. cybertrusler, så danske borgere og virksomheder også i fremtiden har adgang til sikre og effektive betalinger.

Danmark er som nævnt det første ikke-euroland, der nu fuldt tilslutter sig Target Services. Men som jeg vurderer det, så er flere af de øvrige nordiske lande med egne valutaer på vej i samme retning. 

Med tilslutningen til TARGET Services kan vi derfor se ind i et stærkt og øget nordisk og europæisk samarbejde om en fælles betalingsinfrastruktur med øget fælles innovation og sikkerhed for øje.

Udvikling i betalingsformer og nye former for digitale penge

Mens fastkurspolitikken har været en urokkelig del af vores samfund, så er der til gengæld sket en markant udvikling i den måde, vi foretager betalinger på i vores hverdag.

Ser man alene på de seneste årtier, så har vi oplevet et markant skifte fra betaling med sedler og mønter til betalinger med kort og siden mobil. 

Digitale betalinger er også blevet mere udbredte i andre europæiske lande, men især i de nordiske, hvor der er betydeligt længere mellem kontantbetalinger.

Brugen af betalingskort og mobilbetalinger i Danmark udgør i dag over 90 procent af betalingerne i fysisk detailhandel. 

Det hænger sammen med, at Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det kan i høj grad tilskrives den fælles offentlig-private tilgang til tidligt at introducere bredt baserede digitale løsninger i Danmark. 

Nævneværdige eksempler inkluderer bl.a. CPR-registrets introduktion i 60’erne. Dankortet, der blev introduceret i 1980’erne. Udviklingen af NemID/MitID, der dækker hele befolkningen, og en lovfæstet pligt samt ret for alle danskere til at have en bankkonto med betalingsfunktioner. 

Digitaliseringen har gjort en masse godt for vores samfund. Bagsiden af medaljen er en øget sårbarhed over for alvorlige cyberangreb, som kan forårsage betydelig skade på samfundskritiske funktioner.

De geopolitiske spændinger har øget cybertruslen mod vores samfund. Fordi hackerne nu i større grad er, eller støttes af, statslige aktører. Derfor arbejdes der også målrettet i hele den finansielle sektor på at øge cyberrobustheden.

Foruden de ændrede betalingsmønstre herhjemme og ude i verden, så har vi de seneste år også set en hastig udbredelse af nye former for digitale penge og aktiver. 

I centralbankerne holder vi naturligvis også et vågent øje med disse tendenser. Nogle centralbanker overvejer, om de skal udstede digitale centralbankpenge, der ligesom kontanter er et krav mod centralbanken – dog i digital form. 

Argumenterne for og imod udstedelsen af digitale centralbankpenge kan være forskellige fra land til land og afhænger bl.a. af præferencer, eksisterende betalingssystemer og institutionelle rammer. 

ECB arbejder for, at alle borgere og virksomheder i euroområdet skal have adgang til en såkaldt digital euro. 

Målet er blandt andet at give borgere i euroområdet en digital betalingsløsning, der kan bruges på tværs af eurolandene og samtidig reducere afhængigheden af ikke-europæiske kort- og betalingsudbydere. 

Det forventes samtidig, at platformen omkring den digitale euro vil gøre det muligt at tilkoble andre europæiske valutaer på et senere tidspunkt.

Set fra Nationalbankens side så er det på nuværende tidspunkt dog ikke tydeligt, hvordan en sådan CBDC vil skabe en væsentlig ekstra værdi for borgere og virksomheder i Danmark i forhold til de eksisterende betalingsløsninger.

Men det er en udvikling, som vi følger tæt.

Afrunding

Her til sidst vil jeg slutte af med at minde om, at Danmark grundlæggende står et godt sted. Vi har formået at følge med udviklingen på flere fronter og samtidig bevaret stabiliteten i vores samfund. 

Det har ikke været nogen nem øvelse og har krævet en god portion disciplin og mod til at gøre det rigtige. Ser vi fremad, så kan mange af de udfordringer, vi står over for, dog ikke løses alene. 

Og med udsigt til en mere polariseret verden har Danmark som en lille åben økonomi en vigtig stemme i at promovere gevinsterne ved globaliseringen og internationalt samarbejde. 

Det sker dels i regi af vores tætte samarbejde med de andre EU-lande, hvor vi har en lang række fælles interesser på vigtige områder. 

I andet halvår 2025 får Danmark desuden den særlige opgave at varetage EU-formandskabet for første gang siden 2012. 

Under formandskabet har vi et ansvar i at bidrage til fremdrift i vigtige EU-dagsordener og facilitere samarbejde på tværs af medlemslandene. 

Det er en opgave, vi ser frem til.  

Godt nytår.

Og tak for ordet.