Vore venner i verden er den vigtigste værdi

KLUMME: Når Danmark fremover skal føre udenrigspolitik, bør den vigtigste værdi være at støtte allierede i forsvaret for liberalt demokrati og en verden funderet på regler, der skal overholdes. Det kan vi gøre med målrettede multilaterale indsatser. Det kan dog også medføre svære dilemmaer på andre fronter i udformningen af den danske udenrigspolitiske strategi. 

Af Sven Helms Skov

Efter Sovjetunionens sammenbrud troede de fleste, at de liberale værdier ville blive altdominerende i lang tid fremover. Francis Fukuyamas The End of History fra 1992 gav endda fornemmelsen af, at den liberale verdensorden skulle vare til evig tid. 

Det er svært at forstå i dag. 

Den liberale samfundsmodel med åbne økonomier, frie valg og beskyttelse af minoriteter, som vi går ind for i Vesten og i Danmark, har i disse år ikke oplevet samme modstand siden før Murens Fald. Godt nok er andelen af selverklærede demokratier større end nogensinde før, men mange af disse demokratier har indgroede og voksende tendenser til at se stort på skattede danske værdier som ligestilling, frihed og retssikkerhed. 

Danmark er som bekendt en småstat, der hverken har tilstrækkeligt store militære eller økonomiske muskler til at tvinge store stater i nogen som helst retning. I hvert fald ikke på egen hånd, og nu sandsynligvis heller ikke i lige så høj grad som ’sidekick’ til vores mest magtfulde allierede på den anden side af Atlanten, som vi er vant til. 

Donald Trumps præsidentperiode har været et bevis på, at Danmark ikke længere kan regne med, at USA vil have vores og vores europæiske naboers ryg i alle storpolitiske spørgsmål. Joe Biden gik til valg på at genetablere USA’s vestlige venskaber. Men de første måneder har allerede vist, at udenrigspolitik kommer til at være underordnet indenrigspolitik i det land, vi siden Anders Fogh Rasmussens tid har fulgt i tykt og tyndt. 

Danmark skal dog ikke vende USA ryggen, men bør kæmpe for at få USA med som styrkemarkør i flere forpligtende fællesskaber. Derfor bør Danmark i endnu højere grad fokusere på at give de ifølge Udenrigsministeren smuldrende internationale fællesskaber en omgang mørtel, så vi i fælles front kan bygge et mere sikkert bolværk mod autokratiske strømninger. 

Hans Mouritzen, seniorforsker på DIIS, kaldte Jeppe Kofods præsentation af en værdibaseret udenrigspolitisk strategi for en naiv tilgang, der vil det hele. 

Under en måned forinden gav Mouritzens DIIS-kollega Jessica Larsen en ikke ulig kritik af den manglende danske udenrigspolitiske strategi. Hun kommer ind på faren for, at en manglende udenrigspolitisk strategi for en lille stat som Danmark kan medføre, at det slet ikke vil være muligt at have nogen form for medindflydelse i en verden fyldt med geopolitiske modpoler og stigende ’Westlessness’, der kan beskrives som en global bevægelse væk fra vores vestlige værdier. 

Denne artikel kan ses som et svar til de to DIIS-kritikkere. Ved hjælp af konkrete nedslagspunkter i forbindelse med EU, Norden og klimapolitik vil jeg forsøge at vise, hvordan en værdibaseret udenrigspolitisk strategi i højere grad kan fokusere på værdifællesskaber og støtte til multilateralt samarbejde. 

EU som aktivistisk platform
Den danske befolkning har gennem tiden været skeptisk over for det europæiske samarbejde. De senere år har dog vist, at denne skepsis er stadig svindende. Det bør udnyttes i udarbejdelsen af de kommendes års danske udenrigspolitiske strategi, hvor EU i højere grad skal ses som en platform, hvorigennem Danmark kan føre en prægende udenrigspolitik. 

Her står Danmark i et dilemma: Bør vi integrere os mere i en union, hvor nogle medlemslandes regeringer ikke vil leve op til de liberale retsstatsprincipper, som både den danske stat og den europæiske union er bygget op omkring? EU’s indbyggede veto-mekanisme gør det nærmest umuligt at løse dette dilemma, og en større dansk tilknytning til europæisk samarbejde giver ikke nødvendigvis en større mulighed for at ændre på de problematiske medlemslande. 

Danmark bør med en værdibaseret udenrigspolitik arbejde for et større EU-udenrigspolitisk engagement. Det kan Danmark blandt andet gøre ved at fjerne det danske forsvarsforbehold. Vi bør være med til at præge EU i retning af at blive en mere aktivistisk global stormagt. Danmark kan på denne måde i endnu højere grad udbrede de liberale værdier, som EU allerede opererer med i form af udviklingsbistand målrettet potentielle demokratier og fælles fordømmelse af andre stormagters brud på disse værdier. 

EU skal række ud i verden
Der skal også endnu mere fokus på multilateralt samarbejde med de liberale partnere, EU har ude i verdenen. Japan er et godt eksempel. De har ligesom EU lidt under Donald Trumps utilregnelige udenrigspolitik og følt sig i klemme mellem den tiltagende konflikt mellem Kina og USA.  

Ligesom EU sætter japanerne pris på en liberal verdensorden, hvor lov og orden skal sikres gennem forpligtende fællesskaber. Blandt andet gennem strategien Free and Open Indo-Pacific håber Japan med EU’s hjælp at få Kina og USA med i denne fælles strategi, der skal fokusere på samarbejde, og på den måde sætte en dæmper på Kinas aggressive udenrigspolitik gennem deres forpligtelse til denne strategi. Dette har Japan allerede med stor dygtighed gjort gennem handelsaftaler. 

Hvis det kan lykkes Danmark at præge EU til at indgå mere samarbejde med liberale ligesindede ude i verdenen, kan Danmark herigennem bruge dette tættere samarbejde til at promovere andre danske interesser såsom grønne klimaløsninger. På denne måde kan en mere helhjertet indsats i at EU’s udenrigspolitiske engagement også blive en national dansk gevinst. 

Forpligtende nordisk fællesskab
Det er ligeledes vigtigt at pleje forholdet til vores allernærmeste allierede og udnytte de mange fælles interesser, vi har her. Dette gør sig især gældende med vores nordiske broderfolk. 

Man får ofte indtrykket af, at de nordiske lande hver især kæmper for sin egen udenrigspolitiske agenda. Konkrete nordiske tiltag i andre lande gør sig sjældent bemærket i form af mere end fælles støtte til Rainbow Prides eller lignende events og får sjældent den store lokale eller internationale opmærksomhed. Den samme udfordring har Nordisk Ministerråd, hvis største gennemslagskraft udgøres af en litteraturprisuddeling. 

Ovenstående er naturligvis vigtigt, og særligt minoritetsrettigheder bør spille en stor rolle i en udenrigspolitisk strategi, da de udgør en vigtig grundsten i de værdier, udenrigsministeren gerne vil forme udenrigspolitikken efter. Men de nordiske lande kunne i endnu højere grad koordinere en fælles udenrigspolitisk agenda, der faktisk kan give pondus til denne liberale værdipolitik. 

Danmark skal derfor sammen med de andre nordiske lande gøre op med sig selv, hvad dette samarbejde skal betyde i fremtiden: Om det indbyrdes forhold skal bestå i at konkurrere om at fremstå som den mest bæredygtige nation og en gensidig fornærmelse af hinandens indenrigspolitik (læs: integrationspolitik), som i virkeligheden ikke er så forskellig fra hinanden længere, eller om man skal prøve at formulere en fælles politik de steder, hvor vi er enige. 

Et eksempel er udviklingsbistanden, hvor de nordiske lande passende kan ensarte indsatsen og på denne måde yderligere præge udviklingen i de pågældende udviklingslande. Eller i forholdet til Kina, hvor Norge, Sverige og Danmark på skift har haft deres diplomatiske hyr med den asiatiske supermagt.  

De nordiske lande har en anden perfekt platform til at bide skeer med verdens stormagter, nemlig Arktis. Her kan alle de nordiske lande, og særligt Danmark, til en vis grad puste sig op til at være ligemænd til to andre arktiske nationer, USA og Rusland, og til dels Kina, som ser sig relevant i forbindelse med arktiske spørgsmål.

I Danmark skal vi sammen med vores nordiske og amerikanske allierede gøre op med os selv, om Arktis kan blive ved med at være et område dedikeret til forskning og handel, eller om det skal bruges i et geopolitisk spil mod strategiske konkurrenter som Rusland og Kina. Det sidstnævnte virker efterhånden uundgåeligt, og derfor bør det udnyttes strategisk til at forfølge de ønskede værdier. 

Klimakompromis
Ligesom Danmark skal udnytte sin rolle som en arktisk stormagt, skal rollen som ’global frontrunner’ i bekæmpelsen af klimaforandringer også bruges. Der er ingen tvivl om, at udbredelsen af bæredygtige løsninger er fremtidens økonomiske sikring for Danmark. Det grønne diplomati bør derfor kun styrkes, når verdens tre største økonomier, USA, Kina og Japan, hver især prøver at fremføre de ambitiøse grønne målsætninger.

I den forbindelse er den førnævnte grønne konkurrence med vores nordiske naboer naturligvis kun sund, men klimaambitionerne bør ikke gøre Danmark blind for problematikker, der kan true vores andre mere klassiske liberale værdier. 

Det seneste eksempel på et dansk klimakompromis har været i Myanmar. Her har man i flere år styrket indsatsten for at beskytte de klimakritiske mangroveskove i form af udviklingsbistand til landet, men har i forbindelse med militærkuppet mod statsrådgiver Aung San Suu Kyi været nødsaget til at suspendere bistanden. 

Man kan muligvis være nødsaget til at overveje disse kompromiser på et højere niveau, når der er tale om stormagter, der bryder liberale normer. For grønt diplomati bør ikke altid komme før al anden diplomati. Vil man gøre sig afhængig af grøn eksport til lande som Kina og Indonesien, når begge lande i stigende grad bryder menneskerettigheder? 

Kineserne er nemlig gået væk fra bare at ville lave business. Danmark bliver nødt til sammen med vores liberale allierede at udfordre Kina på en måde, der går flere skridt videre end de hidtidige vage fordømmelser. Det betyder også en insisteren på at udbrede liberale værdier sammen med grønne løsninger i de lande, hvor Kina prøver at øge sin indflydelse. Det gøres bedst sammen med vores allierede i EU og USA. For ellers ender de værdier, vi så gerne vil kæmpe for ude i verden, kun at gøre sig gældende hos os selv og i vores nabolande. 

Sven Helms Skovs klumme vandt tredjepladsen af Det Udenrigspolitiske Selskabs årlige artikelkonkurrence. Sven Helms Skov er kandidatstuderende på Roskilde Universitet, hvor han studerer Journalistik og Internationale Udviklingsstudier. Han har været journalistpraktikant på Politiken, blandt andet seks måneder på udlandsredaktionen, og praktikant på Den Danske Ambassade i Japan. I sine studier og på begge praktiksteder har han beskæftiget sig en del med international politik med særligt fokus på EU og unionens interne og eksterne udfordringer.