USA er tilbage – men hvor lander Vesten?

KLUMME: Vesten står i et vadested. USA vil have en vestlig, demokratisk alliance mod Kina og Rusland, mens Europa vil være mere uafhængig og multilateral. Ingen af de to aktører har udarbejdet en klar global strategi. Måske fordi de har glemt at spørge resten af verden? Der er behov for en realpolitik, der også fokuserer på landenes indre forhold.

Af Hugo Gaarden, 24.02.2021

USA er tilbage, sagde præsident Joe Biden til sikkerhedskonferencen i München i sidste uge. Det blev hilst velkomment af de politiske ledere, men der var et stort ‘men’ i velkomsten fra den tyske og franske leder, Angela Merkel og Emmanuel Macron. 

Hvad er det egentlig, USA er tilbage til? 

Mens næsten alle er interesseret i at få USA som en stærk aktør i internationalt samarbejde og en stærk transatlantisk alliance, vil Europa ikke længere være et vedhæng, der nikker til alt, hvad USA gør.

Merkel har længe talt om behovet for multilaterale løsninger, ligesom hun har sagt, at der ikke kun bliver harmoni mellem Europa og USA. På konferencen sagde hun efter Bidens indlæg, at forholdet mellem Vesten og Kina »måske bliver mere kompliceret.« Underforstået: End hvad USA forventer. For Merkel er Kina både en konkurrent og en nødvendig partner. 

Macron nævnte gentagende gange udtrykket ‘europæisk suverænitet’, ligesom han sagde, at alle må erkende, at der er kommet nye realiteter efter den amerikansk-ledede verden i efterkrigstiden. Han sagde, at Europa må styrke sine teknologiske kapaciteter, så man bliver mindre afhængig af både USA og Kina.

Så er banen ellers kridtet op. Europa er selvfølgelig delt i spørgsmålet, men de førende lande vil ikke per automatik deltage i en koldkrigs-lignende vestlig alliance mod autokratierne som for eksempel Kina.

Problemet er blot, at hverken USA eller Europa har lavet en klar strategi for, hvad de hver især vil, endsige en strategi for en ny verdensorden. 

Der er dog klare tendenser fra europæisk side. 

Tyskland vil vriste sig ud af de amerikanske ekstraterritoriale sanktioner, som USA vil have ret til at bruge over for allierede, for eksempel omkring Iran. Den europæiske centralbank, ECB, vil gøre sig mere uafhængig af USA og dollaren i betalingsformidlingen, og det er den britiske centralbank enig i. Europa vil være mere uafhængig indenfor højteknologien, og det udtrykkes også i EU-kommissionens reaktion på de amerikanske internetgiganters dominans. Endelig vil europæerne styrke det europæiske ben af NATO.

Fra USA ser vi ligeledes tendenser på det geostrategiske niveau.

Nogle af Bidens toprådgivere vil etablere en demokratiernes modvægt mod Kina. For eksempel udtaler udenrigsminister Antony Blinken, at USA må reagere mod »Kinas voksende ambitioner om at være en rival til USA.« Andre rådgivere har talt om at knytte flere lande i Fjernøsten og ikke bare Europa til en anti-kinesisk alliance.

Den tidligere australske premierminister, Kevin Rudd, har i Foreign Affairs senere nummer advaret mod en sådan alliance. Rudd, der taler flydende kinesisk, siger, at Kina med sin konstante vækst uundgåeligt vil optræde med mere indflydelse i verden, men han tror ikke, at det er i Kinas interesse at skabe konflikt eller få en dominerende position. Derfor må USA og andre meget hurtigt tage stilling til, om de vil have en konfrontation for at bremse Kina, eller om de vil betragte Kina som en stadig voksende supermagt, der skal »håndteres i en strategisk konkurrence.« 

Demokratier i tænkeboks
En tidligere diplomat for Singapore Kishore Mahbubani har for nylig sagt, at de vestlige lande har forsømt at lære af ‘best practice’ fra Østasien i coronapandemien, og at det forstærker Vestens nedgang. Vesten har således været fanget af sine demokratiske rettigheder, så man ikke har turdet stille krav til borgerne, mens asiatiske lande lægger større vægt på hensynet til samfundet.

Og coronakrisen har netop rejst nogle vitale spørgsmål om demokratiets tilstand. 

Selv Biden udtrykte det på München-konferencen. Efter hans mening må demokratierne vise, at de kan løse fundamentale problemer, ellers søger befolkningen efter andre metoder.

Det er netop, hvad USA har oplevet med Trump og angrebet på Capitol Hill. Angrebet fik chefredaktøren for Washington Post, Martin Baron, til at sige, at pressen alt for længe lod Trump slippe afsted med sine løgne. Tendensen blev forstærket af impeachment-sagen, hvor Republikanernes leder, Mitch McConnell, kritiserede Trump voldsomt, men hvor han ikke turde dømme ham i Senatet. 

Trump fik altså formelt fripas til at fortsætte sine løgne og sin kampagne mod »et stjålet« valg, og han kan stille op til næste præsidentvalg.

USA har ikke haft modet eller evnen til at sikre, at demokratiets spilleregler skal overholdes, men det er en problematik, der også gælder i Europa. 

Når en borger begår en forbrydelse, og når en virksomhed snyder investorerne, falder hammeren. Men når en politiker for eksempel lyver sig til stemmer, er der ingen domstol, der kan fælde ham. Kan det fortsætte, når vi tilmed ser, at demokratierne er dårligere til at håndtere en pandemi end Asien, og når Indien og Kina er bedre og hurtigere til at masseproducere en vaccine?

I efterkrigstiden har den såkaldte realpolitik spillet en stor rolle i nationernes udenrigspolitik, det vil sige en nøgtern, interesseorienteret holdning til andre nationer. Det var i høj grad en reaktion på nazismens folkeforførelse. Realpolitikken er blevet svækket, men spørgsmålet er, om der ikke er behov for en ‘realpolitik 2.0’, som også skal omfatte de interne forhold, for eksempel at sikre bedre spilleregler med respekt for demokratiske grundværdier.

Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, ville ikke blot bekæmpe det kinesiske styre, dvs. på den kinesiske hjemmebane. Han kaldte også den barske internering af uighurerne i Xinjiang for folkemord (genocide). Bidens team har brugt samme udtryk. Men hvad skal man så kalde folkemord, hvor befolkningen fysisk udryddes? Hvis pression mod en etnisk gruppe skal kaldes for folkemord, vil USA så kalde Israels undertrykkelse af palæstinenserne for folkemord? 

Den vestlige verden nødt til at gå i tænkeboks og finde ud af, hvordan demokratiet kan gøres mere kompetent, og hvordan demokratierne kan leve i en verden, hvor ”de andre” er i flertal og bliver de økonomisk stærkeste. Ikke mindst i Europa er der behov for strategiske tænkere af Henry Kissinger-klassen.