Bliver verden atter to-delt?

Af Hugo Gaarden

Et økonomisk og teknologisk jerntæppe har sænket sig mellem USA og Kina, men denne gang bliver det øst og ikke vest, som ser ud til at vinde dét, nogle kalder en ny form for koldkrig. Vi får et kinesisk alternativ til amerikansk high-tech. Det bliver en udfordring for Europa, især fordi tysk industri er knyttet tæt på Kina. Hvilken lejr vil Europa vælge, eller kan Europa afværge en to-deling?

En ny type økonomisk og teknologisk koldkrig er under udvikling. USA vil presse europæerne til at droppe brugen af det kinesiske selskab Huawei’s teknologi i det nye 5G-system – kernen i mobilteknologien. Præsident Donald Trump vil ikke kun have en bedre handel med Kina. Han vil hindre Kina i at blive større end USA.

Trump får hjemlig opbakning, fordi amerikansk erhvervsliv og forsvaret er bange for, at Kina er ved at bliver stærkere inden for robotter og kunstig intelligens. USA har 78.000 forskere inden for kunstig intelligens, men Kina har 39.000! Det er på et område, som USA udviklede, og nu stormer kineserne frem. Kina har i dag næsten tre gange så mange patent-anmeldelser som USA. Huawei er i dag verdens største producent af telekom-udstyr, mens USA ikke længere har ét eneste selskab, der kan lave 5G-teknologien – kernen i mobilteknologien. De største kinesiske teknologiselskaber er halvt så store som de største amerikanske.

Målt i bruttonationalprodukt, BNP, er USA stadig større end Kina, men når man ser på købekraft-parameteret, så er Kina 20 pct. større. Ifølge økonomer vil Kina være større end USA i BNP inden 2040, altså om højst 20 år. Når hver eneste kineser om 50 år har samme levestandard som amerikanerne, vil Kina være mange gange stærkere end USA. For 50 år siden var Kina på niveau med de fattigste afrikanske lande. Kina har skabt sin styrke ved at trække udenlandske selskaber til sig. Det har givet en enorm eksportindtjening, som Kina bevidst har brugt på uddannelser, innovation og investeringer i en avanceret fremtidsstruktur, og nu begynder selv amerikanske high-tech selskaber at efterligne kinesernes forretningsmodel.

Kina eksporterer 50 pct. mere end USA gør. Siden 2008 er Kinas økonomi blevet tre-doblet, og vækstraten er to gange så stor som USA’s. Valutareserverne er på 3000 milliarder dollar, mens USA’s er på 41 milliarder! Kina ejer så mange amerikanske statsobligationer, så et brandudsalg vil smadre USA’s økonomi. Siden 1990 har Kina stået for 60 pct. af stigningen af verdens forsvarsudgifter, altså mere end USA.

Kina investerer meget mere end Vesten i fremtidsrettet teknologi. Allerede for nogle år siden bebudede præsident Xi Jinping, at Kina skal kunne klare sig selv og have en global førerposition på en række teknologiske områder i 2025. Kina skal være førende i kunstig intelligens i 2030. Kina er længere fremme med digitaliseret bankvæsen end Vesten er.

Da handels-forhandlingerne for nylig gik i hårdknude, sagde Xi Jinping, at kineserne skal gøre sig klar til at tage på en moderne ”lang march” – med henvisning til formand Mao’s lange march i 1934. Det viser, at kineserne vil slå fra sig. Da Trump forbød amerikanske selskaber at handle med Huawei, besluttede Huawei at gøre sig totalt uafhængig af USA og så vidst mulig af Vesten. I sidste uge kaldte Beijing en række globale selskaber til sig og advarede om konsekvensen ved at droppe samhandelen med kinesiske selskaber. De risikerer at blive lukket ude af Kina.

Huawei investerer lige så meget i forskning og udvikling som hele Tyskland! Tyske erhvervsledere gjorde tidligere grin med kineserne. Nu er de dybt bekymrede. Hvis tysk bilindustri ikke kan klare sig i Kina eller udelukkes, bliver det en katastrofe, og det vil ramme hele Europa. Også amerikanske selskaber er bange for at blive lukket ude af Kina. Apple vil i så fald miste 30 pct. af sin indtjening. Kina har også indirekte truet med at standse leverancen af de sjældne jordarter til USA. Mens de arabiske lande og USA har siddet på olien, har Kina kontrollen med de sjældne jordarter, der er vitale i højteknologien og i det elektrificerede samfund, der afløser brændstofsamfundet.

Det måske mest afgørende er Kinas satsning på at gøre Asien – fra Europa til Kina – til verdens økonomiske center via den nye Silkevej, der også omfatter den arabiske verden og Afrika. Kina vil genopbygge Mellemøsten og skabe værdi i det underudviklede Afrika. Vestens befolkning udgør en milliard mennesker. ”Resten” udgør 6 millarder! Det er dér, fremtidens vækst og forbrug er. Vi får uvægerligt et alternativ til Vestens finansielle og teknologiske system, for Kina har kapaciteten og viljen til at etablere det. Når Google vil hindre Huawei-kunder i at bruge operativsystemet Android og dermed en stribe vitale Apps, er Huawei selvsagt nødt til at skabe et alternativ. Alibaba kan blive et alternativ til Amazon, og kinesiske finanshuse er på vej. Vi ser snart de kinesiske finanshuse. Vi får en to-delt verden, der snart vil mærkes for hver eneste virksomhed og forbruger.

Der er etableret et økonomisk jerntæppe, sagde den tidligere amerikanske konservative finansminister og Kina-kender, Hank Paulson, for nylig. Han mener, at vestlige virksomheder og lande bliver nødt til at vælge side i denne strid, og han håber, at USA og Kina finder et kompromis, for ellers får vi ”en systemisk risiko af monumentalt omfang – ikke kun for økonomien, men for verdensfreden.” I virkeligheden er det misvisende at tale om en ny kold krig. Ingen kinesiske kampvogne eller atomraketter er rettet mod Vesten. Men Kina bliver med stor sandsynlighed stærkere end Vesten i økonomi, erhvervsliv og teknologi om et par årtier og kommer dermed til at sætte den dagsorden, som USA hidtil har gjort. Det vil påvirke vores dagligdag, og det vil for alvor ændre de globale magtforhold.

Ender det så i en to-deling? Hvis Europa vælger USA, risikerer Europa og dets virksomheder at hægte sig af den globale vækst. Kan et alternativ til Google og andre amerikanske internetgiganter ikke ses som en fordel? Europa kan beslutte at være i begge lejre og forsøge at få begge systemer til at fungere i et samspil. Handelskrigen handler dermed ikke kun om USA og Kina. Den handler også om, hvorvidt europæerne har viljen til et selvstændigt engagement. EU kan f.eks. arbejde for at gøre fremtidens største finanscenter, Hongkong-Shanghai, til en troværdig partner i den globale økonomi. EU kan gå ind i dialog med Beijing om Hongkongs politiske fremtid for at teste, om Kina virkelig vil acceptere to (forskellige) systemer i ét land. Kina har ikke længere brug for Hongkong som en dør til verden, for Kina ER allerede i verden. Men verden har brug for, at der etableres spilleregler, som giver plads til forskellige politiske systemer.