Østersøregionen og fremtidens fleksible Europa
For nyligt udgav tænketanken Baltic Development Forum rapporten ”Flexible Europe – What does it mean for the Baltic Sea Region?”, hvori fremtidsudsigterne for et EU-samarbejde i flere hastigheder belyses set fra landene i Østersøregionen.
Et multihastigheds-Europa i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet af den karakter som især Frankrig har gjort sig til fortaler for siden Emmanuel Macron’s tiltrædelse kan have lange udsigter. Sådan lyder én af flere konklusioner i rapporten, der tager udgangspunkt i at højrefløjspopulisme og udbredt EU-skepsis i stigende grad resulterer i at den demokratiske udvikling i lande som fx Polen bliver rullet tilbage. Hvor der nok kan identificeres en relativt stærk enighed om behovet for et øget samarbejde i sikkerheds- og forsvarspolitikken, resulterer forskellige strategiske kulturer i medlemslandene – heriblandt landene i Østersøregionen – i en tilsvarende mangel på sammenhørighed om hvordan det i praksis skal opnås.
De nordiske og baltiske lande er imidlertid bundet sammen af en småstatssolidaritet, der kommer til udtryk ikke bare i udnævnelsen af Rusland, som den største militære trussel i dag, men også i den fælles præference for multilaterale løsninger frem for minilaterale. Skepsis imod EU-projektet står af historiske grunde ikke stærkt i de baltiske lande. Derimod er modstanden mod immigration og globaliseringens øvrige biprodukter blevet fællesnævneren, der samler lignende tendenser i Norge, Sverige og Danmark med henholdsvis Fremskridtspartiet, Sverigesdemokraterne og Dansk Folkeparti.
I Moskva håber man, at uenighed omkring PESCO-samarbejdet kan splitte Europa i to. Med valget af præsident Donald Trump og den deraf følgende usikkerhed omkring videreførelsen af amerikanske sikkerhedsgarantier i Europa, har der været spekuleret i hvorvidt PESCO de facto ville fungere som en duplikation af NATO-principperne og dermed i virkeligheden være en konkurrent til fremtidens transatlantiske samarbejde. Det ville i så fald betyde, at PESCO ville være i russisk interesse, da NATOs og dermed USA’s betydning på det europæiske kontinent ville blive stærkt amputeret.
Forfatterne retter i den forbindelse opmærksomhed mod den ironiske pointe, at hvis ikke det var for russiske aggressioner i først Georgien og siden Ukraine, ville der i disse år være et mulighedsvindue for et EU-russisk samarbejde som modvægt til Trump-effekten. Rusland har imidlertid opgivet sin tilnærmelse til Vesten med dets nuværende stærkt anti-vestlige diskurs, cyber-angreb og spredningen af misinformation i baltiske områder.
Samtidig ønsker Angela Merkel og Tyskland, at Europa bevæger sig i samme retning for at bevare den europæiske solidaritet. Det ser ud til at være i konflikt med fransk åbenhed overfor fleksibel integration og løsere medlemskaber fremover, som de er set i de danske forbehold og Norges parallelaftaler. Sammenlagt er det denne slags udviklinger, der vil være med til at afgøre hvor dybe fremtidens fælles europæiske sikkerheds- og forsvarsinitiativer har potentiale til at blive.
Læs selv rapporten her.
