Modtager af Lippmann-prisen 2024: Jeppe Bentzens tale

På denne dato sidste år sad jeg på en snusket bar et sted i Budapest, hvor jeg havde adresse, og fejrede min 27. fødselsdag. Det var en kold, mandag aften sammen med tre-fire lokale bekendte, jeg havde mødt på en anden bar få uger forinden. Jeg fik én gave, som bestod af to afrikanske snegle i en lille plastikbeholder med huller i låget, som ikke var store nok til at forhindre, at begge snegle lå kvalte i beholderen efter få dage.

I aften fylder jeg 28 år, og det er allerede en meget sjovere dag.

Af hjertet tak for ordene og for anerkendelsen. Det er en stor ære og betyder virkelig meget for mig og for den lille bog.

Da jeg fortalte min forlagsredaktør Kristian, som sidder her et sted i aften, at jeg simpelthen havde vundet en pris for vores bog, kiggede han på mig og sagde: Nå, så er du alligevel forfængelig?

Jeg ved ikke, hvem der har bildt ham andet ind. Men ja, selvfølgelig er jeg det. Og især på bogens og på mit Europaprojekts vegne.

Siden da har jeg gået og tænkt over, hvorfor det er sådan.

Selvfølgelig skyldes det, at Europadækningen er mit journalistiske hjertebarn. At det har krævet overtalelse af flere redaktører at få lov til at bruge min tid på netop det. Så meget desto mere betyder det for mig, at arbejdet bliver set, hørt og anerkendt af gode folk som Det Udenrigspolitiske Selskab og Lippmann Fonden, der deler min interesse og forstår, hvad det er, jeg har gang i.

Men det skyldes også noget andet. Nemlig at en hæder som denne er med til at give projektet og bogen nyt liv, så den forhåbentlig kan få et endnu mere vidt forgrenet liv derude og bringe samtalen videre.

Det er nemlig dét, bogen er sat i verden for.

Fra begyndelsen var min ambition at gøre det tørre Europastof til noget livligt. Først at tage ud og håndtere min egen tvivl over Ukrainekrigens konsekvenser. Træde i karakter, rejse, tale med ligesindede. Dernæst skrive noget, der forhåbentlig ville blive samlet op og ført videre.

Det var ud fra samme tanke, at jeg fandt på researchrejsens stafet-metode. At lade den ene europæer føre mig til den næste. At lade budskaberne fra et interview blive samlet op i den efterfølgende samtale.

Jeg lod altså min egen tvivl og løbende erkendelser være styrende for min fremgang, praktisk såvel som intellektuelt.

Jeg afholdt mig fra at planlægge i god tid, hvem jeg ville tale med om hvad, og efterlod plads til umiddelbarhed og spontanitet. Sådan kunne jeg begynde en samtale i Rom og lade den blive ført videre i Sarajevo og senere udfordret i Stockholm. Sådan lod jeg “de nye europæiske erkendelser,” som De vingeskudtes undertitel lyder, blive forenet i den bevægelse, der var min rejse, og som blev til bogen.

Efterfølgende har jeg tænkt, at De vingeskudte i virkeligheden ikke handler så meget om Europa, som den handler om medborgerskab.

Et vigtigt begreb fra retorikkens lære, som jeg er uddannet i.

Desværre, eller måske heldigvis for læserne, kom jeg til at garantere redaktør-Kristian, at jeg ville begrænse de akademiske fraser.

Derfor fremgår “medborgerskab” ikke en eneste gang i manuskriptet – men jeg vil vove den påstand, at ordet alligevel er det vigtigste i bogen.

De mennesker, jeg møder, bidrager ikke med forestillinger om, hvad der udgør en god europæisk borger. De beriger bogen med fortællinger om, hvornår og hvordan og hvorfor, de er trådt i karakter som medborgere, og det er takket være de erkendelser, at portrættet af Europa og deres generation kan tegnes.

Hvad mener jeg så med medborgerskab?

At det hæver sig over det at være borger.

At være borger forbinder vi med rettigheder. Demokratiske, menneskelige, juridiske. Lovbestemte rettigheder, typisk funderet i vores pas.

Men at være medborger — det er ikke en rettighed, man har eller kan få. Det er et ansvar, man kan vælge at tage på sig. Det er forbeholdt dem, der selv skal dyrke det.

Det er med andre ord kultur.

Man kan lidt polemisk sige, at borgeren i udgangspunktet er en passiv størrelse, mens det at være medborger er noget aktivt.

Det er altså ikke noget, man er. Det er noget, man gør.

Og det kræver, at man tager ansvaret på sig.

Da jeg læste i Niels Barfoeds biografi om Ole Lippmann, genkendte jeg i et af hans breve en lignende erkendelse.

Det var skrevet i årene forud for krigen, hvor Lippmann endnu var en ung forretningsrejsende gennem USA og Canada. Her oplever Lippmann, hvad “the american way” vil sige, og i brevet skriver han: “Jeg er bange for, at jeg er mere europæer end godt er, og hvad der end sker i den underlige gamle idiotiske del af verden, hører jeg til dér”.

Det var en erkendelse, man må sige, at han tog på sig.

Uden sammenligning i øvrigt, må jeg skynde mig at sige – for hold da op en karakter og et navn at skulle leve op til – så kunne den sætning lige så vel have stået i min notesbog: Hvad end, der sker i gamle idiotiske Europa, hører jeg til der.

For mig krævede det en russisk invasion af Ukraine, før jeg gjorde mig samme erkendelse. Før jeg mærkede et behov for at tage affære på den måde, man nu kan som journalist. I kan måske ane på min fremtoning i aften, at jeg ikke er den aktivistiske type, og det er jeg heller ikke i mit arbejde. Men det ændrede sig en smule, den februardag i 2022. Der begyndte jeg at forstå, hvor lidt jeg i virkeligheden forstod. Om Europakortet og mine egne koordinator på det.

Og på én gang, hvor meget der var på spil, og hvor lidt, der skal fortalt om det fra perspektivet af den generation, som ændringen var mest tydelig for.

I krigens tidlige måneder var der mange, der spurgte: Hvad gør Europa nu?

Og det Europa, de spurgte til, var Europa som et politisk og institutionelt projekt.

Det er spørgsmålet, der følger lige efter, som dels har holdt mig beskæftiget, og som stadig er grunden til, at Bruxelles hele tiden skændes med Budapest – at Macron erklærer kontinentets snarlige død hver anden måned – at Mette Frederiksen åbner våbenfabrikker og beder os blive ved samlebåndet, så vi har råd til at støtte ukrainernes skæbne, som siges at være Europas og derfor vores egen.

Og netop dén præmis har jeg savnet en afdækning af journalistisk.

Nemlig spørgsmålet: Hvad vil det sige at være europæer i dag – og hvad kræver det af os, som bor og lever her?

Spørgsmål om Europa som et fællesskab af medborgere.

Og det er et spørgsmål, som jeg på ingen måde er færdig med at beskæftige mig med.

Så sent som i weekenden blev jeg bekræftet i, at det stadig er både betændt og presserende. Efter at have fulgt sidste uges valgkamp i Georgien, landede jeg i København med en følelse af, at end ikke præsident Macron har så høje tanker om Europas lyksaligheder som den georgiske ungdom i Tbilisi især.

Med Beethovens EU-hymne som lydtapet har den liberale opposition i uger, måneder og år flaget med blå flag med de genkendelige stjerner for at demonstrere mod Georgiens Drøm. Regeringspartiet gennem 12 år, som i weekenden genvalgt magten, og som med langsomme, men konsekvente skridt, trækker landet i en autoritær retning. Tættere på Putins Rusland. Væk fra den europæiske integration, som landets borgere, og EU for den sags skyld, længe har troet, at Georgien var på. Eksempelvis var der i weekenden så eftertrykkelige anklager om valgsvindel fra Georgiens Drøm, at oppositionen nægter at anerkende valgresultatet.

De mener, at valget blev stjålet fra dem, og at Georgiens frie demokrati er nær ved at blive opløst.

I dagene op til parlamentsvalget i lørdags stod jeg blandt hundredetusinde georgiske medborgere, der næppe kender Ole Lippmann, men formentlig kan spejle sig i hans bekendelser til det “underlige, idiotiske gamle” Europa. Og i hans vilje til at ofre sig for friheden for sig selv og sit fædreland.

Den frihed nægter de at lade gå tabt. Derfor går de stadig på gaden i Tbilisi og resten af landet, mens jeg står her og taler. Stadig bevæbnet med EU-hymne og flag og et håb om kunne.

Dén ofring stiller resten af os i et svært dilemma, tænkte jeg, da jeg landede hjemme i trygge København.

Mens jeg taler, går den liberale opposition i Georgien stadig på gaden i et forsøg på at overbevise vestlige allierede om, at det er vores ansvar som europæiske medborgere at blande os. Frelse Georgiens befolkning fra dets egen regering frit. Vise, at vi mener det alvorligt, når vi holder skåltaler om krigen i Ukraine og siger, at vi til enhver tid vil forsvare europæiske værdier.

Vil vi det? Skal vi blande os?

Er svaret ja, vil det glæde oppositionen – dem, der drømmer om at leve som os, dem, der endnu forestiller sig Europa som et universelt ideal.  Men regeringspartiet og deres vælgere ville modsætte sig og sige, at hvis Vesten blander sig med sanktioner og restriktioner, og hvad der ellers er blevet foreslået, vil vi overskride vores mandat som medborgere. Vi ville gøre det svært for regeringen at lede – ja – frit.

Det er det dilemma, som Vesten står med nu. I Georgien og i afrikanske lande og alle mulige andre andre steder, hvor Ukrainekrigen har blottet Vestens porøsitet:

Skal vi udvise europæisk patriotisme eller international ydmyghed?

Det er hovedspørgsmålet i De vingeskudte, og jeg tror på, at det bliver et afgørende spørgsmål i de kommende år. Som vil gennemsyre de fleste større geopolitiske overvejelser. Og som gives i arv til næste generation af europæere. Kontinentets yngste voksne, hvis formative år er nu.

Dilemmaet er deres. Vores.

Også derfor er medborgerskab det vigtigste ord i bogen.

Fælles for den brogede forsamling af yngre europæere, jeg mødte, er, at de deler dilemmaet.

Til gengæld er de ganske uenige om, hvordan det løser sig.

I Bruxelles mødte jeg en belgisk sociolog, Jurgen. Vi sad midt i det, der stadig kaldes hjertet af Europa, men Jurgen var uden patos: Europa har intet at tilbyde resten af verden. Ingen er afhængige af os længere. Europas storhedstid ligger bag os. Det må være konklusionen, sagde han.

Herfra skal vi finde ud af, hvilken rolle, Europa skal spille. Skal vi fortsætte med at forsvare vores værdier som noget universelt, alle burde stræbe efter? Eller skal vi erkende, at vi egner os bedst som et meget overdådigt museum for amerikanske og asiatiske turister?

Belgiske Jurgen var blot en af mange nye bekendtskaber. Jeg mødte senere en fortvivlet svensker på 23 år, den liberale ungdomspolitiker Amanda Broberg. Hun følte sig ført bag lyset af en jubeloptimistisk forældregeneration, inklusiv hendes egen far og mor, som var taget til Berlin i 1989 og senere hængte et stykke af Berlinmuren op i glas og ramme på familiens badeværelse. Den kuriøsitet anså Amanda nu for et udtryk for det, hun kaldte Disneyficeringen af Europa. En romantisk fortrængning af det beskidte arbejde, der stadig skal gøres. Amanda havde nu sat sig for at rejse til øst- og centraleuropa og gøre sig klogere på, hvad liberalisme betyder dér.

Gør hun alvor af det, kan det være, hun møder ungarske Réka Kinga Papp et sted. Den stærkt venstreorienterede redaktør og komiker traf jeg selv på en café i Wien, og hun mødte mig med et kynisk blik: Det var dog på tide, at I forkælede vesteuropæere fik øjnene op for resten af kontinentet, sagde hun, og tilføjede: Desværre stoler vi ikke længere på, at vi kan bruge jer til noget. Det er jeres ignorance, der gør, at vi er havnet her.

For begge de to kvinders skyld håber jeg, at de møder hinanden.

Allerbedst ville det være, hvis de fulgtes ad til et arrangement hos den  romantisk-konservative tyske forfatter, Simon Strauss. Han har flyttet både sit hjem og sin tænketank væk fra Berlins hovedstad og så langt østpå, han kunne komme. Nær ved den polske grænse er han ved at genopbygge en meget stor, forfalden lade, som fremskal skal være Arbeit an Europas hovedkontor.

Her er min nye horisont, som han sagde, da jeg selv besøgte ham ude i laden. Herfra vil han gøre sig fortjent til tilliden fra folk som Reká igen.

Det var den slags modstridende, men sammenhængende erkendelser, jeg gjorde mig undervejs på min rejse.

I dag går jeg faktisk og pønser på at invitere dem ind i samme rum.

Lade dem fortsætte samtalen om Europas fællesskab, så den ikke ophører igen.

Lade dem vise, hvilken kraft, der kan ligge i at være vingeskudt.Vingeskudt er jo, hvad jeg betegner min generation af europæere for at være. At være født i Europas rigeste og frieste tid og derfor være faldet fra det højeste punkt. Og af samme grund eje viljen til at gøre noget ved det.

Vores generation har set, hvor godt det kan blive, og de har lært på den hårde måde ikke at tage fremgangen for givet. Det er den skæbne, vi har til fælles, ideologiske uenigheder til trods.

Så når jeg i stort set alle interviews, jeg har givet i forbindelse med bogen, er jeg blevet spurgt, om jeg så er optimistisk eller pessimistisk på min generations vegne, svarer jeg med noget, der kan lyde som et politikersvar: Jeg er optimistisk, fordi jeg er pessimistisk.

Måske kan man sige, at jeg er pessimistisk som borger – men optimistisk som medborger.

Jeg tror på, at De vingeskudte forstår alvoren og – i modsætning til deres forældres generation – ikke vil lade historien gå sin gang uden at tage vare på den.

Det tænkte jeg allerede på min lange rejse, og jeg er siden blevet bekræftet i det, når jeg har rejst rundt med bogen under armen det seneste år.

Da bogen udkom, håbede jeg, at den ville blive samlet op og ført videre af nogle andre – som en fortsættelse af den stafet, jeg selv havde påbegyndt. Det har jeg siden oplevet tegn på, når jeg har besøgt gymnasier, højskoler og biblioteker.

Især én episode gjorde mig fortrøstningsfuld.

Den fandt sted en forårsaften i en boghandel i Aarhus. Efter foredraget kom en ung mand op til mig. Snorre, hed han. Han havde taget slips på, og allerede der havde han min fulde opmærksomhed. Snorre havde læst bogen og var blevet pirret. Han ville gerne bidrage til arbejdet og føre bogens pointer videre, sagde han. Snorre spurgte mig, om ham Simon Strauss mon stadig arbejder på sin lade ude i det østlige Tyskland?

Det kan man roligt sige, at han gør, og jeg lovede den unge aarhusianer at dele tyskerens kontaktoplysninger.

Senere glemte jeg alt om det. Indtil tidligere i denne måned, hvor jeg modtog en besked fra Snorre. Den indeholdt et fotografi af ham og Simon Strauss iført fleece og overalls.

Den unge mand var rejst ud i den tyske provins. Han havde smidt slipset og var trukket i arbejdstøjet. Han havde grebet en skovl og besluttet sig for at give et nap med i den håndgribelige genopbygning af Europa.

Den unge mand valgte at blive medborger.

Han førte stafetten videre.

Dér tænkte jeg, at indsatsen og strabadserne var det hele værd.

Øjeblikke som dét er et opfyldt succeskriterie for mig. De vingeskudte er afhængig af nyt liv.

Det har bogen også fået i dag.

Og måske er det derfor, jeg er så forfængelig på bogens vegne – og taknemmelig for prisen i dag.

Jeg er meget stolt af den her anerkendelse. Tak til Det Udenrigspolitiske Selskab og til Lippmann-fonden for at gøre den lille bogs liv en lille en smule større.

Jeg beklager, at det blev lidt langt. Men så kunne I lade være med at give en pris og en mikrofon til en retoriker.

Da jeg fik overbragt nyheden for nogle uger siden, spurgte selskabets direktør, Charlotte, om pengene skulle bruges på en ny rejse?

Det kan jeg mærke på det hele, at de nok skal. Det kribler igen.

I samme åndedrag må jeg hellere sige både tak og undskyld til mine venner, mine forældre og især til min kære Sonja, som alle er kommet i aften og som har fundet sig i virkelig meget bøvl og fravær fra mig gennem årene.

Men desværre for jer, har jeg nu fået et virkelig godt argument for, at besværet er det værd. Undskyld – og tak.