Modtager af Lippmann-prisen 2023, Julie Arnfred Bojesens, tale til Lippmann-prisen 2024

Der er krig i Europa.  

Det giver mig gåsehud og dårlig smag i munden, hver gang jeg siger det, fordi det stadig føles uvirkeligt.  

978 dage siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine.  

978 dage med død, enorm ødelæggelse af kultur- og naturarv, sorg, smerte, frygt, udmattelse og håbløshed. I et naboland, lige her i Europa.  

Det har også været 978 dages langstrakt chok, rystelse og selvransagelse. For mig og for rigtig mange andre.  

Den morgen i februar 2022, hvor jeg vågnede op til beskeder fra mine ukrainske kolleger om, at ”nu kommer de, russerne! Jeg kan høre eksplosioner!”, gik noget i stykker indeni mig. Et par timer senere stod jeg i TV2 News og så i realtid videoklip af kilometerlange kolonner med russiske tanks og militærkøretøjer langsomt køre over de ukrainske grænseposter og nærme sig mit daværende hjem. Det var som om sjælen forlod kroppen.  

I tiden efter gik jeg rundt som i en drøm – eller snarere et mareridt. Det var som om nogen af verden var slået itu. Alle de frihedselskende, debatterende, kreative, nysgerrige mennesker, jeg havde mødt i Ukraine, skulle nu forholde sig til flugt, bombesikring af lejligheder, militærtjeneste, minelagte skovstier, typer af langdistanceraketter fra Rusland og hvilke støvler, der er bedst i halvfrossent mudder i en skyttegrav.  

Når jeg nu tager på arbejde i Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv eller i Mykolaiv, tager rejsen fra Danmark lidt over et døgn hver vej. Luftalarmens uhyggelige tone lyder jævnligt ud over tagene – og i alles lommer fra en alarm-app, man ønsker hinanden en ”sikker himmel”, når man tager afsked om aftenen, og det komplette tryghedstab har sat sig som en træthed i øjnene på folk.  

Det lyder stadig som noget fiktivt – en film, et computerspil – noget uvirkeligt, som er svært at forholde sig til.  

——

Indtil 2022 var krig for mig noget forfærdeligt og skræmmende – men noget, der var meget langt væk, geografisk og historisk. Mine bedsteforældre, som oplevede anden verdenskrig som helt unge, som var frivillige i genopbygningen af Finland – og som måske havde hørt om Ole Lippmanns engagement i hans unge år – er alle gået bort. Krigens traumer og lærdom var strandet med dem, og vi har ensporet tænkt, at vi havde fundet løsningen på alt med den vestligt dominerede verdensorden og kapitalisme.  

Da fuldskalainvasionen i Ukraine startede, gennemgik jeg denne rystende forandring, hvor hele min verdensforståelse revnede og har skullet sættes sammen igen. Endda på en måde, som ikke tager livsgnisten helt fra én.  

I diskussioner med jævnaldrende venner fra Vesteuropa kunne vi enes om, at vores forældregeneration i deres naive syn på verden havde svigtet os ved ikke at forberede os på, at det igangværende kollaps af samarbejde og fredelige samfund kunne – og ville – ske.  

Med jævnaldrende venner fra Østeuropa har vi været enige om, at kernen i den store europæiske krise er, at deres stemmer aldrig er blevet taget alvorligt – før nu. 

Når jeg nu hver måned er i Ukraine og vågner til natlige luftangreb og ugentligt støder på begravelser af alt for tidligt dræbte unge, virker det absurd, at ”de voksne” ikke har taget advarslerne fra Ruslands naboer seriøst, før det var for sent.  

Men der har ikke været nogen, der har samlet og sat ord på alle disse mange svære og eksistentielle overvejelser, som kommer med dét at blive voksen og leve med en krig som bagtæppe.  

Indtil jeg læste ”De vingeskudte” af Jeppe Bentzen. Gennem samtaler med unge fra hele Europa, der er født efter Murens fald i 1989, kortlægger han levende, hvad det er for nogle skift i identitet og politisk forståelse, der sker på tværs af dette kontinent, som i virkeligheden er mere spraglet og sammensat end den tidligere dominerende fortælling om det europæiske fællesskab. 

På trods af, at Jeppe tegner et billede af, at myten om Europa er krakeleret, så synes jeg, der er et bemærkelsesværdigt fællestræk mellem dem, der får taletid: Der er en magtforskydning mod øst i selvforståelsen hos os unge europæere, og fællesnævneren er, at Ruslands ekspansionsforsøg har sat gang i noget hos os alle.  

Jeg kan høre mig selv i alle de stemmer, der får plads i hans kortlægning. I den konservative tysker til den kritiske venstreorienterede ungarske journalist, den liberale svensker og aktivisten fra Sarajevo.  

Jeg kan endda høre mig selv i Jeppes eget selverklærede had mod elektriske løbehjul.  

Den tidligere historie om et ensartet Europa er ikke længere passende, fordi vi har opdaget, at den ikke holder vand. 

Men der er noget samlende i, at der er nogen der giver plads til forskellighederne og viser at alle disse unge stemmer har deres berettigelse. Og at vi skal lytte til dem, når vi rykker fremad, selv om vejen er uklar.  

Vi skal ikke være bange for forskellighederne, og vi skal ikke være bange for uenighederne – eller for at diskutere dem. Snarere tvært imod. Det vigtigste, vi kan gøre i en verden, hvor polarisering og polemik er dominerende, er at prøve at formidle forskellige perspektiver. At styrke folks viden om verden og alle dens nuancer. Og at forsøge at holde den demokratiske samtale i live, også på tværs af grænser.  

Seriøs, dybdegående og kritisk journalistik skal være med til at formidle flerstemmige historier, så vi bedre kan forstå hinanden – og så vi bedre kan give plads. Kritiske medier og nuanceret viden er ikke kun et gode i samfundet, det er en grundlæggende nødvendighed for et rimeligt eksistensgrundlag.  

I Rusland ser vi lige nu igen den katastrofe, det medfører at holde et lands befolkning hen i propaganda og desinformation, hvor der ikke er plads til forskellige sandheder. Samtidig ser vi, hvilken trussel ondsindet og kalkuleret kommunikation er mod vores demokrati og valgsystemer i lande udenfor Rusland. Vi ser alle de autoritære, voldsparate regimer benytte sig af metoder til at udnytte menneskelige svagheder.  

Det bedste værn mod dette er at beskytte og fremme kritisk tænkning og nuanceret journalistik.  

Jeppe Bentzen fører en af de skarpe penne, der insisterer på at udforske og udfordre de dominerende forestillinger og den dominerende magt. Samtidig forsøger han ydmygt at forstå de andre perspektiver.  

—–

Det er ikke en munter opgave, du har påtaget dig med at forsøge at formidle en krise set fra de involveredes synspunkt.  Det er nemlig ikke noget nemt grundlag at bygge et fremtidssyn på. 

Dermed er det endnu vigtigere, at du gør det så godt og så let, at det fænger et bredt publikum, selv om mange er trætte af at høre om kriser og problemer. Og at du selvkritisk og ydmygt undersøger verden for at fremme de nuancerede historier og de mange forskellige aspekter, som vi er nødt til at forstå, når vi skal sameksistere.  

Den ensartede fælleseuropæiske identitet findes måske ikke. Vi behøver ikke være ens. Vi behøver ikke engang at være enige. Det vigtigste er, at vi kan leve sammen og tage diskussionerne.  

Co-existence or no existence, som Piet Hein vidunderligt simpelt fremlagde det.  

—–

978 dage af fuldskalainvasion i Ukraine. 

Og det er stadig svært at se enden på Ruslands krig – for ikke at tale om alt arbejdet, der kommer efter for at genetablere og genopbygge stabile, rettighedsbaserede samfund.
Men for ikke at drukne i nutidens mørke, kan man løfte blikket ud over historien. 

Danmark var besat i 5 lange år. Og det er først for nyligt rigtigt trængt ind hos mig, at under besættelsen vidste man jo ikke, at det kun var en periode og at befrielsen ville komme en dag. 

Ole Lippmann og modstandsbevægelsen holdt ud, og de fortsatte også arbejdet efterfølgende med genoprettelsen og udviklingen af det danske demokrati. 

Nu er der gået lige under 28.900 dage siden anden verdenskrig sluttede. 28.900 dage med fred i og frihed i Danmark. 

Der kommer en tid efter hver krig og hver krise. Men allerede nu lægger vi de byggesten for, hvad der kommer efter.
Os, der modtager denne fine pris, har en platform at kommunikere fra – og nogen der lytter. Vores opgave er at bruge denne platform til at udforske, udfolde – men også at kigge fremad og undersøge løsninger. Vi skal være med til at udtænke de måder, vi kan være fælles om verden på. Hvordan vi kan finde håb i mørket, og hvordan vi kan komme klogere ud gennem de mange kriser, vi står i. 

Den opgave tror jeg, denne mand er den helt rigtige til at være med til at løfte. Et skarpt øje, et nysgerrigt sind og et fremragende formidlingstalent gør hans pen til et stærkt våben i kampen for frihed, rettigheder og fredelig sameksistens.

Med dette er det mig en stor ære at overrække Ole Lippmann-prisen 2024 til journalist og forfatter Jeppe Bentzen.