Lockdown: den største politiske skandale?

KLUMME: Aldrig før har et relativt begrænset antal døde fået regeringerne til at lukke halvdelen af verdens økonomi. Nu begynder en kontrolleret genåbning, og samtidig vokser kritikken af den omfattende nedlukning. Har denne lockdown været efterkrigstidens største skandale?

Af Hugo Gaarden, 30.04.2020

Den britiske regering skjulte længe, at coronavirussen førte til dobbelt så mange dødsfald, som de officielle tal viste. De amerikanske ledere dækkede over videnskabelige advarsler om virussen i februar efter pres fra præsident Donald Trump. Stort set alle dødsfald i Europa og USA omfatter mennesker, der i forvejen var syge, hvoraf mange lå på dødens rand. Alligevel blev de vestlige samfund lukket ned, mens det demokratiske Østasien holdt samfundene og erhvervslivet åbent. Hér var dødsfaldene ekstremt lave – under 500 imod godt 200.000 på verdensplan, primært i Europa og USA.

Hvordan kunne så mange blive smittet og dø i Vesten, når krisen blev håndteret næsten perfekt i Fjernøsten, hvor der f.eks. i Sydkorea ikke længere er nye lokale tilfælde? Hvis regeringerne i Vesten bevidst lukkede øjnene for advarsler og kendsgerninger og lukkede samfundene ned på et forkert grundlag, kan det ende med efterkrigstidens største politiske skandale.

Virussen fra Wuhan spredte sig i januar på nøjagtig samme tid til de fjernøstlige demokratier som til USA og Europa, men landene i Fjernøsten – med Taiwan i spidsen – greb øjeblikkeligt ind og standsede ”importen” af virussen og isolerede risikogrupper. De brugte tests, apps og tracing for at følge og bekæmpe udbredelsen. De undlod en lockdown. I løbet af januar blev al viden om virussen og bekæmpelsen af den spredt over hele verden, men europæerne og amerikanerne tog den ikke alvorligt og undertrykte informationerne i 4-6 uger.

I de sidste fem dage af februar diskuterede de amerikanske sundhedsmyndigheder, hvordan de skulle håndtere den virus, som efterretningstjenesterne i ugerne før havde kaldt katastrofal og som ville kunne inficere 100 millioner amerikanere og føre til lockdown, skriver New York Times. Trump og hans nærmeste sundhedsrådgivere afviste, at der var udsigt til en krise, og at USA skulle gardere sig. 

Nu begynder offentligheden at få mere viden om hvem, der er døde af virussen. En retsmediciner i Hamborg har undersøgt 95 coronaramte, og samtlige led i forvejen af sygdomme, typisk flere sygdomme og i de fleste tilfælde af hjerte- og kredsløbssygdomme samt svagheder i lungerne. Gennemsnitsalderen var 80 år. Retsmedicineren Klaus Püschel siger til Der Spiegel, at ”Covid-19 ikke er et problem for børn og sunde mennesker. Alder er heller ikke i sig selv et problem. Dødsfaldene omfattede hovedsageligt mennesker med meget stor overvægt, hvilket i forvejen sænker den forventede levealder. De ville alligevel dø efter tre uger, tre måneder eller tre år,” siger han nøgternt. En schweizisk retsmedicinsk undersøgelse viser noget tilsvarende.

Det er altså primært livsstilssygdomme, der er årsag til dødsfaldene, og groft sagt svarer antallet af coronadødsfald til de årlige influenzadødsfald. Ingen vil kritisere den overvældende indsats for at redde coronaramte, uanset hvor gamle og syge de er. Hvis det kun er ekstremt sårbare, der rammes, og hvis de kunne beskyttes og isoleres på en mere effektiv måde, har en lockdown og kravet om at holde sig indendøre så været nødvendigt? Fødevarebutikker er holdt åbne uden brug af masker, og det har ikke spredt virussen. Hvorfor kunne alle virksomheder og kontorer ikke holde åbent med de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger? 

Chefredaktøren for det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet, Richard Horton, sagde for nyligt til Financial Times, at vi står overfor ”denne generations største videnskabs-politiske fejltagelse.” Han vil ikke sige, at virologer og politikere har blod på hænderne men, at ”vi absolut kunne have reddet mennesker” ved en hurtigere indgriben. Han siger, at den britiske regering har begået en strategisk fejltagelse i håndteringen af virussen. 

De vestlige lande lukkede ikke straks for rejsende fra corona-hotspots, men standsede hele flytrafikken med katastrofale følger. EU-landene lukkede grænserne men isolerede ikke deres interne hotspots. De ignorerede bekæmpelsesmetoderne fra Kina, Taiwan, Hongkong, Sydkorea, Singapore og Japan. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt Vestens ambassader i Kina og Fjernøsten ikke rapporterede om virussens udvikling og håndtering fra midten af januar. Eller om regeringer og myndigheder ignorerede indberetningerne? Til brug for denne artikel har jeg bedt Udenrigsministeriet svare på disse spørgsmål. Svaret? Intet svar.

Trump vil ikke samarbejde. Men hvorfor har EU-landene ikke haft en permanent krisestab, der dagligt udvekslede erfaringer og løbende var i kontakt med Kina og resten af Østasien? Var vi fra januar skræmte, modvillige eller apatiske? Var vi ramt af den blokering, de fleste mærker, når vi står over for en katastrofe? Hvorfor lod parlamenterne – de folkevalgte – sig blive sat ud på et sidespor? 

Den manglende detail-information om virussen og dens håndtering har overalt ført til en voksende kritik af den lockdown, som virker overdreven, og som måske har været en fejltagelse. Kritikken vokser også i Tyskland, som er det af de større lande, der bedst har håndteret virussen, selv om tyskerne var lige så sent ude som alle andre. Genåbningen af erhvervslivet virker uigennemtænkt og tilfældig. Styres den stramt på østasiatisk vis, kan lockdown måske afsluttes inden sommer.

Coronavirussen har kastet Europa og USA ud i en krise som under Depressionen i 30’erne. Stater og centralbanker har meget hurtigt stillet historiens største beløb til rådighed – flere tusinde milliarder dollar – for at redde virksomheder og jobs. Men landenes underskud og gæld stiger så dramatisk, at skattestigninger og nedskæringer af den offentlig service bliver uundgåeligt medmindre politikerne i Vesten ændrer kurs og følger den opfattelse, som visse økonomer har: at øget gæld ikke betyder noget. Men hvis regeringerne følger den traditionelle finanspolitik, får erhvervslivet og skatteyderne en kolossal regning. Men det har regeringerne ikke fremlagt beregninger over. 

Når det for alvor går op for befolkningen og erhvervslivet, at coronakrisen kunne have været håndteret hurtigere og anderledes, og at sundhedstilstanden kun har været truet for en ekstrem lille del af befolkningen, vil kritikken utvivlsomt vokse. Så bliver der ikke kun krav om at tjekke virusudbruddet i Kina men også beslutningsprocessen hos os selv. Coronakrisen kan derfor ende som efterkrigstidens største politiske skandale med afklaringen på det fundamentale spørgsmål: hvorfor skulle der i Vesten være næsten 200.000 flere dødsfald end i Kina?