Libanon, Israel og naturgassen

KLUMME: Det er næppe sandsynligt at de nystartede forhandlinger mellem Israel og Libanon fører til normalisering her og nu, men på længere sigt kan det ligne et oplæg til samarbejde

Af Hans Henrik Fafner 20.10.2020

TEL AVIV – Libanon og Israel har taget fat på at fastlægge en fælles grænse i farvandet ud for kysten. Det er en proces, som navnlig amerikanerne gennem en årrække har søgt at få på benene, men både Israel og Libanon har tøvet. Midt på måneden mødtes parterne imidlertid for første gang i den sydlibanesiske grænselandsby Naqoura, hvor FN’s fredsbevarende styrke UNIFIL har hovedkvarter. Mødet forløb godt, og det er allerede aftalt at man fortsætter forhandlingerne den 28. oktober.

Det drejer sig om et stykke hav på 860 kvadratkilometer, og den ydre anledning til at parterne nu har sat sig til forhandlingsbordet er, at Libanons allerede kriseramte økonomi blev sendt i frit fald ved august måneds enorme eksplosion på havnen i Beirut. På denne baggrund har den politiske ledelse i Libanon tydeligvis set sig foranlediget til at indlede forhandlinger, for under havbunden i det østlige Middelhav ligger betydelige naturgasfelter, og alene det omstridte grænseområde vurderes at kunne skaffe den libanesiske stat en indtægt på 6 milliarder dollars – hvis man bliver enige om at dele lige over.

Sagen er imidlertid ikke så enkel. Israel og Libanon har aldrig indgået nogen fredsaftale, og har dermed formelt set været på krigsfod siden Israels oprettelse i 1948. Derfor er der heller aldrig blevet foretaget nogen endelig grænsedragning, og det har ikke mindst betydning på land. Da Israel således trak sig ud af det sydlige Libanon i sommeren 2000, efter 18 års militær tilstedeværelse, rykkede UNIFIL (United Nations Interim Force in Lebanon) ind, og de etablerede den blå linje, som er blevet den almindelige betegnelse for våbenstilstandslinjen. Men på mindst 12 steder langs denne interimistiske grænsedragning er der små områder, hvis endelige status er omstridt.

Et af disse omstridte steder er en ganske lille enklave på selve kysten. Her har israelere og libanesere divergerende opfattelser af havgrænsens placering, fordi denne som regel lægges i en ret linje ud fra kysten og ved enklaven er der en runding af kysten. Derfor kan fordelingen af havterritoriet komme til at hænge sammen med grænsedragningen på land.

Hizbollahs modstand mod grænsedragningen
Samtidig har den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse skarpt kritiseret forhandlingsinitiativet, idet de ser det som et forsøg på normalisering af forholdet til Israel. For at forstå deres modstand skal man tilbage til borgerkrigen i Libanon i 1980erne.

Da libaneserne i 1989-90 fik standset borgerkrigen accepterede alle de mange militsgrupper at nedlægge våbnene, på nær Hizbollah, der pure afviste at nedlægge sine våben. Hizbollah havde ikke deltaget i borgerkrigen, hed meldingen fra Hizbollah, og så det som sit formål at forsvare Libanon mod den israelske aggression. En stor del af landets shiamuslimske befolkning bor i Sydlibanon, som på det tidspunkt fortsat var under delvis israelsk besættelse. Og selv efter at Israel trak tropperne ud i 2000, fastholdt Hizbollah sin målsætning om at forsvare Libanon mod Israel med henvisning til de små områder i grænseområdet. Det største af dem er Shaba, som Syrien i øvrigt også gør krav på – så sent som i sommer var det endnu en gang skueplads for en mindre konfrontation mellem israelske tropper og væbnede enheder fra Hizbollah.

Forholdet mellem Israel og Libanon og den interne modstand fra Hizbollah afspejles i de aktuelle forhandlinger. De finder sted i et telt i UNIFIL’s hovedkvarter, og hele dialogen føres gennem repræsentanter fra FN. Det er derfor næppe sandsynligt, at dette fører til en normaliseringsaftale af den type, som Israel den 15. september indgik med henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. Forskellen er, at disse aftaler med god ret kan betragtes som mere end blot en formalisering af et handelssamkvem mellem parterne, der har eksisteret under radaren i op mod 20 år; med aftalerne har Israel tillige også taget klar stilling i den fortsatte konflikt mellem de sunnimuslimske oliestater i Golfen og det shiamuslimske Iran. Og i den sag stiller Hizbollah sig ubetinget på iransk side.

Omvendt rummer netop naturgasforekomsterne nogle samarbejdsperspektiver. Israel udvinder allerede gas fra to felter, Leviathan og Tamar, Cypern er ved at gå i gang i sit Aphrodite-felt, og begge lande har indgået aftaler med Egypten, som har egne naturgasfelter. Egypterne er allerede klar med to terminaler, hvor man kan komprimere gassen med henblik på eksport i flydende tilstand til Europa, og det er planen at israelsk og cypriotisk gas skal kunne eksporteres via Egypten. Da disse aftaler blev indgået i 2018 udtrykte man håb om at få Libanon med i samarbejdet, og det håbes der uden tvivl fortsat på, selv om det lige nu virker usandsynligt.

Hans Henrik Fafner har gennem 26 år skrevet om Israel og Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. I sommer udkom hans seneste bog, ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, der belyser landets mange indre modsætninger.