Forperson for Lippmann-Fonden, Merete Ahnfeldt-Mollerups, tale til Lippmann-prisen 2024

Da Ole Lippmann tog initiativ til Udenrigspolitisk Selskab i 1946 var det del af et større projekt,  hvor hovedelementet var oprettelsen af den civile, analytiske del af Forsvarets  Efterretningstjeneste. Baggrunden var, at de politiske ledelser i de demokratiske lande havde  taget voldsomt fejl af de totalitære bevægelser i mellemkrigsårene — både de lande, der forblev  demokratiske, men blev kørt over af tyskerne efter Anschluss i 1938, og de lande, hvor fascisterne fik magten, fordi konservative kræfter troede, de kunne håndtere situationen.  

Lippmanns tese var, at mange unge europæere, der rejste meget, havde luret situationen, men at de ikke blev hørt, hverken af efterretningstjenesterne eller politikerne.  

Han havde selv rejst hele jorden rundt som del af sin uddannelse. Tanken var, at han skulle  overtage familiefirmaet, Simonsen og Weel, som hans farfar havde bygget op til en blomstrende  virksomhed. På rejserne skulle han lære om den nyeste viden og teknologi indenfor  sundhedssektoren, og det gjorde han. Han var med til at indføre den moderne anæstesi i  Danmark, og senere til at skabe den teknologi, der understøtter kirurgi og anæstesiologi den dag i  dag.  

Men han var ingen nørd. I USA gik han på klub, og købte aktuelle jazzplader både i New York og  Chicago. I Japan kom han i fængsel fordi han lavede sjov med myndighederne, og derefter blev han indrulleret på skift på begge sider af den Japansk-Kinesiske krig som læge, indtil det  lykkedes ham at komme over grænsen til Stalins Rusland, hvor et forældre-indgreb forhindrede  ham i at opleve Moskvaprocesserne.  

Rejselysten kom ikke fra fremmede. Ole Lippmann var stærkt knyttet til sin farfar Julius og bonus farmor Recchia. Især Recchia var en internationalt orienteret kvinde, der talte mange sprog, havde været gift i England og ernærede sig som skribent. Da de to blev gift tog de til Indien over land på bryllupsrejse.  

Vel ankommet hjemme igen fra sin egen jordomrejse, måtte Lippmann til Tyskland for at hjælpe jødiske familiemedlemmer til Danmark.  

Egentlig havde han også tænkt, at han skulle være frivillig i Finland, men hans mor simulerede en dødelig sygdom for at få ham til at blive hjemme. Det var nok meget godt, selvom han var irriteret over det resten af livet.  

Dengang var der langt færre unge, der havde mulighed for at rejse, men i dag, hvor de fleste  kommer ud, kender vi til de møder og venskaber, man skaber derude. For Ole Lippmann kom de til at definere hans liv.  

Han var født med en sølvske i munden. Men det var ikke helt så enkelt. Hans far var jødisk, og  danske nazister hang familien ud som utøj i deres medier. Han færdedes blandt andre velhavende  unge, og lavede sjov i det københavnske og nordsjællandske natteliv, men måtte erkende at han  aldrig helt kunne blive del af miljøet.  

I 1942 forstod han, at den pige, han dengang drømte om, ikke ville have ham. De var begge en  del af en ung nordsjællandsk kulturelite, og der var en fascination af nazismen blandt de  toneangivende unge forfattere og malere.  

Sammen med en ven, der var maler, tog han på cykeltur på Bornholm og var generelt deprimeret over, hvordan hans baggrund definerede ham, uanset hvordan han definerede sig selv. Da de kom tilbage til byen holdt de en rigtig bohemefest, hvor Ole var i overalls, og en af malerens veninder  lavede salat af hvad de nu kunne skaffe der under besættelsen. Veninden var Inga, og 30. oktober 1942 blev de gift, efter en meget lang snak om hvad det ville sige, at nazisterne havde taget retten til at definere hvem, der var jøde, og hvilke konsekvenser det ville have for deres ægteskab og deres kommende børn.  

De troede, at de havde fået talt det på plads. Men det havde de nok ikke. Ole var 26, Inga var 22. De var den slags unge, der festede igennem, og selvom de var imod besættelsen og bidrog til at formidle anti-nazistisk litteratur og skaffe penge til modstanden, så var det ikke dem, der lavede sabotage. De ville hellere lave familie. 

Men 1. oktober 1943 sluttede festen. Ole vidste udmærket hvad det handlede om, han havde jo  hentet familiemedlemmer allerede i trediverne. Der var ikke et heltemodigt valg, der var en opgave, der skulle løses. På et helt personligt plan skulle hans far og hans nyfødte søn reddes. Men mange af de andre udsatte var jo også familie og venner, mange af dem nogle, der skulle flygte for  anden gang.  

På grund af jøde-aktionen blev det unge par fuldgyldige medlemmer af modstandsbevægelsen.  Livet blev farligt. Ole blev rekrutteret til det britiske SOE, Inga måtte flygte til Sverige, uden sin lille  søn, men med et nyt barn i maven. De vidste selvfølgelig ikke, om der nogensinde ville blive et  demokratisk Danmark at vende tilbage til, eller hvornår de ville se deres lille dreng igen.  

Som flygtninge i London og senere udkants-Skotland på en træningslejr for Ole og i Stockholm på  et hotel for Inga blev der skabt nye venskaber for livet, igen med unge fra hele Europa. At være  flygtning uden viden om hvad der venter og til tider uden håb er en kaotisk tilværelse udenfor det  normale borgerlige liv, en tilværelse hvor man skal kæmpe for anerkendelse hele tiden. Det ved vi  alt om i dag.  

Når vi ser tilbage på Ole Lippmann som den dygtige forretningsmand, modstandslederen, stifter af Udenrigspolitisk Selskab og reformator af efterretningstjenesten, ven med nogle af verdens  mest indflydelsesrige mennesker, så glemmer vi lidt den unge, eventyrlystne mand, der elskede  jazz og dansede på bordene, og som var usikker omkring sin fremtid og sin baggrund. Men det  gjorde han aldrig selv. Gennem hele livet understregede han, at vi som samfund og individer skal støtte unges uddannelse og unges møde med verden. Han var europæer og verdensborger.  

Derfor er Lippmann-prisen en fejring af unge, der vil noget med samfundet og sig selv. Ole  Lippmann ville aldrig have opkaldt en pris efter sig selv, af mange årsager. Men han ville helt  sikkert have støttet et menneske på vej ud i verden for at forandre og forbedre den.