Flere våben til Mellemøsten

KLUMME: Bag de nye aftaler i retning af normalisering ligger en række strategiske hensyn, som bliver tegnet tydeligt op af Saudi-Arabiens nylige interesse for tættere relationer til Israel.

Af Hans Henrik Fafner

Et af de nok mest markante udenrigspolitiske resultater, Donald Trump efterlader sig efter fire år i Det Hvide Hus, er et skift i USA’s engagement i Mellemøsten og omkringliggende lande. Om dette er udtryk for en klar strategi, skal stå usagt hen, men det taler sit tydelige sprog at USA’s militære tilstedeværelse er blevet næsten elimineret. Og da Iran den 14. september 2019 rettede et ødelæggende angreb mod Abqaiq, som er et af Saudi-Arabiens vigtigste oliefelter, med 20 droner og missiler, reagerede den amerikanske præsident slet ikke. Han rettede ikke noget gengældelsesangreb på iranske mål, selvom bombningen af Abqaiq var et anstød mod de globale olieleverancer.

Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at Mellemøsten er blevet mindre sprængfarlig af den grund. Umiddelbart efter det iranske angreb sendte USA 3.000 soldater og en serie antimissilbatterier til Saudi-Arabien, men det skete med den klare besked, at saudiaraberne dækkede udgifterne og i øvrigt brugte initiativet som en rettesnor til hvordan de skulle kunne forsvare sig selv fremover. Dette kan ses som et tydeligt udslag af den isolationistiske politik, Trump har sporet USA ind på gennem de seneste fire år, og det kommer til at stå som en af de store udfordringer, Joe Biden vil skulle tackle, når han definerer sin politik for Mellemøsten.

Det er i dette lys, vi skal se attentatdrabet på Mohsen Fakhrizadeh på en landevej udenfor Teheran den 27. november. Fakhrizadeh var en af nøglepersonerne i de iranske atomprogrammer, og selv om ingen har taget det formelle ansvar for attentatet, retter mistanken sig primært mod Israel. Her har premierminister Benyamin Netanyahu gennem de seneste 10 år benyttet næsten enhver lejlighed til at gøre opmærksom på den iranske trussel, og i samme periode har der været en hel serie angreb på iranske mål med tydelige israelske fingeraftryk.

Selv om drabet på Fakhrizadeh næppe vil få den store betydning for de iranske atomprogrammers videre færd, ligger der et vigtigt budskab i selve operationen. Den kan ses som en besked til iranerne om, at man er i stand til at angribe dem hvor som helst, og den er en tydelig besked til resten af regionen om, at en konflikt nu er blevet tegnet endnu tydeligere og at den har potentialet til at blive mere eksplosiv en nogen sinde.

Gennem de seneste måneder er der nemlig opstået en ny, uformel alliance i Mellemøsten, som på overfladen handler om fred og samhandel. Den har eksisteret i det skjulte gennem de seneste 20 år, men 15. september fik den officielt et navn, da Israel underskrev normaliseringsaftaler med henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater (FAE) og Bahrain. Og på det seneste er der tydelige tegn på, at Saudi-Arabien er ved at stige på vognen.

Det interessante ved normaliseringsaftalerne af 15. september er, at FAE som en del af aftalen fik grønt lys til at købe avancerede amerikanske F35-jagerfly, sammen med en mængde andet militært isenkram. Lige nu er Israel og NATO-medlemmet Tyrkiet de eneste lande i regionen, som råder over F35, og der har i årevis været en stiltiende aftale om, at amerikanerne ikke sælger avancerede våbensystemer til nogen i Mellemøsten uden Israels godkendelse. Fra israelsk side førte Netanyahu forhandlingerne med FAE helt på egen hånd, og først efterfølgende informerede han sin forsvarsminister og sit politiske bagland. Det hænger naturligvis sammen med aftalens kontroversielle indhold. FAE tager del i borgerkrigen i Yemen, som dybest set er en stedfortræderkrig med Saudi-Arabien og Iran som modparter, og de nye jagerfly kan tænkes at komme i brug dér. Samtidig førte aftalen til en del hævede øjenbryn i Israel, fordi den potentielt rykker ved Israels militærstrategiske overlegenhed overfor den arabiske verden. I denne sammenhæng er det derfor blevet antydet, at Trump inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar, vil give grønt lys for at Israel, som en slags plaster på såret, anskaffer et endnu mere avanceret jagerfly.

Summen af dette er, at de nye normaliseringsaftaler ser ud til at bringe endnu flere våben til Mellemøsten og at tegne den allerede eksisterende konflikt mellem de sunnimuslimske oliestater og det shiamuslimske Iran endnu skarpere op. For det er nok i den kontekst, vi skal se den seneste tilnærmelse mellem Israel og Saudi-Arabien.

Umiddelbart efter de to første normaliseringsaftaler opstod der spekulationer om, hvem der ville følge efter. Saudi-Arabien blev nævnt som kandidat, men vurderingen lød, at det nok ville tage længere tid, fordi Saudi-Arabien har langt flere hensyn at tage end FAE og Bahrain. At de to hellige byer, Mekka og Medina, ligger i Saudi-Arabien er i sig selv en kompliceret sag, idet det stiller krav til styret om at holde sig på talefod med hele den islamiske verden.

Derfor kom det som en overraskelse, at Netanyahu sammen med chefen for den israelske efterretningstjeneste Mossad, en sen aften fløj til Neom i det nordligste Saudi-Arabien, hvor de mødte kronprins Muhammed bin Salman. Mødestedet har stor symbolværdi. Neom består i dag kun af en lufthavn, eller måske snarere en landingsbane med ørkensand så langt øjet rækker. Men det er en af hjørnestenene i kronprinsens store fremtidsplan, Vision 2030, der skal omlægge landets økonomi til tiden efter olien. Med en million indbyggere skal Neom være center for fremtidens saudiarabiske hightech-sektor, samt international turistdestination. Til dette har Saudi-Arabien behov for at åbne op. Landet har allerede liberaliseret dele af det strenge religiøse kodeks og givet kvinder lettere adgang til arbejdsmarkedet, men det er også nødvendigt at rykke tættere på Vesten.

Netanyahus møde med kronprinsen foregik i hemmelighed, og i første omgang hed det sig, at det ikke engang havde fundet sted. Derfor ved vi ikke noget om, hvad de to drøftede. Det er dog rimeligt at antage, at der er blevet talt om våben, fordi Saudi-Arabien har et akut behov for også at fremtidssikre sig på det forsvarsmæssige område. I den forstand vil avancerede jagerfly være en stor hjælp, og det kan i sig selv være en god grund til at rykke tættere på Israel. Dette kan også forklare, at den saudiarabiske udvikling pludselig er gået hurtigt, for det synes at ske med visheden om, at Donald Trump gerne leverer varen inden han forlader Det Hvide Hus. For når Joe Biden først er flyttet ind, ved ingen hvordan tingene vil udvikle sig.