EU-valg i et vadested

Af Hugo Gaarden

I den seneste tid har mange sagt, at månedens valg til Europa-Parlamentet er det vigtigste nogensinde, og at det bliver afgørende for EU’s fremtid. Det er mildt sagt en overdrivelse, men valget illustrerer, at EU-landene står i et vadested, og at der hersker megen tvivl om den europæiske udvikling. F.eks. er der slet ikke en klar linje for EU-institutionernes kompetence.

Der er uklart, hvem der vælger EU-Kommissionens formand. De store parti-grupperinger i parlamentet udpeger spidskandidater som et formandsbud,men regeringscheferne skal i EU-Rådettage stilling til, hvem de vil have – med kvalificeret flertal. Det er altså uvist, om den vigtigste person i EU – kommissionens formand – vælges af befolkningens repræsentanter eller de siddende regeringer. En sådan usikkerhed nærer selvsagt mistillid til EU. 

I dag er der fem spidskandidater, hvoraf to er velkendte i ”systemet”, nemlig Frans Timmermans og Manfred Weber, men de er ikke kendte i den brede befolkning, og de er ikke kendte for at have haft stor indflydelse på EU’s udvikling. Derimod er der en outsider, danske Margrethe Vestager, der er en stor tilhænger af den franske præsident, Emmanuel Macrons renæssance-initiativ i EU, og som stiller op for centrumgruppen Alde. Hun er den mest resultatrige kommissær i sin ubønhørlige kamp mod amerikanske high-tech selskaber, som snyder i skat eller misbruger deres dominerende stilling. Hun har vist, at EU kan træffe beslutninger, der har en virkning. Men det bliver formentlig et politisk spil, der afgør, om hun bliver Junckers efterfølger.

Forhandlingerne om Brexit har desuden vist, at der hersker usikkerhed om kommissionens rolle (Juncker) og Rådets rolle (Donald Tusk). Skal der virkelig være to chefer? Tusk har flere gange givet udtryk for, at han ønsker, at briterne bliver i EU, og sandsynligheden vokser i takt med, at den britiske afgørelse er blevet udskudt et par gange, og nu er deadline oktober. Juncker har derimod ytrer en vis tvivl om et fortsat britisk medlemskab som følge af den kaotiske, britiske beslutningsproces.

Så længe der hersker usikkerhed om institutionernes kompetence og om valget af nøglepersoner, vil der også herske tvivl om den magt, EU har i Europa og globalt. Det interessante er ellers, at der for første gang er virkelige bestræbelser på at styrke den europæiske rolle globalt – vel at mærke som en selvstændig aktør og ikke bare som en lillebror til USA. 

”Europa må genopfinde sig selv over for de andre, herunder USA og Kina, for de egentlige problemer og udfordringer kommer derfra,” sagde Macron for nogen tid siden. Tyskerne var de første, der talte om en mere uafhængig kurs over for USA, og europæiske virksomhedsledere har talt om behovet for en selvstændig europæisk satsning for at klare sig globalt. 

Men så kommer problemet: For Tyskland og Frankrig ser ikke ens på, hvordan EU skal blive stærkere og få en mere uafhængig rolle. Macron vil satse på Frankrig og Tyskland som motoren, mens kansler Angela Merkel og andre ledere er mere tøvende, og især vægrer tysk erhvervsliv sig ved at skulle underkaste sig europæiske beslutninger og vil ikke tvinges til at investere en stor del af det årlige tyske eksportoverskud på 100 milliarder euro i Europa. De vil investere uden for Tyskland og Europa. Den tyske regering er tøvende med at føre en hård kurs over for USA og Kina, når det drejer sig om handelspolitik. Tyskland og Frankrig har også svært ved at skabe fodslag om sikkerheds- og forsvarspolitikken.

På ét punkt har der være et forsøg på at skabe fransk-tysk harmoni, nemlig med bestræbelserne på at tillade dannelsen af europæiske gigantvirksomheder, champions, i første omgang med at lade tyske Siemens og franske Alstom lave en tog-gigant, der kan hamle op med de store kinesiske tog-virksomheder. Det har til gengæld ført til bastant modstand fra Margrethe Vestager, for hun mener, at hvis EU tillader monopollignende europæiske selskaber, så kan hun ikke bekæmpe amerikanske monopoler. Det er en holdning, der synes at ligge langt fra den globale virkelighed, men den viser, hvor svært europæerne har ved at hamle op med amerikanske og kinesiske giganter. Holdningen kan betyde, at Vestager ikke bliver kommissionens formand.

Den tidligere italienske regeringschef, Enrico Letta, konkluderer, at Frankrig og Tyskland ikke længere har kræfter til at fremlægge fælles forslag om Europas udvikling. Er det tilfældet, er det lidt af en udfordring, EU står over for, og det beskæmmende er, at fundamentale perspektiver af den art ikke indgår i den europæiske debat til parlamentet. 

Men er det tegn på dårligdomme eller det modsatte? Nye aktører er på vej, og det er måske nødvendigt for virkelig at skabe en europæisk renæssance. En fransk-tysk motor er måske lige så forældet som den EU- og flygtningekritik, personer som Ungarns Victor Orban har stået for. De begynder at lyde som gamle aviser. 

Slovakiet har med overvældende flertal valgt en ny præsident, den unge, uprøvede politiker Zuzana Caputova, der som jurist har ført en hård kamp mod politisk korruption. Vælgerne vil have handling. Ved det nylige valg i Spanien blev populisternes fremmarch standset. Det store borgerlige parti, PP, der har flirtet med en højrekurs, blev halveret, men den ”rene” nationalistiske vare, Vox, får ikke nogen indflydelse, da det regerende socialistparti med Pedro Sanchez vandt overvældende. Han forstår åbenbart at få moderate med sig og at skabe ro om uafhængighedstendensen i Catalonien. 

Populisterne og nationalisterne har ikke længere fremgang i Europa, og det blev også demonstreret under det seneste års lokalvalg i Tyskland, hvor De Grønne er blevet et nyt og stærkt midterparti med en stærk EU-kurs. Måske får EU-kritiske og nationalistiske partier fremgang ved Europa-valget, men der er en helt ny udvikling på vej, som betyder, at EU ikke er ved at gå op i limningen. 

En ny generation af ledere og revitaliserede midterpartier taler åbenbart et sprog, som passer vælgerne. De vil se handlekraft. Det ses også i Storbritannien. Den seneste meningsmåling viser, at et flertal på 55 pct. betragter Brexit-afstemningen som en fejltagelse. Selv hos de konservative mener kun 43 pct., at afstemningen var en god idé. Britiske vælgere er blevet trætte af politikeres kævlerier og mangel på kompetence. Måske er europæerne ved at ryste frygten og mistilliden fra de seneste år af sig – og begynder at vælge politikere, der vil noget konkret med fremtiden i stedet for bare at sige nej.