Danmark bør støtte Nordmakedonien og Albaniens EU-optagelse

KLUMME : Det Europæiske Råd skal den 22. juni igen tage stilling til opstart af den første IGC – Intergovernmental conference med Albanien og Nordmakedonien. Og at få startet seriøse medlemskabsforhandlinger er langt gavnligere politisk, kulturelt og økonomisk for Vestbalkan end de mange, om end nyttige, millioner euro, som EU pt. sender til landene.

Albansk honorær konsul i Danmark, cand. Jur. Hans-Georg Nielsen

Det Europæiske Råd skal den 22. juni igen tage stilling til opstart af den første IGC – Intergovernmental conference med Albanien og Nordmakedonien.

EU Kommissionen er ikke i tvivl og har ikke været det i adskillige år. EU Parlamentets formand, David Sassoli, er enig, og den tyske forbundsdag gjorde i september 2019 et beundringsværdigt arbejde med at finde et brugbart kompromis. Frankrig har sagt ja til kompromiset, USA og Storbritannien anbefaler, at der startes forhandlinger, og det samme gør officielt i hvert fald 24 af EU’s 27 regeringer.

Og senest, den 4. juni, har sågar den Nederlandske regering ladet forlyde, at den vil anbefale landets parlament også at sige ok.

Et eventuelt dansk eller bulgarsk nej, trods EU kommissionens gentagne entydige anbefalinger om at komme i gang, vil gøre stor skade og kan ikke begrundes i fakta.

Men det ser jo ganske fint ud for albanernes og nordmakedonernes muligheder for at komme i gang med de lovede forhandlinger om medlemskab, som antages at ville tage adskillige år.

Alligevel er Albaniens ny- og genvalgte premierminister, Edi Rama, særdeles bekymret

”EU har brudt sine løfter og skaber en kløft mellem Balkans befolkninger ud fra politisk kynisme,” udtaler han i tyske BILD Zeitung.

Rama henviser desuden med slet skjult ironi til Samuel Becketts skuespil fra 1949 ”Vi venter på Godot” – kun snak og intet sker”. Edi Rama henviser til, at EU-Rådet allerede I 2018 klart udtalte, at Albanien og Nordmakedonien lever op til betingelserne for at starte medlemsskabsforhandlingerne.

Dertil kommer, at EU-Rådet i marts 2020 meddelte, at der kunne startes optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien snarest muligt.

Edi Rama understreger, at Albanien er ganske klar over og med på, at forhandling af de 35 EU–kapitler, der skal forhandles og opfyldes, før medlemskabet er en realitet, vil tage flere år.

Det af den tyske forbundsdag udarbejdede kompromis betyder som bekendt, at det ikke kun behøver at gå fremad. Skulle det under forhandlingerne vise sig, at et afsluttet kapitel alligevel ikke opfyldes, så er det om igen.

Det skulle derfor være en smal sag for EU rådet den 22. juni at fastsætte datoen for den første IGC.

Forhindringer på vejen

Men der er stadigvæk forhindringer. EU har vedtaget, at Albanien og Nordmakedonien skal starte og forhandle parallelt. Og her kommer Bulgarien ind I billedet. Bulgarerne er af den opfattelse, at Nordmakedonien ikke lever op til en aftale, som skal løse nationale og kulturelle uoverensstemmelser mellem de to lande. Sat på spidsen er problemet, at bulgarerne mener, at det makedonske sprog i virkeligheden er bulgarsk, og at Nordmakedonien modarbejder denne opfattelse.

Det er jo temmelig træls for nordmakedonerne. Nu var det ellers lige lykkedes at afværge et græsk ’nej’ ved at foretage navneændringen fra Makedonien til Nordmakedonien.

Og der også et andet problem. Enkelte EU-lande, det gælder især Danmark, mener at vide, at Nordmakedonien er længere fremme i reformprocessen end Albanien. Men da begge lande skal starte forhandlingerne samtidigt, jf. ovenfor, så betyder det, at for eksempel et veto fra Danmark mod Albanien også vil ramme Nordmakedonien.   

Man er i gang

De af albanerne krævede og af EU og USA aktivt støttede reformer er ellers i fuld gang.

Evalueringen af dommerstanden samt anklagemyndigheden foretages som lovet konsekvent og har ført til så mange tilbagetrækninger og afskedigelser, at det i en periode vil være vanskeligt at rekruttere alle de nødvendige kvalificerede anklagere og dommere.

Forfatningsdomstolen fungerer og har fået tilført nye folk. Blandt andet er en respekteret og mangeårig advokat for den danske ambassade i Tirana, indtil den blev nedlagt i 2017, og nu dansk honorær konsul i Tirana, tiltrådt.

Højesteret er ved at blive reorganiseret efter en strid mellem regering og præsident om udpegningsretten.

Parlamentsvalgene i april blev ifølge de internationale observatører gennemført i god ro og orden. Netop dette var et centralt ønske i EU-rådet i 2020.

Indsatsen mod korruption og især ulovlig dyrkning af hash er intensiveret og viser mærkbare resultater.

Den tyske minister for Europa, Michael Roth, udtrykker sin tilfredshed med reformprocessen således:       

”I politik træffes beslutninger på grundlag af fakta, og sagen er ganske klar, når vi taler om Albanien og Nordmakedonien. Løfter skal holdes. Begge lande har levet op til kravene, og derfor bør medlemskabs-forhandlingerne starte omgående”.

Københavnerkriterierne

Danske politikere har med rette siden deres vedtagelse i København i 1993 været yderst nidkære vogtere af Københavnerkriterierne for medlemskab af EU: Et fungerede demokrati, retsstat, overholdelse af menneskerettigheder, respekt for og beskyttelse af minoriteter, en fungerende markedsøkonomi og tilpasning af lovgivningen til EU-retten.

Der er næppe noget medlemsland i EU som lever 100 procent op til disse yderst fornuftige krav. Og det gør Albanien heller ikke.

Men processen er sat i gang, og der ingen grund til at antage, at Albanien ikke i løbet af de år, som forhandlingen af de 35 kapitler vil tage, vil være i stand til at komme fuldt på omgangshøjde med de bedste i EU. 

Især EU, men også USA og Tyrkiet støtter eller har støttet især infrastrukturelle projekter i Albanien.

Milliarderne er selvsagt velkomne, men for albanerne handler det hele især om på lige fod at blive en del af det europæiske fællesskab og ikke blot parkeres som en bistandsmodtager, man holder på plads med pengene.

Premierminister Edi Ramas tilgang er nogenlunde således: Albanernes religion og drøm er Europa.

Man kan så spørge om han har noget at have det i. Det har han.

Meningsmåling på meningsmåling viser, at ca. 90 procent af albanerne støtter indsatsen for at nå frem til et medlemskab af EU. Opbakningen til EU er noget mindre i Danmark.  

Euroen er, om end ikke ved at fortrænge den albanske Lek som betalingsmiddel, så dog nærmest ikke mere til at tænke ud af den albanske økonomi.

Religionens rolle

Et par ord om religion. Der er jo ikke megen tvivl om, at der hersker en vis bekymring i nogle nordeuropæiske lande for at lukke et muslimsk land ind i EU. Men der er ingen grund til bekymring.

 Der er tre religioner i Albanien. I Nordalbanien er katolisismen fremherskende, i Mellemalbanien opfatter de fleste sig traditionelt som sunnimuslimer og i Sydalbanien hælder man til den græskkatolske tradition.

I den senest foretagne måling i 2011 angav 58 procent, at de så sig som muslimer. Resten som katolikker eller som ikke-religiøse.

Religion fylder ikke meget hos albanerne. Nogenlunde på samme niveau som det danske flertal af kultur-kristne.

Albanien blev formelt selvstændigt i 1912 efter cirka 450 års osmannisk herredømme. Det er selvklart, at det har påvirket det albanske samfund. Men det har aldrig domineret.

Og lad os som danskere ikke glemme, at vores store norske forfatter Ludvig Holberg i sin fortegnelse fra 1739 over verdens store helte betegnede albanernes nationalhelt Georg Skanderbeg som en sand forkæmper for kristendommen.

Georg Skanderbeg, hvis statue nu har sin egen plads midt i Tirana, førte i midten af 1400 – tallet en 30-årig kamp mod den osmanniske indtrængen. Han anmodede, med ret beskedent resultat, paven og andre kristne magter om hjælp til kampen.

Andre danskere end Ludvig Holberg har beskæftiget sig med Albanien. Således rejste den unge arkæolog, senere professor Peter Oluf Brøndsted i 1812 på æselryg rundt i landet, kun to år efter at Lord Byron havde været på et længere ophold i Albanien og Grækenland.

Adskillige førende danske lingvister har beskæftiget sig med det sprogligt ret enestående albanske sprog, senest nu afdøde professor Gunnar Oluf Svane.

I den lidt lettere ende finder vi Carl Th. Dreyers stumfilm Der var engang fra 1922. Den foregår, ligesom Holger Drachmanns forlæg fra 1885, som bekendt i det eventyrlige kongedømme Illyrien (Albanien).

Men ikke nok med det. I år 1081 landede normannerne – altså efterkommere af danskere og nordmænd, som havde slået sig ned i Nordfrankrig – på den albanske kyst i et forsøg på at få fodfæste i Illyricum. Efter et par års indsats måtte dette første forsøg på kontakt dog opgives.

Som anført opnåede albanerne med de daværende stormagters hjælp formel selvstændighed i 1912. Efter nogle turbulente år kunne man i starten af 1920´erne tænke på at formalisere kontakt til andre stater. Som noget af det første oprettedes i 1925 et albansk konsulat i København. Æren tilfaldt vinhandler Kirstein Bach. I sit tiltrædelsesbrev til den albanske regeringschef, Ahmet Zogu, lover den nyudnævnte konsul at arbejde på at styrke de politiske og økonomiske kontakter mellem de to lande.

Højesteretssagfører Poul Tværmoes afløser i 1935 Kirstein Bach, men stoppede i 1940 som generalkonsul.

Efter Anden Verdenskrig var overstået, gik der en del år, før kontakten blev genoptaget, men i 1970 etablerede Danmark diplomatiske forbindelser med Enver Hoxhas kommunistiske styre, og i 1999 fik Danmark også en ambassade i Tirana.

Denne ambassade, som med de skiftende ambassadører har været med til at promovere velfærdssamfundet og retsstaten Danmark, blev til manges undren igen nedlagt i 2017. Begrundelsen var, at regeringen hellere ville bruge pengene til en indsats i Sahel området. Ambassadøren i Wien sideakkrediteredes herefter til Albanien. Nu er Danmark repræsenteret Tirana ved et honorært konsulat. Den danske konsul er som nævnt ovenfor for et par måneder siden blevet udnævnt til dommer i Albaniens forfatningsdomstol.

EU’s samtlige regeringschefer bør den 22. juni ikke bruge megen tid på at følge EU-Kommissionens klare anbefalinger og nikke ja til den første IGC og dermed holde ord. Der er ingen fakta, som taler imod.

I den forbindelse er det også værd at lægge mærke til, at Tysklands udenrigsminister Heiko Maas, om end i anden sammenhæng, udtaler, at ”Vi kan ikke længere lade os tage som gidsler af dem, der lammer EU´s udenrigspolitik med deres vetoer”.