- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Connie Hedegaard: En aften om klimadiplomati
6. februar 2023 kl. 17.15 - 18.30 CET
Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra 2022 fokuserer på fem nøgletemaer, hvoraf klimadiplomati er det ene.
Klimapolitik har i stigende grad fået betydning for, hvordan lande bedriver udenrigspolitik. På tværs af klassiske udenrigspolitiske områder som handels-, udviklings- og sikkerhedspolitik indtager klimaforandringerne således pladsen som en af de vigtigste udfordringer, der skal håndteres.
Klimaforandringerne er i deres natur et globalt problem, men hvem har ansvaret for at håndtere og afbøde de kriser, de medfører? Hvilke muligheder og begrænsninger har diplomati og internationalt samarbejde i kampen mod klimaforandringerne?
Til arrangementet fortæller Connie Hedegaard, der i årtier har arbejdet i hjertet af klimadiplomatiets verden, om sine oplevelser. Det sker i samtale med Esben Martiny-Bruun.
Publikum får mulighed for at stille spørgsmål til Connie Hedegaard.
Connie Hedegaard har en lang historie inden for Dansk politik og international diplomati. Hun har arbejdet som journalist, Medlem af Folketinget, Miljøminister, Minister for nordisk samarbejde, Klima- og energiminister, samt Minister for FN’s klimakonference i København (COP15).
I 2010 blev Hedegaard udnævnt til EU’s første Klimakommissær. Hendes rolle på den internationale scene har skaffet hende stor anerkendelse, heriblandt Times Top 100 over de mest indflydelsesrige personer i verden. I dag sidder hun i flere bestyrelser, herunder OECD’s Round Table for Sustainable Development, der formidler kommunikation og handling blandt ministre og erhvervsfolk til fordel for klimaet.
Esben Martiny-Bruun er cand.mag. i Idéhistorie og Internationale Studier med speciale i klima, og til dagligt arbejder han som klimaanalytiker ved Vanebrudspalæet i Aarhus.