Ugens Fremtiden: Hvad der skete i Lægevidenskaben, mens vi var mørkelagt
Serie: UGENS FREMTIDEN: I denne tid bliver vi konstant mindet om, at verdensordenen er under forandring. Men egentlig har verdensordenen altid været en dynamisk størrelse. I denne serie dykker vi ned i vores tidsskrift Fremtiden for at give et historisk perspektiv på de udviklinger, det internationale samfund har været igennem i de sidste 75 år. I denne artikel fra 1946 bringer redaktionen et uddrag fra bogen While you were gone, der giver alle de demobiliserede Soldater en Oversigt over, hvad der er hændt, mens de har været ved Fronten, bringer vi her et Afsnit om Lægevidenskabens Fremskridt.
I Lighed med den tekniske Videnskab er der ogsaa under Krigen foregaaet en vældig Udvikling indenfor Medicinen. Dette har bl. a. medført, at den gamle Fjende Tyfus, der har slaaet flere Mennesker ihjel end Krigsvaabnene, nu er ved at blive besejret. Det skyldes et Kemikalie, som man længe har kendt, men som man dog ikke har vidst ret meget om.
I 1874 dannede en tysk Kemiker ved Navn Zeidler en ny Sammensætning, der fik Betegnelsen DDT. Han skrev nogle tørre Ord om den — hvorefter han fulgte den ud i Forglemmelsen. Men i 1939 faldt Zeidlers Formel i Hænderne paa en Mand ved Navn Paul Muller, der var ansat i et amerikansk Farvefirma. Muller opdagede, at Sammensætningen virkede meget dræbende paa Insekter, og man besluttede derfor at gøre det amerikanske Landbrugsministerium opmærksom paa den. Der blev foretaget omfattende Forsøg, og i Løbet af kort Tid var man i Færd med at fremstille den i større Mængder. I Mellemtiden havde man holdt Formlen hemmelig, og man omtalte den kun ved dens kemiske Betegnelse dichloro-diphenyl-trichlorethane – eller DDT.
DDT blev for første Gang sat paa en rigtig Prøve i Afrika i 1943 og igen i Napoli, hvor de Allierede stod overfor Faren for en Tyfusepidemi. Millioner af Mennesker var angrebet af Lus, og Lusene var inficerede med Tyfus. Men ved Hjælp af en grundig Behandling af Tropperne med DDT-Pulver lykkedes det at standse Epidemien.
DDT har ogsaa vist sig at være et vigtigt Vaaben i Kampen mod Malaria, idet Malaria som bekendt bliver overført ved Moskitoer, og disse og deres Larver er modtagelige Overfor DDT. Man strøede det derfor Paa saavel Tropperne og deres Forsyninger som paa Strandbrederne i Stillehavet, hvor de skulde gaa i Land.
DDT er ganske enestaaende blandt Insektpulverne ved, at det ikke er giftigt, saaledes at Insekterne ikke behøver at spise det, men dør ved blot at berøre det. Sprøjter man det paa en Væg, vil enhver Flue eller Lus, der indenfor et Tidsrum af tre Maaneder kommer i Berøring med det, uvægerlig blive slaaet ihjel. Det udrydder al Slags Utøj.
Enhver Landmand kan bruge DDT
Naar DDT bliver tilgængeligt for civile, vil Landmanden ved en enkelt Sprøjtning i Juni Maaned kunne beskytte Køerne mod Fluer hele Sommeren igennem. Man vil ligeledes kunne beskytte Skovene mod Larver. I Amerika regner man med, at der af Insekter bliver ødelagt for over to Milliarder Dollars Fødevarer hvert Aar. Nu har Eksperterne Haab om ved Hjælp af DDT at kunne redde Størstedelen af dette Tab.
Penicillin, Verdens mest værdifulde Lægemiddel
Et andet Kemikalie, som Krigens Behov har sat i Produktion, er Penicillin, der maaske kan betegnes som det mest værdifulde Lægemiddel, der nogensinde er blevet opdaget. Det er imidlertid ikke noget, der bliver fremstillet i den kemiske Industri, men skal udvindes af mikroskopiske Plantevækster, der paa en eller anden Maade er i Stand til at frembringe det. Svampevæksten Penicillium dyrkes nu i stor Maalestok og i ren Kultur paa 22 store Virksomheder i USA og Canada, hvor man samtidig udvinder dens kraftige bakteriedræbende Kemikalie. Dette har bl. a. medført, at der er opstaaet en hel ny Profession: at være biologisk Ingeniør. Der er allerede Udsigt til, at denne Profession vil kunne forsyne Lægekunsten med mange andre bakteriedræbende Midler, der kan udvindes af Svampevækster. Fremstillingen af Kemikalier af almindelige Planter er lige saa gammel som selve Landbruget, men Dyrkningen af mikroskopiske Planter er noget, der er helt nyt.
Historien om Penicillin begyndte ved et Tilfælde – som dog heldigvis skete under Iagttagelse af en fremragende Videnskabsmand. I 1928 forsøgte Dr. Alexander Fleming ved Londons Universitet at isolere Renkulturer af forskellige Bakterier, idet han søgte et Middel til at identificere nye Infektioner. Disse Kulturer faar Lov til at vokse i nogle Dage, saa Bakterierne kan formere sig. Saa skete det en Dag, at Dr. Fleming paa en af Pladerne bemærkede, at der voksede noget Mug, samt at Bakterierne omkring denne var forsvundet. Det gik op for ham, at Muggen var ved at dræbe Bakterierne. Han dyrkede saa en ren Kultur af Muggen, og det lykkedes ham at identificere den som en Variation af Penicillium, der er beslægtet med den almindelige Mug, der vokser paa Brød og Ost. Senere opdagede han, at denne Mug var i Stand til at forhindre Væksten af et stort Antal Bakterier, samt at den bakteriedræbende Virkning skyldtes et nyt Kemikalie, som kunde udvindes af Muggen Penicillium. Han kaldte det derfor Penicillin. Men hans Arbejde syntes at have ringe Interesse i den medicinske Praksis, og i 10 Aar blev der ikke foretaget mere.
Hvad Frugtvognen viste
Da Krigen var nær forestaaende, opstod der et alvorligt Behov for antibakteriske Midler til at modvirke Infektioner i Saar. Flemings Arbejde blev taget op af Dr. Howard Florey ved Universitetet i Oxford, og denne var i Stand til at bekræfte den bakteriedræbende Virkning. Med økonomisk Støtte fra Rockefeller Foundation og British Medical Research Council konstateredes Pennicillinets Værdi i Anvendelse paa engelske Hospitaler. Spørgsmaalet om dets Fremstilling i større Maalestok blev saa taget op i De forenede Stater, og ved officielle amerikanske Forsøg opnåede man tre store Forbedringer. Paa en Frugtvogn paa Gaden opdagede man saa tilfældigt en Dag en Melon, hvorpaa der voksede en anden Race, hvoraf der kunde udvindes dobbelt saa meget Penicillin som af den gamle Race. Paa Laboratoriet fandt man ud af, at Majsalkohol var et enestaaende Næringsmiddel for Svampen og fremmede en rig Vækst, og endelig dyrkede man Muggen i Form af smaa Kugler, saaledes at man ved at sænke i tusindvis af disse Kugler i vældige Beholdere var i Stand til at dyrke Svampen i hele Beholderen i Stedet for som tidligere kun paa Overfladen. Det endelige Resultat er blevet, at een af Fabrikkerne alene er i Stand til at fremstille Penicillinet i en Mængde, der er tilstrækkelig til 100.000 Behandlinger om Maaneden medens den samlede Industri kan forsyne Millioner af Patienter.
Ved at indsprøjte Penicillin i Blodomløbet har man med Held bekæmpet Blodforgiftning og Lungebetændelse samt Hjerte- og Hjerneinfektioner. Ved Behandlingen af Gonorrhé har man opnaaet Resultater, der er saa sensationelle, at denne Sygdom kan blive betydningsløs, og selv Syfilis har givet efter for det. Paa den anden Side virker det ikke mod Malaria, den almindelige Forkølelse, Influenza og Børnelammelse.
Penicillin i enhver Husholdning
Naar det engang er kommet ind i Blodomløbet er Penicillinets Levetid kun kort, idet det udskilles gennem Nyrerne i Løbet af to eller tre Timer, hvorfor det bliver nødvendigt med flere Indsprøjtninger. Det vilde naturligvis ogsaa være lettere at tage Penicillinet ind ad Munden, men da det mister sin Kraft ved Berøring med Syre, bliver det ødelagt af Mavesyrerne, inden det kan naa frem til Tarmene. Imidlertid har man nu opfundet særlige Piller, som fører Lægemidlet gennem Maven, og disse vil sikkert med Tiden faa en Plads i enhver Husholdning. I Modsætning til Sulfanamid har Penicillin overhovedet ingen skadelig Virkning paa det menneskelige Legeme.
En yderligere Nydannelse indenfor Medicinen er Anvendelsen under Krigen af Blod og tørret Blodplasma for at opretholde Livet hos de saarede i Frontlinien, indtil de kunde komme under Lægebehandling paa Felthospitalerne. Paa denne Maade var man i Stand til at redde Livet for mindst 97 pCt. af de saarede. Til Hær og Flaade samlede man Blod fra Millioner af civile Donorer – i 1944 i USA alene ikke mindre end 2 Millioner Liter. I Modsætning hertil var der efter Angrebet paa Pearl Harbor 960 Patienter, der pludselig trængte til Blod, medens man kun havde 375 Liter ved Haanden.
Plasma i Pulverform
Blodets Hovedfunktion er at føre Ilt fra Lungerne til Cellerne. Dette sker ved Hjælp af de røde Blodlegemer, eller rettere ved Stoffet Hæmoglobin, der findes i de røde Blodlegemer. Naar et Menneske efter en alvorlig Operation eller Sygdom har lidt et større Blodtab, er det netop Hæmoglobin, som Legemet trænger til. Men Blodet har tillige mange andre Funktioner, der ikke behøver de røde Blodlegemers Medvirken. Til mange Formaal er Plasmaen, der er den klare Vædske, der bliver tilbage, naar de røde Blodlegemer filtreres bort, af lige saa stor Betydning, og den har den store Fordel, at den kan opbevares paa næsten ubestemt Tid, medens de røde Blodlegemer kun er aktive ca. en Maaned. Under Krigen erfarede man, at den bedste Maade at opbevare Plasma paa var at fordampe Vandet, hvorved man fik et tørt, hvidt Pulver. Naar saa dette Pulver blandes med den rigtige Mængde destilleret Vand, opstaar Plasmaen paany, som den var før.
Blodplasma anvendes først og fremmest for at modvirke Krigschok, der opstaar ved, at Plasmaen, naar Soldaten er udsat for haarde Kamphandlinger, siver gennem Blodkarrenes Vægge og ud i Legemets Væv. Herved opstaar der et Tab af Vædske i Blodaarerne, der fører til formindsket Blodtryk med paafølgende utilstrækkeligt Blodomløb, Svimmelhed og eventuelt Tabet af Bevidstheden. Foretages der en Indsprøjtning med Blodplasma, bliver Blodmængden genoprettet, Blodtrykket bliver atter normalt, Omløbet Fornyes, og Choket standses øjeblikkeligt.
Ogsaa i andre Henseender er det lykkedes at opnaa betydelige Resultater ved Hjælp Blodplasma, idet man er naaet frem til en Forstaaelse af Betydningen af de forskellige Æggehvidestoffer, som den indeholder. Paa Grundlag heraf har man kunnet udvinde de særlige livsvigtige Kemikalier deri, hvorved der er indledet et helt nyt Kapitel i Lægevidenskabens Historie. Ved omfattende Undersøgelser over Blodplasmaen lykkedes det Dr. Edwin J. Cohn ved Harvard Universitetet at konstatere, at dens Hovedbestanddel er et Æggehvide-Serum. Dettes Molekyler er de mindste, der findes i Plasmaen, og de er de mest effektive mod Chok. Ved Indsprøjtninger i Blodet viste det sig, at en koncentreret Opløsning af Æggehvide-Serum var lige saa effektiv som betydelig større Mængder Plasma med Hensyn til at trække Blodvædskerne tilbage fra Vævet og ind i Blodomløbet og saaledes genoprette det normale Blodtryk og Omløb.
Efter at have udskilt Serumet af Plasmaet lykkedes det Dr. Cohn at isolere yderligere værdifulde Æggehvidestoffer i den tilbageblivende Plasma. Ca. 1 pCt. af den tørrede Plasma bestaar f. Eks. af et Fiberstof, der bringer blodet fra et Snit eller Saar til at standse. Dette Fiberstof har man benyttet paa Militærhospitaler for at fremme Blodets Størkning, og da det i ren Form besidder en udpræget elastisk Egenskab, der minder om Nylon, har det endvidere været mulig at anvende det som Erstatning for Hjernehinden.
Globulin mod Mæslinger og Gulsot
Den mest opsigtsvækkende og maaske betydeligste Opdagelse indenfor Blodets Kemi er dog maaske den, der gælder endnu en Række Æggehvidestoffer, nemlig Globulinerne, og heriblandt de mærkelige Stoffer, som beskytter Legemet mod smitsomme Sygdomme. Med Hensyn til Mæslinger har man f. Eks. af Blodsplasmaen kunnet koncentrere et særligt Globulin, som med Held har kunnet benyttes saavel for at beskytte Mennesker mod Mæslinger som for at mindske Sygdommens Virkninger. Det amerikanske Røde Kors er derfor nu gaaet i Gang med at forsyne det offentlige Sundhedsvæsen med dette Middel mod Mæslinger. Det næste Globulin, der staar for Tur, er det, der skal rettes mod den smitsomme Gulsot. Endnu staar naturligvis en Del Forsøg tilbage, men det er ikke udelukket, at Globulinerne i Blodplasmaen kan blive det bedste Middel mod alle smitsomme Sygdomme, saaledes man f. Eks. i Fremtiden ikke vil faa Brug for de almindelige kraftige kemiske Midler.
Disse store Fremskridt indenfor Medicinen fremkaldtes af militære Behov, og de har alle spillet en Rolle i den betydelige Helbredelse af de saarede, der har fundet Sted. I den nu afsluttede Krig afgik saaledes kun 3,3 pCt. af de saarede ved Døden mod 8,1 pCt. i den første Verdenskrig. Dette vil med andre Ord sige, at der nu lever 60.000 Mennesker, som efter den forrige Krig vilde have været døde.
Gennemsnitsalderen forøges med ti Aar
Efter Krigen vil ogsaa den civile Sundhedstilstand kunne drage Fordel af disse Opdagelser. Udviklingen indenfor Lægevidenskaben genspejles i Forsikringsselskabernes Præmier gennem det, man kalder den forventede Levetid. De omtalte Opdagelser vil sammen med andre, der endnu ikke er offentliggjorte, betyde en Forhøjelse af dette Tal Paa 10 Aar. Da Gennemsnitsalderen i Amerika er 65 Aar, vil det altsaa sige, at den vil stige til 75, hvorved Børn, der fødes i 1950 vil kunne regne med at leve til Aaret 2025. Under Paavirkning af et stort Antal ældre Mennesker vil det amerikanske Samfunds Skikke og Sædvaner forholdsvis hurtigt komme til at skifte. I 1970 har U.SA. maaske 20 Millioner Mennesker, der er over 65 Aar gamle.
Bogen er skrevet af
