UDSOLGT: Studierejse til USA

Published on

Den amerikanske mission – præsidentvalg i USA
6. – 13. april 2024

 

I 2024 går amerikanerne igen til valgurnerne for at afgøre, hvem der skal være lederen af verdens mest magtfulde land. I den anledning drager Det Udenrigspolitiske Selskab til den amerikanske østkyst. I modsætning til den sidste studietur til USA i 2020 vil vi denne gang sætte fokus på primærvalgskampagnen.

Indtil videre ser det ud til at blive endnu en kamp mellem Joe Biden og Donald Trump. Meningsmålinger spår et tæt løb mellem de to. Der er ingen tegn på, at splittelserne i samfundet er blevet mindre siden den sidste valgkamp, der nåede et dramatisk klimaks den 6. januar 2021, da tilhængere af Donald Trump forsøgte at storme kongresbygningen for at omstøde valgresultatet.

Undervejs på turen vil vi undersøge de politiske skillelinjer i det amerikanske demokrati, både i den næste valgperiode og når de to ledere en dag træder af scenen. Indenrigspolitisk ser vi et USA, der har en stærkere økonomi end længe, med historisk lav arbejdsløshed, der opruster økonomisk og med ”Inflation Reduction Act” går i retning af en grad af økonomisk protektionisme og statsstøtte til strategisk vigtige industrier og teknologi. Udenrigspolitisk bliver valget også skelsættende, en kamp om hvorvidt USA skal lukke sig om sig selv og hvad det betyder for os i Europa eller om præsident Joe Bidens internationale linje, tætte samarbejde med allierede og opbakning til den regelbaserede verdensorden kommer til at fortsætte.

Turen vil starte i New York, hvor vi forventer at mødes med menneskerettighedsorganisationer, besøge FN-bygningen, den danske FN-mission bl.a for at høre om FNs position i verden og Danmarks muligheder for at blive medlem af FNs sikkerhedsråd fra 2025. Derefter vil vi tage en bus til Pennsylvania, hvor vi vil deltage i et vælgerarrangement. Pennsylvania har i de seneste valgkampe indtaget rollen som en af de vigtigste svingstater, og er derfor af særlig interesse. Efter Pennsylvania fortsætter vi til Washington DC, hvor vi regner med at møde med tænketanke, valgeksperter og Verdensbanken. Endelig vil vi i Washington få en briefing på vores ambassade.

 

Mere udførligt program tilsendes deltagerne, efterhånden som mødeaftalerne falder på plads.

 

Formålet med studieturen er at få et indtryk af skillelinjerne i amerikansk politik
samt dets mulige konsekvenser indenrigs og udenrigspolitisk. Det gør vi ved at
deltage i et vælgerarrangement og møde med eksperter. Derudover vil vi bestræbe
os på at lære mere om USA’s udenrigspolitiske prioriteter blandt andet om hvordan
Washington ser på udsigten til nye opstigende magter og et globalt syd, der ønsker
en større rolle i verdenssamfundet.

 

Praktisk
Charlotte Flindt Pedersen og Ulrik Federspiel vil være henholdsvis rejseleder og ekspert på turen. Charlotte er direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab og har tidligere været international chef på Institut for Menneskerettigheder. Ulrik er DUS’ bestyrelsesformand og han tidligere har tilbragt næsten 10 år ved ambassaden i Washington, heraf mere end 5 år som ambassadør.

Inden afrejse afholder vi et formøde i København, Charlotte og Ulrik vil give en introduktion til turens endelige program, samt et dybere indblik i, de temaer som vi vil udforske på turen.

Vi gør opmærksom på, at de trafikale forhold på rejsemålene i henholdsvis NY og Washington til tider vil nødvendiggøre, at transit mellem møderne foregår på gåben og via offentlig transport.

 

***

Alle billetter er udsolgt og der er derfor ikke længere muligt at tilmelde sig studieturen.

***

×

Log ind


Glemt adgangskode?

Er du ikke medlem? Opret medlemskab her