Published on

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Generalforsamling U35

23. januar kl. 18.00 - 21.00 CET

Vi er klar med årets generalforsamling i U35, som finder sted i Demokrati Garage.

Her fejrer vi traditionen tro U35-foreningen og vælger en ny bestyrelse, der skal stå for arrangementer i det kommende år. 2022 har været et år, der for alvor satte fokus på, hvor vigtig udenrigspolitik og internationale forhold er.

I 2023 håber vi på at skabe en masse spændende møder og komme vidt omkring i verden med temaer som klima, økonomi og kultur. Vi søger derfor nye medlemmer af vores bestyrelse – se mere om, hvordan du kommer med i bestyrelsen nedenfor.

Vi får dertil besøg af tre prominente figurer til generalforsamlingen, der alle har gjort karriere indenfor det internationale felt og vil tale om deres vej til, hvor de er i dag. Det sker under vores DUS ALL-STAR koncept.

I år er gæsterne:

Ida Ebbensgaard er forhenværende chefredaktør på Zetland. Tidligere har hun været udlandsredaktør på Berlingske og har været studievært på DR. Ida Ebbensgaard er medlem af Cavlingkomitéen og er uddannet cand.public. i journalistik og globalisering fra Syddansk Universitet i 2007.

Charlotte Slente er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Hun er forhenværende ambassadør i Israel samt centerchef i Global Politik og Sikkerhed i Udenrigsministeriet. Charlotte Slente er uddannet cand.merc.int. fra Copenhagen Business School i 1994.

Tomas Anker Christensen er Danmarks klimaambassadør. Han er forhenværende ambassadør i Kairo og Tehran samt kabinetschef til formanden for FN’s generalforsamling. Tomas Anker Christensen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Efter DUS ALL-STAR vælger vi vores nye bestyrelse, og aftenen fortsætter med udenrigspolitiske diskussioner og en skål. Vi serverer lidt at drikke og nogle snacks.

Vil du være med i U35-bestyrelsen?

Har du et arrangement, som du drømmer om at realisere, der handler om verden og udenrigspolitik? Vi søger nu bestyrelsesmedlemmer til vores ungdomsafdeling U35!

Hvem er vi?
U35 er et fællesskab for unge, der engagerer sig i verden og i at forstå de kriser, krige og politiske vinde, der blæser hen over os.

Vi er en ungdomsforening, der hører under Det Udenrigspolitiske Selskab, som skaber samtaler om verden og inviterer de eksperter, politikere eller diplomater, som du helst vil stille dine spørgsmål.

Nu søger vi nye medlemmer til vores bestyrelse og gruppe.

Det eneste, der betyder noget for at være med, er, at du har engagementet og lysten til at få erfaring med for eksempel at:

  • Finde på, koordinere og afvikle udenrigspolitiske events og fredagsbar
  • Lave en podcast
  • Stå for sociale medier
  • Være frivilligt bestyrelsesmedlem

    Vi laver cirka 12 arrangementer om året for vores cirka 350 medlemmer, som alle er under 35 år. Vi får økonomisk støtte fra Det Udenrigspolitiske Selskab, som er “hovedforeningen” i DUS.

    Man bidrager som medlem af bestyrelsen med cirka ét arrangement om året. Vi hjælper dog alle hinanden, og du står ikke med noget alene, men idéen til dette arrangement og tovholderrollen er din.

    Hvad lavede vi sidste år? Egentlig både store og små events, for vi prøver at stable både hyggelige samt mere “storslåede” arrangementer på benene:

    Moderne pirateri – samarbejde med Danske Rederier: Vi mødtes på Danske Rederier og hørte om deres erfaringer med pirateri i Afrikas horn og Guineabugten.

    Konference om Rusland. Vi arrangerede i november en konference om Rusland på Borups Højskole, der handlede om Rusland og Vestens relationer efter Ukraine-krigen. Dette arrangement varede en hel dag, og der kom 160 deltagere.

    DUS All Star – Vi inviterer stærke faglige personligheder til et hyggeligt og lukket arrangement for at give karriereråd indenfor deres felt. I år gæstede blandt andre Lars Løkke Rasmussen U35.

    VM i Qatar – samarbejde med Danwatch. Vi planlagde et møde på Danwatch for at høre om mediets undersøgelse af forholdene under VM i Qatar.

    Privat middag med Danmarks migrationsambassadør. Vi mødtes på Gaza Grill på Nørrebro og spiste en lukket middag med Danmarks migrationsambassadør, hvor vi diskuterede migration og flygtninge, og hvad Danmark kan gøre bedre i forhold til flygtningepolitik.

    Kom med i bestyrelsen i 2023, og sæt dit præg på, hvad vi bør tale om, når det gælder verden og internationale forhold.

     

    Hvad skal du gøre?

    For at blive medlem af bestyrelsen, skal du deltage i årets generalforsamling den 23. januar 2023. Skriv derudover en mail til praktisk tovholder for U35, Ida Sparre-Ulrich, på ida@udenrigs.dk. Skriv nogle linjer om dig og dine interesser.

     

    Vil du med? Klik her for at melde dig ind i U35 og deltage i generalforsamlingen.

    Info: Det koster 200 om året at være medlem, og du får adgang til magasinet Udenrigs, alle arrangementer i Det Udenrigspolitiske Selskab, inklusive generalforsamlingen, samt konferencer.

     

     

    PROGRAM

    18.00-19.00: DUS ALL STAR. Besøg af Ida Ebbensgaard, Charlotte Slente og Tomas Anker Christensen.

    19.00-20.00: Valg af ny bestyrelse.

    20.00-21.00: Diskussion og hygge.

     

     

    Der er desværre lukket for tilmeldinger til dette arrangement. Skriv dig på venteliste ved at sende en mail til udenrigs@udenrigs.dk og oplys fuldt navn og kontaktinformation.

    Detaljer

    Dato:
    23. januar
    Tidspunkt:
    18.00 - 21.00 CET
    Begivenhed Kategorier:
    ,

    Sted

    Demokratigarage
    Rentemestervej 57
    København NV, 2200 Danmark
    + Google Maps