Published on

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

UDSOLGT: Studierejse: Den amerikanske mission – præsidentvalg i USA

6. april - 13. april

I 2024 går amerikanerne igen til valgurnerne for at afgøre, hvem der skal lede verdens mest magtfulde land. I den anledning drager Det Udenrigspolitiske Selskab til den amerikanske østkyst. I modsætning til den sidste studietur til USA i 2020 vil vi denne gang sætte fokus på primærvalgskampagnen.

Indtil videre ser valget igen ud til at blive en kamp mellem Joe Biden og Donald Trump. Meningsmålinger spår et tæt løb mellem de to. Der er ingen tegn på, at splittelserne i det amerikanske samfund er blevet mindre siden den sidste valgkamp, der nåede et dramatisk klimaks den 6. januar 2021, da tilhængere af Donald Trump forsøgte at storme kongresbygningen for at omstøde valgresultatet.

Undervejs på turen vil vi undersøge de politiske skillelinjer i det amerikanske demokrati, både i den næste valgperiode, og når de to ledere en dag træder af scenen. Indenrigspolitisk ser vi et USA, der har en stærkere økonomi end længe, en historisk lav arbejdsløshed, og som opruster økonomisk. Og med den seneste ”Inflation Reduction Act” går landet i retning af en grad af økonomisk protektionisme og statsstøtte til strategisk vigtige industrier og teknologi.

Også udenrigspolitisk bliver valget skelsættende – en kamp om hvorvidt USA skal lukke sig om sig selv, eller om præsident Joe Bidens internationale linje, tætte samarbejde med allierede og opbakning til den regelbaserede verdensorden kommer til at fortsætte – altsammen ting, der også kommer til at have betydning for Europa.

Vores tur vil starte i New York, hvor vi forventer at mødes med menneskerettighedsorganisationer, besøge FN-bygningen og den danske FN-mission – blandt andet for at høre om FN’s position i verden og Danmarks muligheder for at blive medlem af FN’s sikkerhedsråd i 2025. Derefter vil vi tage en bus til Pennsylvania, hvor vi vil deltage i et vælgerarrangement. Pennsylvania har i de seneste valgkampe indtaget rollen som en af de vigtigste svingstater, og er derfor af særlig interesse. Efter Pennsylvania fortsætter vi til Washington DC, hvor vi regner med at mødes med tænketanke, valgeksperter og Verdensbanken. Endelig vil vi i Washington få en briefing på vores ambassade.

Et mere udførligt program tilsendes deltagerne, efterhånden som mødeaftalerne falder på plads.

 

Formålet med studieturen er at få et indtryk af skillelinjerne i amerikansk politik samt dets mulige konsekvenser indenrigs- og udenrigspolitisk. Det gør vi ved at deltage i et vælgerarrangement og mødes med eksperter. Derudover vil vi bestræbe os på at lære mere om USA’s udenrigspolitiske prioriteter – blandt andet om hvordan Washington ser på udsigten til nye opstigende magter og et globalt syd, der ønsker en større rolle i verdenssamfundet.

Praktisk

Charlotte Flindt Pedersen og Ulrik Federspiel vil være henholdsvis rejseleder og ekspert på turen. Charlotte er direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab og har tidligere været international chef på Institut for Menneskerettigheder. Ulrik Federspiel er DUS’ bestyrelsesformand, og han har tidligere tilbragt næsten ti år ved ambassaden i Washington, heraf mere end fem år som ambassadør.

Inden afrejse afholder vi et formøde i København, hvor Charlotte og Ulrik vil give en introduktion til turens endelige program, samt et dybere indblik i de temaer, som vi udforsker på turen.

Vi gør opmærksom på, at de trafikale forhold på rejsemålene i henholdsvis New York og Washington til tider vil nødvendiggøre, at transit mellem møderne foregår på gåben og via offentlig transport.

***

Alle billetter er udsolgt og der er derfor ikke længere muligt at tilmelde sig studieturen.

***

Det Udenrigspolitiske Selskab arrangerer to gange årligt studierejser for Selskabets medlemmer. Rejserne offentliggøres på denne side, når der åbnes for tilmeldinger.

Medlemskab af Det Udenrigspolitiske Selskab er en forudsætning for deltagelse i studierejserne.

Læs om tidligere års rejser her.

Detaljer

Start:
6. april
Slut:
13. april
Begivenhed Kategorier:
, ,

Arrangør

Det Udenrigspolitiske Selskab
Email
udenrigs@udenrigs.dk