Albanien: Manglende EU-medlemskab skaber splid

KLUMME: Når EU gang på gang kommer med tomme løfter om EU-medlemskab, skaber det frustration i et land som Albanien, hvor det går fremad økonomisk og politisk. Der er liden grund til at holde dem udenfor det europæiske fællesskab, og alligevel har Danmark ikke engang prioriteret at opretholde diplomatiske forbindelser i Tirana.

Af Hans-Georg Nielsen, honorær konsul i Albanien

Albanien er ikke repræsenteret blandt talere ved konferencen “The Western Balkans on their path to the EU” torsdag 19. november, så tillad mig derfor at komme med en kommentarer for såvidt angår Albanien.

I baggrundsorienteringen stilles følgende relevante overordnede spørgsmål:

1. Hvad er status for udvidelsesprocessen?  
2. Hvad vil en udvidelse med Vestbalkanlandene betyde for EU’s sammenhængskraft og udenrigspolitik? 
3. Hvordan sikrer EU retsstatsprincipperne i EU og på Vestbalkan? 
4. Har EU’s politik haft den fornødne effekt, eller er der behov for en øget indsats for at styrke den demokratiske udvikling? 

Jeg har siden 2004 fulgt udviklingen i Albanien tæt som investor og som honorær konsul.

I disse år er landet på næsten alle områder forandret radikalt. Dette både fysisk og “mentalt”. Gentagne meningsmålinger viser, at 90 procent af albanerne ser frem til et ligeværdigt medlemskab.

Dette kan jo ikke være på grund af pengene, da de jo allerede flyder rigeligt, men fordi man ønsker en bekræftelse af landets europæiske status. Det, som er ved at skabe problemer, øget skepsis og politisk splid, er de gentagne og ikke opfyldte, løfter fra EU om at starte forhandlinger om medlemskab.

Den nuværende “socialdemokratiske” regering ledet af Edi Rama får, noget urimeligt, skylden for EU-landenes manglende beslutsomhed. Det tysk-franske forlig vedrørende fremskridtstjek efter hvert forhandlet kapitel frem mod medlemskab accepteres som rimeligt og betyder, at det for albanske politikere er svært at se, hvorfor man ikke kan komme i gang.

danske og hollandske politikere skal forstå, at det at starte forhandlinger ud fra den tysk–franske forhandlingsmodel er den bedste garanti for en afbalanceret udvikling af det europæiske fællesskab

Indsatsen med fjernelse af korrupte dommere og anklagere, især støttet af USA, er godt i gang og har betydet, at der er behov for en ny generation af jurister. Der er nu, igen støttet af USA, oprettet et særligt organ til bekæmpelse af korruption i politik og erhvervsliv, SPAK, som er begyndt at give resultater.

Det politiske liv er stærkt polariseret – som det jo desværre er i mange lande – men det fungerer, trods adskillige forsøg fra det konservative Demokratiske Partis side på at afspore systemet. Der skal holdes parlamentsvalg i foråret 2021, og der er ingen grund til at tro, at valghandlingen ikke bliver gennemført på et fuldt ud acceptabelt niveau.

Pressen er ligesom det politiske liv polariseret, men der er på ingen måde tale om statsstyring af medierne. 

Samlet set er det bedste, EU kan gøre, at få især danske og hollandske politikere til at forstå, at det at starte forhandlinger ud fra den tysk–franske forhandlingsmodel er den bedste garanti for en afbalanceret udvikling af det europæiske fællesskab og for at Vestbalkan, herunder Albanien og Nordmakedonien, kan frigøre sig fra fortidens politiske traumer.

Særligt til Dansk Folkeparti, men nok desværre også til Venstre og De Konservative, kan det beroligende siges, at de ikke behøver at frygte en albansk islamistisk trussel. I Nordalbanien er man katolikker, i Mellemalbanien formelt muslimer og i syd er man græskkatolske. Religion fylder væsentligt mindre end i Danmark, og Albanien har ingen statsreligion.

Jeg skal undlade at komme nærmere ind på det uhensigtsmæssige og direkte pinlige i, at Danmark, som ikke engang ser grund opretholde en direkte diplomatisk repræsentation i Tirana, gentagne gange har prøvet at blokere for EU-flertallets ønsker om at starte medlemsskabsforhandlingerne.