Published on

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Fra kulde til konflikt: Grønland og Arktis som geopolitisk hotspot

14. marts kl. 19.00 - 21.00 CET

Det Udenrigspolitiske Selskab Aarhus og Århundredets Festival inviterer til en aften, hvor vi vil udforske den stigende kompleksitet og interesse omkring Arktis og Grønland. Disse er gået fra at være lavspændingsområder til at være centrum for international opmærksomhed, hvor flere aktører, herunder Rusland, USA, Kina og Danmark, spiller en stor rolle. Men hvorfor?

Vi begynder aftenen med at dykke ned i Arktis, diskutere de forskellige aktørers interesser og forstå, hvilke motiver der ligger bag.

Derefter retter vi opmærksomheden mod Grønland og undersøger, hvilke interesser Danmark og andre stater har her. Vi vil også berøre udviklingen i Grønland i de seneste år og diskutere, hvordan Grønlands samarbejde med andre stater fungerer, samt hvilke udfordringer der opstår. Hvad er Grønlands grænse for samarbejde, og hvordan formes dets fremtidige partnerskaber?

Panelet vil også kaste lys på Arktis Råd og dets rolle. Hvordan fungerer rådet, hvilke udfordringer står det overfor, og er det stadig relevant i dagens geopolitiske landskab? Vi vil udforske de historiske aspekter og diskutere, hvordan begivenheder som Ukraine-konflikten påvirker rådets funktion og betydning.

Endelig vil vi afdække det danske perspektiv og håndteringen af sikkerhedsudfordringer og spændinger i Arktis. Hvad er de forskellige stormagters interesser i området, og hvordan ser den militære situation ud fra dansk synspunkt? Hvordan imødegår Danmark udfordringerne forbundet med militære spændinger og kommercielle interesser i Arktis?

Vi inviterer dig til at deltage i denne aften med erfarne paneldeltagere, hvor vi sammen vil afdække lagene af kompleksitet i Arktis og Grønland.

Til at moderere paneldebatten kommer

Martin Breum, journalist, forfatter og foredragsholder. Breum har skrevet flere bøger om Arktis og Grønland og har også produceret en tv-dokumentarserie om rigsfællesskabets historie. Dertil har Breum i flere år været vært på nyhedsprogrammet Deadline. 

Panelet består af

Nauja Bianco, indehaver og direktør af Isuma Consulting og ekspert i Arktis, Nordatlanten og nordiske affærer. Bianco er tidligere administrerende direktør for Nordatlantisk Hus i Odense og Det Grønlandske Hus i Odense. Dertil har hun en lang baggrund som blandt andet rådgiver for Udenrigsministeriet, Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd

Tobias Elling Rehfeld, Danmarks ambassadør til Arktis. Rehfeld har i mange år arbejdet i Udenrigsministeriet og er bl.a. Danmarks tidligere ambassadør til Sydafrika. Rehfeld har hertil siddet i bestyrelsen for FN’s Udviklingsprogram (UNDP)  i Sydafrika. 

Rasmus Gjedssø Bertelsen, professor ved Norges Arktiske Universitet. Bertelsen forsker i  internationale relationer og international politisk økonomi, med et stærkt fokus på Arktis. Bertelsen har for nyligt afsluttet sit ophold som gæsteforsker på Akureyri Universitet i Island. 

Jon Rahbek-Clemmensen, lektor og PhD ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, og er også tilknyttet Center for Arktiske Sikkerhedsstudier. Rahbek-Clemmensen forsker i forsvars- og sikkerhedspolitiske udfordringer i Grønland, Danmark og Færøerne. 

Det vil være muligt for publikum at stille panelet spørgsmål under arrangementet.

Der er desværre lukket for tilmeldinger til dette arrangement. Skriv dig på venteliste ved at sende en mail til aarhus@udenrigs.dk og oplys fuldt navn og kontaktinformation.

Detaljer

Dato:
14. marts
Tidspunkt:
19.00 - 21.00 CET
Begivenhed Kategorier:
, , , , , , , ,

Sted

Remisen
Godsbanen, Skovgaardsgade 3
Aarhus, 8000
+ Google Maps