Danmark og EU som stormagter?

af Hugo Gaarden,
27.08.2019

KLUMME: Den seneste uge blev måske et vendepunkt for Donald Trump. Nu begynder modstanderne at træde frem. Europa begynder så småt at handle mere uafhængigt. Men tør EU optræde som en stormagt, og vil Danmark optræde som en arktisk stormagt? Tiden er inde til at erstatte G-7 med G-20, så der kan træffes konkrete beslutninger på et multinationalt grundlag.

Hvis folk har været i tvivl om Donald Trumps utilregnelighed og useriøsitet, må tvivlen være hørt op efter den seneste uges begivenheder. Den uge vil måske blive set som Trumps vendepunkt. Han ville købe Grønland, han betragter USA’s centralbankchef som en fjende, han øgede handelskrigen med Kina og vil tvinge amerikanske virksomheder ud af Kina. Nu er der ikke noget reality-show over Trump. Han træffer konkrete beslutninger, der begynder at få alvorlige konsekvenser. Derfor begynder modstanden mod ham at blive konkret.

Det får også konsekvenser for Europa, herunder Danmark. Trump har rokket så meget ved Vestens grundlag, at Europa bliver nødt til at optræde som en ligestillet stormagt, der tør handle i strid med USA, ja, selv Danmark bliver nødt til at optræde som en arktisk stormagt, da det arktiske område får en vital betydning – økonomisk og geopolitisk.

“Dét, der slog hovedet på sømmet, var, at Trump i sidste uge beordrede amerikanske virksomheder til at flytte produktionen fra Kina. Ikke bare er hans krav er udemokratisk og et uhørt indgreb i virksomhedernes frie dispositioner, det viser ligeledes, at Trump er ved at blive desperat.”

Trump har længe lagt pres på den amerikanske centralbank for at få sænket renten. Centralbankchefen, Jerome Powell, siger, at der ikke kommer flere rentesænkninger, og at centralbanker ikke kan løse de problemer, som handelskrige medfører. Centralbanken siger altså fra over for Trumps pression, der kulminerede med, at han betegnede Powel som en amerikansk fjende på lige fod med Kinas præsident, Xi Jinping. Trump har netop optrappet handelskrigen med Kina, og nu begynder de store amerikanske erhvervsorganisationer at sige fra, da alle véd, at handelskrigen rammer amerikansk erhvervsliv og forbrugerne og kan føre til en recession. Dét, der slog hovedet på sømmet, var, at Trump i sidste uge beordrede amerikanske virksomheder til at flytte produktionen fra Kina. Ikke bare er hans krav er udemokratisk og et uhørt indgreb i virksomhedernes frie dispositioner, det viser ligeledes, at Trump er ved at blive desperat. Han risikerer et eklatant valgnederlag næste år, hvis økonomien bryder sammen.

Den britiske centralbankchef, Mark Carney, foreslår, at dollaren på sigt afløses af en multinational, digital valuta, fordi USA trods alt kun står for 15 pct. af verdens økonomi og 10 pct. af verdens handel. Han finder det ikke holdbart, at verden skal være afhængig af dollaren. Fremtidens økonomiske centrum ligger ikke i USA og Europa, men i det europæisk-asiatiske kontinent, kaldet Eurasien. Det har centralbankerne et klart blik for. Det bør de europæiske lande også fokusere på, da Kina og Asien bliver vigtigere for Europa end USA. Europa må agere mere uafhængigt.

Hvorfor skal Europa sende marinefartøjer til Hormuz-stræde, fordi Trump har skabt en konflikt med Iran?

Hvorfor skal Europa sende soldater til Syrien, fordi Trump anmoder om det?

Hvorfor skal Europa bremse en gasledning fra Rusland til Tyskland, fordi Trump vil sælge amerikansk gas?

Hvorfor skal Europa affinde sig med, at Rusland og USA skrotter INF-atomaftalen? Kan de ikke skabe deres egen sikkerhedspolitik?

Værten ved G-7 mødet i Biarritz, præsident Emmanuel Macron, tog det første skridt til en mere uafhængig europæisk kurs ved at invitere den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, til Biarritz for at drøfte, hvordan atomaftalen, som Trump har trukket sig ud af, kan bevares. Det skete med accept fra Storbritannien og Tyskland, fordi de tre lande vil fastholde atomaftalen med Iran. Iran vil kun leve op til sine forpligtelser, hvis det kan styrke sin økonomi, f.eks. ved at eksportere olie. Men Trump vil knække Iran med sanktioner, trods nogle flotte ord i Biarritz. Dermed står Europa over for et klart valg: Staterne kan købe iransk olie trods modstand fra Trump. Men tør Europa det?

“Det er et fundamentalt problem, hvis de europæiske lande bliver ved med at lade Trump blæse på internationale regler og traditionen med fælles beslutninger. Det vil måske få Europa til at erkende, at fremtidens beslutninger skal træffes i G-20, hvor f.eks. Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika har fast plads. Der er behov for multinationale løsninger, og G-20 er det mest realistiske forum, og det kan ikke styres af Trump.”

Også Danmark står over for et valg, nemlig om Grønland og det arktiske område, som rummer kolossale olie- og gasressourcer samt mineraler. Trump betragter ikke et køb af Grønland som en joke. Han er først meget sent blevet klar over Grønlands og det arktiske områdets betydning, mens Kina længe har forberedt sig og ønsker en solid position i Grønland, og mens Rusland bygger militære og økonomiske faciliteter i det arktiske område. Søvejen nord om Rusland får stor betydning fremover. Det arktiske område er allerede blevet til en geopolitisk kampplads, og det blev illustreret på det seneste møde i Arktisk Råd, hvor USA nedlagde veto mod et communique. Danmark bliver nødt til at tage stilling: Skal Danmark bøje sig for USA, eller skal Danmark arbejde for, at internationale regler skal gælde i regionen, og at Kina har lige så god ret til at købe råstoffer som alle andre?

Trump har gang på gang blæst på sine allierede, og hans America First-politik ødelagde de seneste to G-7 topmøder. Macron besluttede at undgå et Trump-veto denne gang – ved at droppe det traditionelle communique. Han nøjedes med en én-sides konklusion. Men et communique er et beslutningsdokument og en arbejdsplan. Derfor var det er nederlag for Macron, G-7 og demokratiet, at Trump fik lov til at suspendere G-7 regler, så der f.eks. ikke blev kritik af Trumps handelskrig, som alle andre er imod. På G-7 topmødet løg Trump over for hele verden, da han påstod, at Kina havde ringet for at genoptage handelsforhandlingerne. Det passede ikke.

Det er et fundamentalt problem, hvis de europæiske lande bliver ved med at lade Trump blæse på internationale regler og traditionen med fælles beslutninger. Det vil måske få Europa til at erkende, at fremtidens beslutninger skal træffes i G-20, hvor f.eks. Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika har fast plads. Der er behov for multinationale løsninger, og G-20 er det mest realistiske forum, og det kan ikke styres af Trump. Så kan G-7 bevares som en hyggeklub, hvor de vestlige ledere med eller uden Putin siger pæne ord til hinanden. Trump foreslog, at næste års G-7 topmøde holdes på hans egen Doral golf-resort i nærheden af Miami. Så kan Vestens regeringer rette op på Doral’s skrantende økonomi og give Trump’s eget imperium et PR-boost. Det vil være den fuldendte sammenblanding af Trumps forretningsinteresser og præsidentembedet. Det vil gøre G-7 til en parodi på Vestens demokrati. Eller måske er det ikke kun en parodi.