USA på vej mod et autoritært styre

KLUMME: Trumps politik er ændret fra ’America First’ til ’Trump First’. Under Trump har demokratiske og internationale regler fået et tilbageslag, og det ses i høj grad i rigsretssagen og Trumps Israel-politik. Kun Europa holder den demokratiske fane højt, men tør Europa blive en stærk international aktør? Tvivlen vokser.

Af Hugo Gaarden, 02.02.2020

Rigsretssagen mod præsident Donald Trump har til fulde vist, at den er en politisk og ikke en juridisk sag. Han har fået republikanernes grønne lys til at blæse på gældende retsregler. Han har nu fået en eksekutiv magt, der i praksis svarer til autoritære ledere, hvor der ikke er en parlamentarisk instans, der kan holde ham i tømme, og hvor bevisførelse ikke længere betyder noget. At han blæser på internationale regler og praksis ses først og fremmest i hans fredsplan for Mellemøsten, der skubber årtiers internationale beslutninger til side og bakker 100 procent op om Israels ulovlige besættelse, mens palæstinensernes bestræbelser på at få deres egen stat i lighed med jødernes stat bliver jordet. Det stiller europæerne i en ydmyg position.

Impeachment-sagen har været særdeles omfattende, men den kan koges ned til ganske få punkter: republikanerne støtter Trump i hans afvisning af, at der skal føres afgørende vidner og fremlægges dokumentation for at vurdere, om Trump har brudt forfatningen. Mest slående er, at den tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton ikke skal afhøres om Ukraine-sagen, hvor han har den stikmodsatte udlægning end Trump. Republikanerne bakker op bag juristen Alan Dershowitzs opfattelse: at en siddende præsident kan gøre hvad som helst for at blive genvalgt, fordi det er i ”offentlighedens interesse.” Alle fakta om Ukraine-sagen er smidt i papirkurven.

Med den udlægning er det forståeligt, at manden bag impeachment-processen, demokraten Adam Schiff, taler om magtmisbrug, og at han siger, at Trumps slogan ’America First’ nu er afløst af ’Trump First’. USA handler om Trump, der befinder sig bedre med autoritære ledere som Vladimir Putin, Xi Jinping og Recep Erdogan end med de europæiske, demokratiske ledere.

Den britiske Højesteret greb ind i Brexit-sagen og afviste Boris Johnsons forsøg på at manipulere med den politiske proces og lovgivningen. Enhver kunne med dommen se, at regeringschefer skal holde sig inden for loven. Men så klar er forholdene ikke i USA, og det er tilmed blevet forplumret af, at Højesterets præsident, John Roberts, har ledet sagen i Senatet. Så må vælgerne tro, at sagen afklares lige så fair som ved enhver retssag. Men det er ren politik – partipolitik.

Internationalt har Trump blæst den ene multinationale aftale til side efter den anden. Hans førstedelsaftale med Kina er et show for sin valgkamp, fordi han ikke har formået at bremse Kinas stærke fremvækst, som han er gået efter. Men det mest afgørende er, at han lægger op til, at handelsstridigheder med Kina skal afklares i bilaterale afgørelser. Han forsøger at skrotte efterkrigstidens multinationale praksis med at lave handelsaftaler og foretage konfliktløsninger. Det er derfor særdeles relevant, at Tysklands kansler, Angela Merkel, fornyligt sagde, at hun vil arbejde for, at verden ikke igen havner i en ny bipolaritet som mellem Sovjetunionen og USA.

Intet siger mere om Trumps politik end hans såkaldte fredsplan for jøderne og palæstinenserne. Aldrig før har verden set et så detaljeret forsøg på at tilsidesætte årtiers internationale bestræbelser og umuliggøre et enkelt folkeslags ambitioner for at få sin egen stat. Planen for et Palæstina er den rene parodi, da den gør Palæstina til en enhed inden for Israels grænser, dvs. uden egne grænser, og Palæstina vil blive opdelt i bittesmå enheder med israelske sikkerhedskorridorer. Det bliver en ny version af en apartheidstat, men langt mere sofistikeret end datidens hvide styre i Sydafrika kunne finde ud af. Det er en gradvis anneksion, som vil gøre palæstinenserne langt mere undertrykt end i dag med en ”hovedstad” i en lillebitte forstad til Jerusalem. For at gøre tingene værre, så får palæstinensiske flygtninge ingen mulighed for at vende tilbage til Israel. Foreløbigt er yderligere anneksioner dog udskudt til efter valget i Israel.

Den tidligere jordanske udenrigsminister, Marwan Muashar, siger, at det kan være første skridt i israelske bestræbelser på at tvinge palæstinenserne ud af Vestbredden til Jordan. Det kan gøre det lettere for Israel at kontrollere et palæstinensisk mindretal inden for de nye, ydre israelske grænser. Men det kan også være det, der får Benjamin Netanyahus årelange bestræbelser til at kuldsejle.

I dag er Europa den eneste instans, der kan påvirke udviklingen og sikre internationale aftaler i Israel, Palæstina og Mellemøsten. Den region er mere relevant for Europa end for andre stormagter. Men indtil nu har EU og Europa som helhed haft lav profil i den israelsk-palæstinensiske konflikt. EU har heller ikke vist styrke til at bevare atomaftalen med Iran, og Tysklands forsøg på at mægle i Libyen er tvivlsom. Det mest slående ved europæernes reaktioner er, at europæiske ledere ganske enkelt ignorerer Lissabon-traktatens bestemmelser for sikkerheds- og forsvarspolitik. Traktaten forpligter EU til at føre en fælles udenrigspolitik. I dag forsøger EU-lederne end ikke at reagere i fællesskab. Tager EU-landene ikke deres egen traktat alvorligt? Det har skabt uro på de indre linjer i EU.

Når Trump i realiteten træder tilbage som Vestens leder, så er spørgsmålet, om europæerne træder ind på den globale scene med et rent europæisk bidrag for at påvirke det internationale samfund – eller om europæerne er ved at miste modet og viljen. Det spørgsmål har aldrig været mere relevant end nu. Tvivlen breder sig, om europæerne vil tale klart sprog.