Ukraine-krisen: Selvforskyldt?
Skrevet af Henrik Schmiegelow
De fleste fremstillinger af konflikten mellem Vesten og Rusland om Ukraine tager deres udgangspunkt i Ruslands annektering af Krim-halvøen. Som begrundelse for denne annektering henvises der ofte til enten Moskvas ønske om at samle russiske befolkningsgrupper, uanset hvor de måtte befinde sig i et fælles russisk rige eller blot i ren og skær uprovokeret russisk aggression. I første tilfælde rejser der sig det umiddelbare spørgsmål om Rusland kan tænkes at følge samme linje over for andre russiske befolkningsgrupper, hvilket har sikkerhedspolitiske implikationer for andre lande, f.eks. de baltiske stater. I det andet tilfælde er truslen fra Rusland mere generel og bliver af europæisk og måske endog af global karakter. De motiver man tillægger Moskva for annekteringen af Krim har derfor betydning for den vurdering af situationen, som Vesten må anlægge.
Formålet med det som følger, er at forsøge at bidrage til denne vurdering med udgangspunkt i en fremstilling af nogle af de mere betydningsfulde begivenheder, som leder op til annekteringen.
Lige siden Ukraine opnåede selvstændighed i 1991, har der eksisteret forskellige former for samarbejdsaftaler mellem Ukraine og EU. Disse blev med tiden stadig mere forpligtigende og indgik til sidst som en vigtig bestanddel af det Øst-partnerskab, som EU udviklede med en række tidligere sovjet republikker. Udviklingen tog fart efter den såkaldte “orange” revolution i Kiev 2004, som bragte et pro-vestligt styre til magten under ledelse af præsident Viktor Jusjtienko og med Julija Timosjenko som statsminister. EU forhandlede straks en handlingsplan med det nye styre, som ledte frem til en forhandling af en associerings – og frihandelsaftale. Dette aftalekompleks bliver i mange henseender banebrydende både med hensyn til omfanget af samarbejdsområdet og samarbejdets forpligtende karakter. Det angives hvilke dele af EU’s lovgivning Ukraine skal overtage inden for fastlagte tidsrammer med henblik på en gradvis integrering af Ukraine i EU’s interne marked. Associeringsdelen hviler på en række værdier og principper, især demokrati og respekt for menneskerettighederne. Handelsaftalen er tilsvarende omfattende og dyb og indebærer at EU’s normer og standarder med tiden skal overtages af Ukraine. Aftalen indeholder en udviklingsklausul, men ikke et perspektiv for EU – medlemskab.
Indgåelse af dette aftalekompleks skulle vise sig at blive det rene forhindringsløb.
Under forhandlingsprocessen havde det provestlige styre fra den “orange” revolution tabt et parlamentsvalg og var blevet efterfulgt af et styre ledet af den Moskvavenlige præsident Viktor Janukovitj. Kort tid før en planlagt undertegnelse af aftalen anmoder EU om en udsættelse for at give Ukraine tid til at iværksætte nogle demokratiske reformer. Det aftaltes at undertegnelsen skulle finde sted et års tid senere under et topmøde for Øst-partnerskabet i Vilnius den 28-29. november 2013. I mellemtiden var der sket en tilnærmelse mellem Rusland og Ukraine. Rusland indfører forbud mod import af visse landbrugsprodukter fra Litauen som protest mod mødet i Vilnius og kort tid inden mødet beslutter det ukrainske parlament under voldsomme protester fra oppositionen at stille undertegnelsen af aftalen med EU i bero. På mødet i Vilnius måtte man konstatere at alle EU’s anstrengelser i forholdet til Ukraine var endt i en blindgyde.
De uroligheder, som havde ulmet på Maidan pladsen i Kiev allerede inden mødet i Vilnius tog mere til i styrke. Der blev vajet med EU flaget i protest mod, at Ukraine var løbet fra aftalen med EU, men også i vrede mod den udbredte korruption i landet. I midten af december tilbyder Rusland Ukraine en økonomisk redningsplan bestående af en kraftig nedsættelse af prisen for importeret russisk gas, af et opkøb af ukrainske statsobligationer for USD 15 milliarder samt en frihandelsaftale, som – skulle det senere vise sig – var uforenelig med udkastet til frihandelsaftalen med EU.
Udviklingen havde således bragt EU i defensiven, selvom man insisterede på at opretholde kontakten til de ukrainske myndigheder. Til gengæld begyndte USA at gøre sin indflydelse stadig mere gældende. Det indebar blandt andet, at NATO blev bragt på banen. Allerede i december blev det fra Washington antydet, at et ukrainsk medlemskab eventuelt kunne komme på tale. Hermed blev også uenigheden fra NATO- topmødet i Bukarest i 2008 bragt til live. Her havde præsident George W. Bush talt for at åbne organisationen for Ukraine, hvilket blev imødegået af især Tyskland og Frankrig blandt andet med henvisning til, at Rusland kunne føle sig provokeret. Senere, i tiden op til et NATO-udenrigsministermøde i marts 2014 anbefalede NATO’s daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen at fortsætte NATO’s udvidelse mod øst og udelukkede ikke Ukraine. Udtalelsen vakte voldsom irritation, især i Berlin
Demonstrationer på Maidan pladsen som nu omfattede aktivister fra Baltikum og de østeuropæiske lande, men hvor også den prominente US senator John Mc Cain optrådte, tog i løbet af januar og februar 2014 yderligere til i styrke og udviklede sig til regulære kampe med politi og sikkerhedsstyrker med mange dræbte og sårede. I et sidste forsøg på at redde den demokratiske proces i landet sendte EU udenrigsministrene fra Frankrig, Tyskland og Polen til Kiev for at prøve at finde en fredelig løsning på problemerne i overensstemmelse med principperne i udkastet til associeringsaftalen. Den 21. februar lykkedes det at få præsident Janukovitj til at indgå en aftale med oppositionen, som skulle sikre en ny koalitionsregering samt en fremrykning af nyvalg inden december samme år. Forsøget slog fejl og støttedes ikke af oprørerne og tilsyneladende heller ikke fra amerikansk side, snarere tværtimod. I denne sammenhæng var den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nulands følelsesladede udbrud “Fuck the EU” bemærkelsesværdigt. Dels udstillede det med al tydelighed splittelsen mellem USA og EU om hvorledes udviklingen i Kiev skulle håndteres. Dels var det udtryk for USA’s engagement samt at det langt fra var underordnet, hvad udgangen af begivenhederne i Kiev ville blive. Den 23. februar opsøges præsident Janukovitj af en gruppe militante muligvis yderliggående nationalister fra det vestlige Ukraine, som med trusler om at ville komme efter ham, fordriver den demokratisk valgte præsident fra Kiev, hvorfra han flygter til sin fødeby Doretsh i det østlige Ukraine. Her bliver han undsat af helikoptere sendt ned fra Rusland.
Moskva omtaler altid disse dages hændelser som et kup, man kunne måske også kalde det “regime-change” denne gang på europæisk jord. I overensstemmelse med landets forfatning var det i hvert fald ikke. Ligesom den maskerede indblanding i en suveræn stats indre anliggender, som der her er tale om, er i strid med centrale dele af folkeretten.
Sigende for den stemning, som efterfølgende herskede i Kiev, var en vedtagelse i det provisoriske parlament om at afskaffe det russiske sprog som officielt sprog, hvilket dog ikke senere fik præsidentens godkendelse; det fik derimod et andet forslag, som ophævede Ukraines status som alliancefrit land, hvorefter der ikke længere var nogen forfatningsmæssig hindring for NATO-medlemskab. Som et beskedent lyspunkt blev associeringsaftalen med EU senere hen undertegnet, men da havde så meget ændret sig.
Den 2. marts indtager forklædte russiske soldater fra Sevastopol-basen Krim halvøen. De møder spredt modstand, men det kommer ikke til blodsudgydelser. 16. marts tilslutter befolkningen sig med stort flertal annekteringen ved en folkeafstemning, som dog blev afholdt uden international overvågning.
Den 18. marts redegør præsident Putin i statsdumanen for udviklingen på Krim. Blandt sine indledende bemærkninger fastslår Putin at “Krim er Sevastopol”. Han beskriver den uret, som overgik den russiske befolkning på Krim, da halvøen i 1954 uden videre overgik fra Rusland til Ukraine. Om begivenhederne i Kiev udtrykker Putin forståelse for frustrationerne, som kom til udtryk på Maidan pladsen, men som blev udnyttet af andre til at forberede endnu et statskup. Efter at Ruslands interesser er blevet tilsidesat både ved NATOs udvidelse mod øst og ved de “kulørte” revolutioner har de vestlige magter krydset stregen og opført sig groft, uansvarligt og uprofessionelt. Mod talens slutning omtaler Putin erklæringer fra Kiev, om at Ukraine snarligt vil indtræde i NATO, hvilket vil indebære, at NATOs flåde vil optræde i Sevastopol og vil udgøre en helt konkret og ikke blot forbigående trussel mod hele det sydlige Rusland. Han udbygger synspunktet ved at sige at han simpelthen ikke kan forestille sig, at man skal tage til Sevastopol for at besøge NATOs matroser.
En god uges tid efter at Putin havde holdt sin tale skulle der afholdes økonomisk topmøde i G20 i Brisbane i Australien. Forud for mødet havde visse af de vestlige deltagerlande forsøgt at lægge pres på de andre for at udelukke Rusland fra at deltage i mødet. Det kunne der imidlertid ikke opnås enighed om. Synspunktet fra i hvert fald visse af de toneangivende lande var, at krisen med Rusland var selvforskyldt, idet man henviste til NATO-aspektet.
Var hensigten at isolere Rusland internationalt, mislykkedes det i hvert fald, mens risikoen for øget militært samarbejde mellem Rusland og Kina voksede. Og hvad angår “selvforskyldt”, ja så kan dette vel ikke ganske afvises.
Henrik Schmiegelow er fhv. EU-ambassadør i Litauen
