Ugens Fremtiden: Et Vakuum i Asien

Serie: UGENS FREMTIDEN

I denne tid bliver vi konstant mindet om, at verdensordenen er under forandring. Og der sker også meget i denne tid, hvor USA’s indre krise blev afløst af en verdensomspændende pandemi, som igen blev afløst af Ruslands krig i Ukraine. Men egentlig har verdensordenen altid været en dynamisk størrelse. I denne serie dykker vi ned i vores tidsskrift Fremtiden for at give et historisk perspektiv på de udviklinger, det internationale samfund har været igennem i de sidste 75 år.

Under Slagordene „Asien for Asiaterne”, „Stor-Asien” og „Øst-asiens fælles-Velstandssfære” gennemførte Japan i Aarene umiddelbart før Krigen og under Krigen sit omfattende Ekspansionsprogram. I nedenstaaende Artikel fra New York Times belyser en af Bladets Korrespondenter i Østen, Frank L. Kluckhohn, et amerikansk Synspunkt paa Asiens Fremtid

Hvad sker der i Asien efter Japans Nederlag? Lige siden Japan i 1895 erhvervede sig Forsmosa har det ved een lang Kæde af Erobringer lagt saa store Dele af Orienten under sin Kontrol, at dets Sammenbrud nu har skabt et Vakuum, hvor Demokrati, Kommunisme, Nationalisme og Imperialisme har frit Spillerum.

I Europa havde Tyskland underlagt sig Kontinentets Stater en efter en og Det tredie Riges Sammenbrud omstyrtede pludseligt den normale Balance. Det samme sker i Asien i Dag. Kina trues af Borgerkrig. Rusland, som længe var blevet holdt tilbage af Japan, er nu paa Marche i Østen. De Marionetregeringer, som Japan havde indsat i de erobrede Lande, var ganske vist daarlige, men nu er der slet ingen Regering. Uafhængighedens Aand, som det aldrig lykkedes Japan at slaa ned i de erobrede Egne, selv ikke i Korea, som det annekterede fuldstændigt allerede i 1910, blusser nu op.

Nye Kræfters Spil

Kort sagt, hele Orienten trues med Kaos. De Magter, der vil fiske i rørt Vande, kan faa stort Bytte. Mange nye Kræfter er blevet udløst i de Aar, der er forløbet, siden Japan i 1931 indledede sin Erobringskampagne ved Invasionen af Manchuriet. Og dog er der stadig Strejf af Haab i Situationen i det fjerne Østen. Det Chok, Japan fremkaldte ved sin Indrykning i Kina i 1937 og dets yderligere Erobringer i de Aar, der fulgte efter, har vakt et sløvt Borgerskab og sat mægtige Kræfter i Bevægelse.

Hvad selve Japan angaar, er det endnu for tidligt at sige noget om Udviklingen, før den allierede Besættelseshær har været der i noget længere Tid. Men det var sikkert et klogt Træk at benytte sig af Kejseren, naar man ønskede en Saa ublodig Afslutning paa Krigen som muligt. Den Langsomhed, hvormed Japanerne næsten alle Steder i Stillehavet har overgivet sig, synes at bekræfte, at hvis ikke Kejseren havde givet sin Ordre, vilde de japanske Tropper mange Steder simpelthen have nægtet at overgive sig. Det kunde have krævet Maaneders eller Aars Kampe at faa dem drevet ud.

Kina

Kina er maaske det Land, hvor der er mest Eksplosionsstof. Kommunisterne har Herredømmet over store Dele af Landet og de prøver at udvide deres Magt til andre Egne, hvor Chiang Kai-Sheks Regime søger at opretholde sit Styre. For at skaffe Forsyninger hurtigst muligt til Kina bliver det maaske nødvendigt for De forenede Stater at landsætte Tropper i mindst en kinesisk Havn, antagelig Shanghai. Der har ogsaa været Forlydender om, at De forenede Stater maaske vilde gaa i Land Paa Korea, hvor der er Bestræbelser i Gang for at faa dannet et uafhængigt, demokratisk Styre – og rent strategisk er Amerika interesseret i, at denne Nøglestilling ikke kommer under nogen anden Magts Indflydelse.

Samtidig vil Sovjet-Rusland utvivlsomt fra mange Sider blive beskyldt for at understøtte Kommunismen i Kina, ligesom Amerika paa sin Side har forsynet Chungking-Regeringen med

Vaaben og Forsyninger i dets Kamp mod Japan.

Det øjensynligt stærkt voksende Ønske i Asien om, at det skal have Lov til at ordne sine egne Affærer – et Ønske, som Japan stærkt slog Mønt af under Parolen »Asien for Asiaterne« – mødte sin første alvorlige Modgang, da Premierminister Attlee som Chef for Englands Arbejderregering, der havde lovet Indien Selvstyre, erklærede, at England igen vilde besætte den gamle Kronkoloni Hong Kong – og gjorde det, til Trods for at Chungking hurtigt svarede, at kinesiske Tropper vilde rykke ind i Hong Kong.

Hvad sker i Manchuriet?

Man maa tro Præsident Truman paa hans Ord, at der ikke er indgaaet hemmelige Overenskomster under Potsdam-Konferencen, men ude i Østen er der ingen, der synes at tro, at Rusland vil rykke helt ud af Manchuriet, skønt hele Verden fordømte det, da Japan røvede det fra Kina, og der er heller ikke nogen, der vil undre sig, hvis Rusland ogsaa bliver i Nordkorea.

Men hvis Rusland søger at dominere Kina eller, hvilket er mindre sandsynligt, rykke ind i Nordkina, kan det kun betyde ét: For i 1927, før Leon Trotski blev fuldstændigt fjernet fra Scenen, prøvede Sovjet med Michael Borodin som Førstekraft at hjælpe Kommunisterne til Magten i Kina.

Skønt Verden i den sidste Tid af en eller anden Grund har faaet en Saa levende Interesse for Chiang Kai-Sheks reaktionære, antidemokratiske Linje, er det en Kendsgerning, at Stilingen er saa nogenlunde uforandret baade for ham og for de Kommunister, som han har bekæmpet i Aarevis. Hvad der er sket, er at Rusland begynder at tegne sig truende i Horisonten, efter at Japan, der var dets største Hindring, fuldstændig er forsvundet fra Billedet.

Asiens andre Lande

Englænderne skal igen have Burma, men forhaabentlig vil de føre en bedre Politik end den, de førte før Japans Besættelse af Landet, da der var almindelig Utilfredshed med det engelske Styre; og de skal selvfølgelig have Malaya.

Hollænderne faar det rige Ostindien tilbage. Franskmændenes Stilling i Fransk Indokina – der er noget omdisputeret, da Vichy samarbejdede med Japan; men Franskmændene siger, dette skyldtes force majeur – synes nu at være blevet afgjort derhen, at Franskmændene skal fortsætte med at udøve deres Kontrol. Frankrig var repræsenteret ved Fredsafslutningen paa Missouri, og deres Flaade, deriblandt Slagskibet Richelieu, har hjulpet til under de allierede Operationer i Stillehavet.

Der er Grund til at tro, at Præsident Roosevelt under Jaltakonferencen foruden at give sit Tilsagn til den russiske Besættelse af Manchuriet, har indvilliget i at overlade Russerne Kurilerne.

Uden at ville undervurdere Virkningen af Ruslands Indtræden i Krigen i Østen, Englændernes tapre Kamp i det nordlige Burma, den britiske Flaades store Indsats i Stillehavet i den sidste Tid og Australiernes straalende Indsats, er det værd at huske, at det var Amerikanerne, der bar Hovedbyrden under Kampene ude i Østen.

Det er værd at huske sig dette, fordi Spørgsmaalet om Besiddelsen af de strategisk vigtige Positioner i Stillehavet langt fra er afgjort til Trods for San Fransisco Konferencens Anstrengelser.

Ingen Enighed om Baser

Der synes at være international Enighed om, at Amerika skal have effektiv Kontrol over de Øer, som det selv har vristet ud af Japanernes Hænder. Men hvad der skal ske med Amerikanerne i Seadler Harbour, Nøglen til Australiens Forsvar og maaske den bedste Havn vest for Pearl Harbour, og andre Baser, er endnu uafgjort. I denne Forbindelse er det værd at huske, at skulde en ny, lignende Krig bryde ud i Europa og Asien, er det nogenlunde givet, at det igen vil være Amerikanerne, der skal bære Hovedbyrden, i al Fald i Begyndelsen.

Men hvad en krigstræt Verden, der haaber paa en bedre Fremtid, man bede Om, er, at Magterne ikke bliver havesyge i Orienten, men vil enes om et sundt Program. Vi selv ordner det paa Filippinerne, saaledes som vi mener det kan tjene som Mønster. Hvad der trænges til, og det er saa selvindlysende, at der næppe kan komme Strid om det, er et Asien med Selvrespekt.

Artiklen er skrevet af New York Times’ Asienkorrespondent Frank L. Kluckhohn og udkom i Fremtidens første nummer i 1945.