Tysk ”præsidentvalg” med en stærk midte

KLUMME | Den tyske valgkamp ligner mere og mere et præsidentvalg, hvor det er personerne, vælgerne stemmer på, og ikke partierne. Alligevel tegner der sig et mønster: Midterpartierne blevet kernen, mens yderfløjene er blevet betydningsløse.

Af Hugo Gaarden

På bare et par uger har den tyske valgkamp ændret karakter. Den er blevet præsident-agtig: Nu handler det ikke om, hvilken politik, der føres via partierne, men om hvilken person, tyskerne helst ser som kansler. Det er tydeligt, at tyskerne ønsker en erfaren og stabil leder, der ikke begår fejl – og slet ikke dumheder og sjusk.

Det er soliditet og slet ikke populisme, de tyske vælgere vil have, og det ses også i en anden klar tendens: Midterpartierne styrkes, mens venstre- og højrefløjen skubbes ud i betydningsløsheden. Samtidig nærmer midterpartierne sig hastigt hinanden i størrelse, så det bliver ikke muligt at danne en regering med et eller to partier. Der skal tre til en tysk tango.

Da tyskerne ikke stemmer på præsidentkandidater, men på partierne, bliver det via partierne, at en kanslerpost besættes. Det overraskende er, at socialdemokratiet, SPD, er tordnet fremad fra 15 procent til 25 procent ved den seneste meningsmåling (INSA), mens de borgerlige unionspartier, CDU/CSU, er styrtdykket til 20 procent. De Grønne er faldet kraftigt til 16 procent. En anden vinder er det liberale parti, FDP, der får 13 procent. Andre meningsmålinger den seneste tid viser samme tendens. Venstre- og højrefløjen får henholdsvis under 10 og cirka 10 procent.

Den socialdemokratiske kanslerkandidat, Olaf Scholz, har den største tilslutning i meningsmålinger om den foretrukne kansler, nemlig 35 procent – langt foran CDU-lederen Armin Laschet, der er drønet ned til 11 procent som en nu ønsket kansler, og mens også De Grønnes med-leder, Annalena Baerbock, er faldet til 15 procent. For bare et par måneder siden blev hun nærmest båret frem, og mange mente, at hun kunne blive den næste kvindelige kansler.

Alle analytikere er enige om, at det ikke er SPD’s politik eller særlige udspil fra Scholz, der har givet socialdemokraterne fremgang, men derimod selvskabte plager hos Laschet og Baerbock.

Kandidaterne

Laschet har aldrig været særlig populær i CDU, og det er ikke klart, hvad han står for. Lederen af CSU i Bayern, Markus Söder, er mere populær blandt de borgerlige vælgere, men frygtet i CDU’s ledende organer, fordi han truer CDU’s dominans. Men det afgørende er, at Laschet dummede sig gevaldigt under sommerens oversvømmelser, hvor han grinede ved en højtidelighed for ofrene.

Baerbock har  indrømmet, at hun har lavet plagiater i sin bog, og det har svækket hende, især fordi hun overhovedet ingen regeringserfaring har. Kan man så have tillid til hende som kansler, spørger mange.

Olaf Scholz derimod er driftssikker med mangeårig erfaring som finansminister og tidligere borgmester Hamburg. Han taler sagte og er ikke til at lokke på en glidebane. Han er helt igennem seriøs – og noget kedelig – omend det vakte opsigt, at han kaldte de vaccinerede tyskere, herunder ham selv, for forsøgskaniner, og da det gik godt, bør resten også lade sig vaccinere. 

Han viste format sidste år ved at være hovedkraften i at etablere en ny EU-fond, der skal bekæmpe coronakrisen. Det betyder  ikke, at han nu går ind for EU-obligationer og en europæisk finanspolitik, men når der er en krise, kan han være yderst fleksibel og handlekraftig. Han var også en af drivkræfterne for den globale mindsteskat på internationale virksomheder.

En mulig kongemager

Flere koalitioner kan få flertal, men det er sandsynligt, at SPD vil indgå i en koalition med Scholz som kansler. De mest sandsynlige koalitioner er (navngivet efter partifarverne):

SPD, CDU/CSU, De Grønne (en Kenya-koalition)

SPD, CDU/CSU, FDP (Tysklands-koalition)

SPD, De Grønne, FDP (Trafiklys)

CDU/CSU, De Grønne, FDP (Jamaika)

FDP er partner i tre af de fire muligheder. FDP kan blive kongemageren, og FDP har behov for at deltage i en regering, efter at FDP sprang fra ved den seneste regeringsdannelse. Det afgørende bliver dog, om SPD og De Grønne er kommet så tæt på hinanden, at de begge vil i regering, og de kan se en interesse i at skubbe CDU/CSU helt ud og lade FDP være det borgerlige element.

Denne konstruktion kan skabe mere økonomisk dynamik end de øvrige, fordi FDP og De Grønne vil satse kraftigt på en digital modernisering. En stærkere grøn profil vil være en selvfølge med en grøn og rød deltagelse, og FDP vil hindre en brandbeskatning af erhvervslivet og velhavere.

EU-politikken vil formentlig blive mere aktiv, men uden at give EU væsentlig mere kompetence. NATO-medlemskabet opretholdes, men Tyskland vil formentlig indtage en mere selvstændig international rolle, ikke mindst i et samspil med EU-landene.

De store kursændringer er dog ikke tænkelige. De kommende år vil minde en del om Merkels linje. Derimod er det mere sandsynligt, at Tyskland vil optræde langt mere selvstændigt under kommende regeringer, for der er en tydelig utålmodighed med både USA og EU på en række punkter, for eksempel vil tyskerne næppe blive ved med at affinde sig med énstemmighed i EU. Tysk erhvervsliv er blevet en gigant, der kan måle sig med Kina og USA, og den nye tyske generation vil ikke acceptere at spille andenviolin på den globale scene. Politikere, der vil spille førsteviolin, er blot ikke ført ind på scenen endnu. Mens USA formentlig bliver mere isolationistisk, vil det modsatte ske i Tyskland. 

Med briternes udtræden af EU vokser Tysklands rolle uvægerligt, og det kan om nogle år blive bemærket i forsvars- og sikkerhedspolitikken, f.eks. med direkte tysk deltagelse i et atomforsvar, enten som ”medejer” af atomvåben eller som kassemester i et europæisk system.