TV: Uffe og Mogens om verden

Published on

To af landets største udenrigspolitiske kapaciteter, Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft, slår til igen. Det sker sammen med dk4, der fra slutningen af november søsætter et nyt udenrigspolitisk magasin – ”Uffe og Mogens om verden”. 

De to tidligere udenrigsministre har for længst bevist, at de kan give klar og forståelig besked om verdens tilstand. Nu vil de hver måned give baggrund og dybde om den skræmmende og omskiftelige internationale udvikling.  Der er masser at tale om: Den uforudsigelige Trump, Putins aggressive adfærd, EU i opbrud efter Brexit, Kinas fremmarch, Nordkoreas atomvåben, krigene i Mellemøsten, flygtningestrømme og migrationsbølger og meget andet.

Det Udenrigspolitiske Selskabs direktør Charlotte Flindt Pedersen er moderator i programmerne.

Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft udtaler:

”Den dybdegående beskæftigelse med tidens mange tungtvejende udenrigspolitiske temaer er mere vigtig end nogensinde før. På globalt plan såvel som mere regionalt tårner temaerne sig op. Vi er derfor yderst tilfredse med, at vi nu sammen med dk4 kan stille vores udenrigspolitiske erfaring til rådighed for befolkningen – på tv og som podcast”.

dk4s ejer og grundlægger Stig H. Hasner siger om programrækken:

”Igennem en årrække har dk4 haft et forbilledligt samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab om programrækken ”I udenrigspolitisk selskab”. Det er derfor en stor glæde – og en ære for os, at dk4 nu kan udvide fokuseringen på den internationale udvikling og de udenrigspolitiske temaer sammen med to af landets mest respekterede kendere og iagttagere af den internationale udvikling – Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft – med programrækken ”Uffe og Mogens om verden”. Programmets kompetente vært er Det Udenrigspolitiske Selskabs direktør Charlotte Flindt Pedersen.

60 seriøse minutter om udenrigspolitik på tv og som podcast– det er public service på dk4”.

”Uffe og Mogens om verden” har premiere på dk4 den 23. november kl. 21.00.

Programmet genudsendes et stort antal gange på dk4 og som podcast på dk4podcast.dk.

Categories: Nyheder

×

Log ind


Glemt adgangskode?

Er du ikke medlem? Opret medlemskab her