KLUMME: Præsident Donald Trump risikerer at få ry som den er mest inkompetente og ødelæggende amerikanske præsident – som en kejser uden klæder. Hans økonomisk-politiske resultater, herunder handelskrigen med Kina, er en fiasko, og USA står langt svagere end ved hans tiltræden, og han har alvorligt skadet den vestlige alliance. Kan USA alene klinke skårene?
Af Hugo Gaarden, 07.09.2020
Den anerkendte tyske erhvervsavis, Handelsblatt, havde for nylig en analyse, hvor konklusionen er, at Trump har bidraget til, at USA mister sin globale økonomiske førerstilling – i stedet for at gøre USA great again. I de fire år under Trump er Kina sprunget foran USA og står nu for 19,2 procent af verdens økonomi (målt i købekraft) mod 15,1 procent for USA. Bruttoindlandsproduktet er under Trump kun steget med 0,6 procent per år mod mellem 3 og 5,4 procent per år under hans tre forgængere.
Statsgælden er steget med 6,5 procent til den græske dimension på 146 procent af BNP, langt mere end hos forgængerne. Og deal-makerens absolut største deal – med Kina – er endt ynkeligt. USA’s samlede handelsunderskud er steget til 854 milliarder dollars. Handelsunderskuddet over for Kina er uændret, og Trump taler ikke længere om det. Kina står stærkere end nogensinde. Trumps forsøg på at spænde ben for Huawei har fået kineserne til kun at købe halvt så mange produkter i USA som oprindeligt aftalt.
85 procent af en skattelettelse på 7000 milliarder dollar er endt hos virksomheder og personer med indtægter over 500.000 kr. Middelklassen og de dårligst stillede har stået i stampe rent økonomisk. Det er dér, Trump har sin base!
Det største nederlag er den elendige håndtering af coronakrisen, der har kostet over 190.000 mennesker livet. Hvis USA havde et tabstal som gennemsnittet i verden, ville 145.000 mennesker have reddet livet. Havde Trump grebet rettidigt ind som Taiwan, der har haft 7 dødsfald, ville der have været 112 døde – når man sammenligner folketallet – eller godt 1000, hvis man sammenligner med Kina.
Trump har ført sig frem som en deal-maker, som den mest succesrige økonomiske chef nogensinde. Men hans politisk-økonomiske resultater er katastrofale.
Frygtens politik og Putins nyttige idiot
Under den nuværende valgkamp pisker han en frygtens stemning op og har sendt uidentificerede bevæbnede forbundstropper ind i uroplagede byer – det minder om Vladimir Putins ”grønne mænd” i Ukraine. Der er ingen kritik af politiets drab af sorte. Han spreder konspirationsteorier og lyver om stort set alt og vil hellere tale med autoritære ledere end med demokrater blandt USA’s allierede. Trods tyske beviser, der er fremlagt for EU og NATO, for et russisk giftattentat med Novichok på Putins største modstander, Aleksej Navalnij, afviser Trump, at der er fundet beviser. Han støtter hellere Putin end kansler Angela Merkel og skaber en dyb krise ved ikke at sikre vestlig enighed. Det er uhørt i efterkrigstiden. Det kan tvinge Tyskland og Europa til at blive mere selvstændige i forhold til USA.
Han hindrer efterretningsvæsenet i at informere Kongressen om udenlandsk, dvs. russisk, indblanding i valget. Han skaber mistillid til et kommende valgresultat. Vil han ignorere det og blive siddende? Vil han standse stemmeoptælling med påstand om valgbedrag, og vil han indføre undtagelsestilstand, mens titusinder af bevæbnede borgere går på gaderne?
Det er bemærkelsesværdigt, at New York Times fornylig henviste til de metoder, Hitler brugte ved sin magtovertagelse – en kombination af at incitere til voldelig uro kombineret med brugen af helt legitime demokratiske valg. Hitler tog magten med enorm opbakning. Vil ”de afhængige” amerikanere, der frygter at miste flertallet og privilegierne, foretrække en autoritær præsident, fordi han taler til deres instinkter og deres modvilje mod forandringer og de sorte? Vil han forsøge at tage magten med 40 procents opbakning? Håber han, at Højesteret vil støtte ham?
Eller måske trækker præsident Trump sig?
Det kan ikke udelukkes, at når regnestykket skal gøres op, så vurderer Trump, at det er sikrest at trække sig før valget og overlade tøjlerne til vicepræsident Mike Pence under én betingelse: At han opnår politisk immunitet, som præsident Gerald Ford gjorde det over for forgængeren, præsident Ricard Nixon, så Nixon ikke kunne straffes for Watergate-affæren.
Den mulighed er formentlig det eneste, der kan redde Trump-imperiet fra en kulegravning og Trump fra at blive stillet for retten og eventuelt ende i fængsel.
Det drejer sig ikke kun om Trumps skattepapirer, men om en global kulegravning af potentiel finansiel svindel. Trumps imperium er slet ikke den succeshistorie, som han påstår. Firmaet er overbelånt og kan ikke få lån i amerikanske banker og er øjensynligt afhængigt af russiske rigmænd. Derfor har Trump en indlysende interesse i at blive reddet af immunitet.
Under sagen om kulegravningen af Trumps firma erklærede Højesteret i juli, at Trump ikke er immun som siddende præsident, altså heller ikke hvis han genvælges. Kulegravningen kan gennemføres og forelægges domstolen. Det er derfor, immunitet kan blive livlinen for Trump.
Omverdenen kan trække på skuldrene og sige: Det er bare Trump. Men hans regime har allerede haft afgørende negativ virkning med handelskrige, brudte internationale aftaler og ringeagt over for NATO og allierede og ved at lave sanktioner mod vestlige firmaer, der ikke følger hans impulsive politik. Han undergraver demokratiet, ikke bare i USA, men ved at stimulere populistiske og autoritære kræfter. I en tid med supermagtsrivalisering, atomvåben og klimaproblemer kan demokratiet ikke overleve, hvis folket overlader magten til charlataner.
Trump bryder med hele efterkrigstidens realpolitiske erfaring, som er udtrykt af historikeren Hans Morgenthau og diplomaten Henry Kissinger: at enkeltnationer ikke ensidigt kan sikre en fredelig verden. Det kan kun internationalt samarbejde og magtbalancer. Det amerikanske valg bliver dermed også en folkeafstemning om Vestens sammenhængskraft. USA står over for en enorm politisk genopbygningsopgave, som USA næppe kan klare alene.
