Studierejse til Grønland

Published on

Om stormagternes interesse, oprustning i Arktis og kongerigets fremtid

9. september – 16. september 2022

 

Ruslands invasion af Ukraine har alvorlige konsekvenser for Grønland. Arktisk Råd er lammet og den militære oprustning i og omkring Grønland tager til.

Samtidig ved vi nu, at forestillingen om det dansk-grønlandske forholds permanens næppe nogensinde har været tidssvarende. I august 2019 foreslog den amerikanske præsident at købe Grønland af Danmark, og i Grønland har en potentiel omkalfatring af rigsfællesskabet, inklusive tankerne om grønlandsk statsdannelse, længe været en del af den politiske samtale.

Grønland udgør 98 procent af kongerigets territorium: På studierejsen til Grønland i september 2022 sætter vi fokus på rigets udfordringer og sprækker — nye såvel som gamle.

Vi forfølger de nye udfordringer for freden i Arktis, og vi graver i den voksende amerikanske interesse for Grønland. Vi skal studere, hvordan de grønlandske beslutningstagere håndterer trykket, og hvordan det påvirker forholdet til Danmark.

Vi vil formentlig opdage, at forholdet ofte fungerer udmærket. Selv vanskelige uoverensstemmelser, som da Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, i 2014 ophævede forbuddet mod uranudvinding i Grønland, bliver gerne løst til fælles tilfredsstillelse, selvom det slår gnister undervejs.

Men to tredjedele af de grønlandske vælgere støtter visionen om et uafhængigt Grønland. En grønlandsk forfatning er under udarbejdelse. Politologen Ulrik Pram Gad har formuleret det på den måde, at “Grønland ser sig selv et sted mellem den koloniale undertrykkelse og fremtidens uafhængighed. På den måde er at blive uafhængig en del af den grønlandske identitet.”

Hovedparten af politikerne i Grønland taler om “årtier”, før Grønland er økonomisk, socialt og politisk væbnet til at overveje et ændret forhold til Danmark. Andre mener, det bør gå hurtigere, og så er der tilhængerne af et permanent rigsfællesskab – selvom de sidstnævnte sjældent råber højt.

Vi skal møde repræsentanter for alle disse grupper. Vi skal se fremskridtet; de unge grønlandske akademikere, erhvervslivets hurtigløbere, og vi skal i dialog med beslutningstagerne om statsdannelse, forfatningsarbejdet og forholdet til USA, Kina og resten af verden. Vi skal tale om kolonitiden og dens efterveer: Uden historien forstår man kun lidt af Grønland.

Undervejs tager vi på udflugt til indlandsisen, og vi besøger USA’s tidligere base-område i Kangerlussuaq, der under 2. verdenskrig fungerede som pit-stop for tusinder af kampfly, der skulle til Europa. Måske var Grønland en vigtig årsag til at Danmark blev medlem af NATO?

Vi lægger ud i København med et formøde på den grønlandske repræsentation, hvor repræsentationschef Jens Heinrich tager imod.

Rejsen forudsætter god fysik. Vi skal ud i naturen både i Kangerlussuaq og Nuuk, så almindelig vandrelyst og -evne er påkrævet.

Rejseledere bliver selskabets direktør Charlotte Flindt Pedersen og journalist, forfatter og Arktis-ekspert Martin Breum. Hans seneste bog “Grønland og den amerikanske forbindelse” udkom i 2021.

 

Studierejsen til Grønland omfatter: 

  • Formøde med oplæg ved repræsentationschef Jens Heinrich.
  • 9/9: Fly København-Kangerlussuaq kl. 9.00-9.40.
  • 10/9: Fly Kangerlussuaq-Nuuk kl. 15.15-16.10.
  • 16/9: Fly Nuuk-København via Kangerlussuaq kl. 10.00-10.55. Kangerlussuaq-København kl. 11.55-20.15.
  • 1 overnatning på Hotel Kangerlussuaq
  • 1 guidet tur i USA’s tidligere base-område i Kangerlussuaq.
  • Middag i Restaurant Roklubben i Kangerlussuaq
  • Tur til Indlandsisen, Punkt 660. Varighed ca. 6 timer.
  • 6 overnatninger på Hans Egede Hotel eller Hans Egede Express  i Nuuk
  • Transfers
  • Byrundtur i Nuuk
  • Morgenmad, alle frokostmåltider plus afskedsmiddag
  • Mødelokaler, entré til Nuuk National Museum, transport
  • Et eksemplar af Martin Breums bog “Grønland og den amerikanske forbindelse”

 

Der er mulighed for at vælge mellem to forskellige hoteller i Nuuk: Hotel Hans Egede standardværelser og Hotel Hans Egede Express, som har værelser i Cabinn-standard.

PRISER:

Hans Egede Hotel Standard:

  • 32.800 kr/person i dobbeltværelse (kun muligt, hvis to rejser sammen, men vi vil gerne være behjælpelige med at finde en rejsekammerat)
  • 36.700 kr/person i enkeltværelse

Hans Egede Express plus:

  • 32.600 kr/person i enkeltværelse

 

Bemærk at tilmelding er bindende. Der er ikke inkluderet afbestillings- eller rejseforsikring i prisen.

×

Log ind


Glemt adgangskode?

Er du ikke medlem? Opret medlemskab her