Spillet om Iran er vendt op og ned

KLUMME: Det amerikanske valg kan måske genskabe atomaftalen med Iran, men den potentielt vigtigste udvikling er, at Kina har indgået en strategisk sikkerhedsaftale med Iran og samtidig beriger uran for Saudi-Arabien, mens Israel har indgået en fredsaftale med emiraterne. Det kan begrænse både USA’s og Europas indflydelse i Mellemøsten.

Af: Hugo Gaarden, 24.08.2021

Mellemøsten står over for store geopolitiske forandringer, hvor Kina er trådt ind på scenen som en direkte aktør, der truer USA’s hidtil dominerende rolle. Samtidig har Israel indgået en fredsaftale med De Forenede Arabiske Emirater, som åbner op for stærkere israelske forbindelse med den arabiske verden.

Det hele handler om én ting: Iran og atomaftalen fra 2015, som en række
lande indgik med Iran, men som Trumps USA trak sig ud af, efterfulgt af
dræbende økonomiske sanktioner. Valget i USA kan genskabe atomaftalen, hvis Joe Biden vælges som ny præsident. Han var som præsident Barack Obamas vicepræsident med til at strikke aftalen sammen – sammen med de europæiske lande, Rusland og Kina.

Genvælges Trump kan vi komme til at se en dramatisk forværring omkring Iran netop på grund af det strategiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske partnerskab, som Kina har indgået med Iran. Aftalen, som den iranske regering vedtog i juni, har givet Iran en partner, som selv ikke USA kan ignorere. Aftalen blev foreslået af Kinas præsident, Xi Jinping, i 2016. Hovedpunktet i aftalen vedrører økonomi og samhandel. Iran skal levere olie til Kina i de næste 25 år. Men aftalen rummer også bestemmelser om militære øvelser, våbenudvikling og efterretningssamarbejde.
Dele af aftalen er ikke offentliggjort, og spørgsmålet er, om der er en egentlig forsvarsaftale, der svarer til NATO’s paragraf 5, hvorved et angreb på Iran skal betragtes som et angreb på Kina, dvs. så et israelsk eller et amerikansk angreb vil kunne føre til konflikt med Kina. Hvis en sådan aftale eksisterer, vil det være et chok for Israel og USA, og det vil ændre den strategiske balance i regionen fundamentalt.

Den hidtidige danske ambassadør, Danny Annan, tror dog ikke, at aftalen rummer en slags paragraf 5, heller ikke i form af en hemmelig protokol, sagde han på et nyligt møde i Det Udenrigspolitiske Selskab og Det Krigsvidenskabelige Selskab.
Han mener, at det bærende element i aftalen er økonomi, herunder at koble Iran tættere på det kinesiske silkevejsprojekt gennem Asien. Men selv dét har sikkerhedspolitiske konsekvenser. Jo mere olie, Kina køber, desto stærkere bryder Kina den sanktionspolitik, som USA under Trump har iværksat, og det bliver sværere for USA at gennemtvinge et regimeskifte i Iran. Kina skal f.eks. opbygge havne i Iran, herunder to langs kysten af Det Arabiske Hav, hvoraf én ligger lige uden for Hormuzstrædet ved Jask. Strædet er ikke bare central for en meget stor del af verdens olieforsyning. Det er også et centralt farvand for USA’s 5. flåde i Bahrain.

Aftalen kan også svække de amerikanske bestræbelser på at holde alle udenlandske selskaber fra at handle med Iran og på at hindre al bankforbindelse med Iran. Det uafklarede spørgsmål er, om Kina vil bryde det amerikanske greb om verdens betalingssystem og finanssystemet. Den mulighed øges i takt med de konstant skærpede amerikanske indgreb over for Huawei og andre high-tech selskaber.

Det får konsekvenser for Europa. Europæerne har skarpt kritiseret Trumps udtræden af atomaftalen og har forsøgt at sikre virksomheder, der bliver ramt af de amerikanske sanktioner. Europæerne har også forsøgt at lave et betalingssystem, som er uafhængigt af det amerikansk dominerede. Men Europa har ikke gjort noget som helst effektivt for at sikre øget økonomisk samkvem med Iran, f.eks. med oliekøb, selv om det var en forudsætning for Irans accept af atomaftalen. Dét er den væsentlige forklaring på, at Iran har taget imod kinesernes tilbud om det nye partnerskab. Europa har så at sige spillet sig selv af banen, og nu er Kina trådt ind. Dermed får Europa en svækket stilling, også når atomaftalen formentlig bliver genforhandlet efter det amerikanske valg, hvis Biden vinder.

Der var ellers store forhåbninger om en økonomisk genopbygning af Iran efter indgåelsen af atomaftalen. F.eks. blev den danske eksport til Iran fordoblet i de to første år efter atomaftalens indgåelse.
Kina har ikke blot engageret sig i Iran og dermed det sikkerhedspolitisk mest afgørende punkt i Mellemøsten. Kina er tilsyneladende også involveret i bestræbelser på at etablere et saudiarabisk anlæg, der kan berige uran – dvs. til brug i atomvåben. Det vurderer amerikanske efterretningstjenester. Kineserne er villige til at sikre den berigning, som USA hidtil har modsat sig. Saudi-Arabien vil have atomvåben som modtræk til formodede iranske bestræbelser, og nu er Kina blevet en stærk aktør i begge fjendelande. Det er en usædvanlig udvikling, der ikke har været megen opmærksomhed om, men som burde få hårene til at rejse sig i både Israel og USA. Er Kina, og til dels Rusland, ved at blive den toneangivende aktør i Mellemøstens sikkerhedspolitik?

For at gøre spillet i Golfregionen mere kompliceret, har Israel og De Forenede Arabiske Emirater fornylig indgået en fredsaftale. Dens betydning er umiddelbart ringe, for de to lande har ikke været i krig. Men aftalen er et resultat af Israels mangeårige bestræbelser for at få stærkere diplomatiske forbindelser til de arabiske lande, især i Golfen, og målet er at styrke Israel i forhold til Iran. Men Golflandene har også egne interesser, fordi de erkender, at de efter Det Arabiske Forår og
borgerkrigen i Syrien ikke længere kan regne med USA’s opbakning. Emiraterne har som betingelse for aftalen fået Israel til at suspendere sin annektion af Vestbredden. Israel har øjensynlig vurderet, at aftaler, der kan styrke Israel over for Iran, er vigtigere end at få fuld kontrol med palæstinenserne.

Chefen for den iranske flåde, admiral Hossein Khanzadi, har til New York Times sagt, at ”de amerikanske invasioner i regionen er overstået.” Det er måske en lidt for firkantet konklusion på nuværende tidspunkt. Men det geopolitiske spil i Mellemøsten er gået ind i en helt ny fase, hvor Rusland allerede står stærkt i Syrien, og hvor Tyrkiet begynder at optræde mere selvbevidst. De asiatiske aktører træder frem, mens både USA og Europa står svagere end nogensinde.