Risiko for en ny kold krig

Af Hugo Gaarden

Vi kan se frem til en ny kold krig, hvor cyberkrig og atomvåben kan få en helt ny betydning, enten som trusler eller ved en sofistikeret brug med uoverskuelige konsekvenser. Risikoen er, at verden atter bliver opdelt i stridende blokke, men måske snarere flere end i de to, der var under Øst-Vest-konflikten.  

Trumps evindelige tweets og skiftende signaler får mange til at overse, at han skaber nye konflikter – fra Nordkorea over Iran til den palæstinensisk-israelske konflikt. Samtidig er han ved at godkende en ny sikkerhedspolitisk strategi med voldsom satsning på cybervåben og nye atomvåben, og strategien gør Rusland og Kina til USA’s hovedmodstandere og ikke terrorismen. Det kan blive starten på en ny kold krig.

Netop mens Nord- og Sydkorea forsøger at mindske spændingerne gennem sportsdiplomati, lægger USA op til en ny atomvåbenstrategi, som skal gøre det muligt at bruge atomvåben som en reaktion på ikke-atomare angreb, herunder med cyber-angreb, f.eks. på den amerikanske infrastruktur, herunder el- og telenettet. Strategien er udviklet af Pentagon og venter på Trumps godkendelse, og den udtrykker en fundamental ændring i forhold til den hidtidige strategi, hvor atomvåben kun må bruges som reaktion på et atomvåbenangreb. Det er truslen om den gensidige udslettelse, der skal virke afskrækkende.

Der er dog en vis logik i den nye strategi, fordi et mix af atomvåben og cybervåben kan skabe helt nye vilkår. Nordkorea har åbent talt om den elektromagnetiske puls, EMP, som brintbomber forårsager, hvis de f.eks. bringes til sprængning højt over USA i tilfælde af en krig – ikke for at udslette byer, men for at lamme el-systemet og al kommunikation. Men også hackerangreb kan udrette ubodelige skader. Rusland har ifølge den tidligere Obama-regering angiveligt placeret slumrende malware, ”Black Energy,” i amerikanske el-systemer.

Brud med årtiers politik på det atomare område kan øge spændinger

Ifølge Pentagon-udkastet vil en begrænset brug af atomvåben kunne virke afskrækkende. Men det strider mod årtiers sikkerhedspolitisk tænkning og øger risikoen for fejlkalkulationer.

USA vil have en revision af traktaten for mellemdistancevåben, fordi USA mener, at Rusland bryder traktaten ved at udvikle nye atombærende krydserraketter, kaldet SSC-8. For nylig ville NATO-rådet have europæerne med i en kritik af russerne, men ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel satte den tyske regering sig imod. Som modtræk mod NATO-tropper i Østeuropa, er russerne åbenbart ved at placere Iskander-raketter permanent i Kaliningrad, altså midt i Europa. De kan forsynes med atomvåben. Den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, advarede for nylig mod en ”Koldkrig 2.0.” Tyskerne ønsker ikke en ny atomstrid i Europa som i 80’erne, men det kan netop blive resultatet. Meget tyder på, at både Rusland og USA vil modernisere deres atomarsenaler trods traktaterne.

Trump vil bryde atomaftalen med Iran, og det er et direkte brud på en aftale mellem EU, de førende europæiske lande, Rusland, Kina, USA og Iran. Han får ikke europæerne med til en skrotning, men sagen kan ende i en krise, hvis Trump formår at tvinge europæerne til at stille nye krav til iranerne om f.eks. deres raketprogrammer og aktiviteter i regionen. Det kan få iranerne til at trække sig ud af aftalen, og så vil et israelsk angreb på Iran være sandsynligt, og vi har en ny storkonflikt i Mellemøsten.

Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har langt større virkning, end vi umiddelbart ser, da Trump indirekte giver israelerne grønt lys til at udvide bosættelserne og annektere dem og dermed drage hele Vestbredden ind i Israel. En to-statsløsning er blevet en praktisk umulighed, og palæstinenserne bliver permanent statsløse. Selv tidligere militære topfolk i Israel advarer mod den udvikling. I flere år har Europa været lammet af flygtningestrømmen. Lukker Europa øjnene for en langt alvorligere konflikt mellem Israel og palæstinenserne?

Den mest alvorlige konfrontation kan udvikle sig omkring Kina. Trump lægger op til en hårdere økonomisk kurs, f.eks. om handelsaftalen WTO, og forsvarsminister Jim Mattis erklærer, at vi står over for ”en ny æra med stormagtskonkurrence.” Handel og sikkerhedspolitik er ved at blive mixet i en farlig cocktail, ikke mindst fordi Kina om få år bliver større end USA, og fordi Kina på en række teknologiske områder vil overgå USA, også militært. Hvis USA vil spænde ben for Kinas udvikling, får vi en konflikt, der bliver værre end en kold krig, og det er en konfrontation, som den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, i mange år har advaret imod.

EU som den international ordens bolværk?

En ny kold krig vil i givet fald omfatte hele verden og ikke ”kun” det europæiske område. Men spørgsmålet er, hvordan Europa vil reagere. Mellemøsten og Iran er dog et nærområde, og det samme er dybest set Nordkorea, fordi landet ligger i den anden ende af det kontinent, Europa hører til, og som bliver kernen i fremtidens verdensorden.

Den tidligere direktør for det danske udenrigsministerium, Jørgen Ørstrøm Møller, havde for nylig en interessant analyse i det amerikanske elektroniske nyhedsbrev AAI Foresight. Han skrev, at EU ”er et bolværk mod en ødelæggelse af det globale system, og at EU – måske sammen med Kina – står som beskytteren af det globale styringssystem, herunder FN og WTO.” Brexit og en styrkelse af EU vil ”formentlig svække den atlantiske alliance, og Kontinentaleuropa vil begynde at fokusere på Kina og måske Rusland.”

Det er analyser af den art, det skorter på i Europa, og det ses ikke mindst i Tyskland, når der er udenrigs- og sikkerhedspolitiske debatter. I Tyskland er kritikken af Trump massiv, men selv førende tyske eksperter vægrer sig ved at lave konkrete forslag til strategier for Europas fremtid. Det er, som om vi ikke tør sige, hvad vi vil, og ikke tør stå på egne ben.

Europæerne kan hurtigt komme i den situation, at de vil invitere briterne med igen – i det mindste i et sikkerhedspolitisk samarbejde – for at få nogle seriøse debatter og strategier med et Schwung over sig.