Resten af verden tager over efter Trump

Af Hugo Gaarden

Den vestlige verdensorden er definitivt ved at slutte. Det viser de første forhandlinger mellem Nord- og Sydkorea, Kinas selvbevidsthed og voksende rolle samt de europæiske bestræbelser på at klare sig uden Trumps USA.

Fury and Fire. Titlen på journalist Michael Wolffs bog om præsident Donald Trump illustrerer den virkning, som Trump har på efterkrigstidens vestlige verdensorden. Med vrede, arrigskab og inkompetence bringer han den nuværende orden til fald – flere år, før nogen havde forestillet sig det, og tilmed uden en militær konflikt mellem den gamle supermagt og den nye – Kina. Nu kommer reaktionen, og det begynder paradoksalt nok på Korea-halvøen.

Bogen bringer ikke meget nyt, men den giver et samlet billede, som er rystende. De nærmeste rådgivere og ministre kalder Trump for ”skør” eller ”dum” eller ”en sinke.” Han tager alt personligt, reagerer som et barn og kan ikke læse lange dokumenter. Han er ubehersket, upålidelig og løgnagtig. Alt dét véd vi. Men bogen viser, at Det Hvide Hus er ét stort kaos og uberegnelig med en ekstrem mangel på politisk og udenrigspolitisk professionalisme.

Desuden er det første gang, at det er grundigt beskrevet, at Trump slet ikke regnede med eller ønskede at blive præsident. Valgkampen var efter hans egne ord den bedste PR-reklame, han kunne forestille sig for sit firma. Han blev skræmt, da han skulle være præsident, og han havde dybest set ingen plan for, hvad han ville udover at bruge populistiske slagord. Trump-regeringen bygger på et selvbedrag. Den fyrede strateg, Steve Bannon, fandt det hovedrystende og et tegn på Trumps fald, da Trump fyrede FBI-chefen James Comey, for så ville der komme en særlig Rusland- og Trump-undersøger, nemlig Robert Mueller. Bannon var den eneste, der virkelig forstod magtspillet i Washington.

Med blik på Trumps tweets om udslettelse af styret i Nordkorea, siger formanden for Council of Foreign Relations, Richard Haas: ”Dét er vores øverstbefalende. Tænk lige over det!” Skal tweets ikke tages lige så alvorligt som enhver officiel erklæring fra Det Hvide Hus? spørger han.

Hans tweets er vitterligt blevet taget alvorligt, nemlig af Nord- og Sydkorea, nemlig ved at holde USA ude. Begge lande har sendt følere til hinanden, og de har netop under et fælles møde på grænsen mellem Nord og Syd besluttet, at Nordkorea skal deltage i de olympiske vinterlege i Sydkorea i februar – og de to hold sportsfolk går tilmed ind på stadion i samlet flok! Det er mere end sportsdiplomati. Begge lande vise deres befolkninger, at de ønsker at leve i et tæt samspil. Under deres første møde diskuterede de også sikkerhedspolitik.

Der er ingen betingelser, såsom at Nordkorea skal skrotte sine atomvåben. Det er, hvad USA kræver. Men Sydkorea vil væk fra den konfrontation, som er vokset med både de nordkoreanske atomprøvesprængninger og raketaffyringer og Trumps krigeriske tweets og trusler om forebyggende angreb på Nordkorea. Nu har de to lande taget skridt til forhandlinger. De to bliver utvivlsomt kernen i en forhandlingsrunde, der skal føre til en fredsaftale, mens USA og Kina som de store krigsførende partnere under Korea-krigen får en rolle som bisiddere. Det vil højst sandsynligt føre til en sydkoreansk accept af de nordkoreanske atomvåben, men vel at mærke i forbindelse med en sikkerhedspolitisk aftale for Korea-halvøen, og hvor nordkoreanske atomvåben defineres som afskrækkelse. Nordkorea siger, at atomarsenalet udelukkende skal afværge et amerikansk angreb.

Det er første konkrete og praktiske skridt væk fra en amerikansk styret udvikling. Men de første indikationer af, at allierede ikke vil følge Trump, kom dog sidste forsommer, da den tyske kansler, Angela Merkel, sagde, at Europa ikke længere kan regne med USA, og at europæerne ”må tage deres skæbne i egne hænder.” Det var efter at have mødt Trump på et G7-topmøde. Det siges ikke direkte, men det betyder, at Tyskland og måske Europa som helhed ikke betragter USA som Vestens leder.

Det har ikke mindst i Tyskland ført til en debat om, hvorvidt Tyskland og Europa skal følge en mere uafhængig kurs over for USA, og diskussionen er blevet forstærket af Trumps tweets om at styrte det iranske styre, af hans ønske om at droppe atomaftalen med Iran, af hans beslutning om at bryde årtiers Mellemøstpolitik ved at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og af hans trusler om at droppe amerikansk hjælp til lande, der ikke bakker hans politik op. Disse skridt bryder direkte med de europæiske landes Mellemøstpolitik og sætter spørgsmålstegn ved allieredes forhold til USA. Det var slående, at de fleste EU-lande stemte imod USA i FNs generalforsamling om Jerusalem.

Beslutningen om at anerkende Jerusalem ”er et katastrofalt eksempel på, at USA mister troværdighed,” siger den tidligere amerikanske NATO-ambassadør, R. Nicholas Burns. Det skyldes ikke mindst, at Jerusalem skulle være det sidste diplomatiske kort over for Israel for at få en to-statsløsning. Nu er kortet smidt væk, og palæstinenserne kan – foreløbig – vinke farvel til deres egen stat. Det er Trumps svigersøn, Jared Kushner, som står bag den nye politik. Han har private erhvervsinteresser i Israel og Saudi-Arabien, og han mente, at når Israel, Saudi-Arabien og Egypten bakker op bag USA, kan der lægges pres på Iran, og så kan man ignorere palæstinenserne. En så forsimplet udenrigspolitik skal man lede længe efter.

Den tyske debat om en mere uafhængig linje over for USA er især ført af den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, der er tidligere socialdemokratisk formand. Han mener, at Tyskland og EU må arbejde for at definere europæiske interesser og ikke bare et europæisk værdisæt, ellers bliver der ingen respekt for EU, og derfor må EU-landene vænne sig til at diskutere udenrigs- og sikkerhedspolitik med befolkningerne. ”Vi har i Europa ingen erfaring med strategiske overvejelser,” sagde han for nylig til Der Spiegel. Det vil mange nok benægte, men han har en pointe, når man ser på tilsvarende overvejelser i amerikanske tænketanke. En mere gennemarbejdet fransk-tysk inspireret udenrigspolitik er også nødvendig for at kunne håndtere nye koldkrigs-tendenser i Rusland, når USA er fraværende.

Også den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har for nylig slået til lyd for, at europæerne må gøre en ekstra indsats for at håndtere truslerne mod den vestlige orden, udtrykt som det liberale demokrati, baseret på retssamfundet, nemlig i en tid, hvor Trump ”systematisk undergraver USA’s førende internationale position ved at tage afstand fra mange af de internationale aftaler,” og hvor Trump dyrker autoritære ledere.

Kina er med styrke trådt ind på den globale scene og udnytter Trumps isolationisme. Den franske præsident Emmanuel Macron, forsøger under et besøg i Beijing at lave en strategisk alliance mellem Kina og EU – dét som Trump ingen forståelse har for. Vi ser i denne tid magtskiftet udfolde sig mellem Vesten (eller Pax Amerika) og den nye verden. Det får lige så afgørende betydning som Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald. Europæerne bliver nødt til at klare sig selv og orienteret sig hele kompasset rundt.