Postkort fra Romklubbens 50 års-jubilæum

Af Christian Hedegaard

Postkort fra Romklubbens 50-års jubilæum

’Sometimes you need to live it, to understand it,’ bemærkede Romklubbens nyudpegede formand Sandrine Dixson-Decléve, undskyldende for det tropiske indeklima der mødte forsamlingen i Instituto Patristico Augustinianum d. 17. oktober. Klubbens 50-års fødselsdag markerede et skarpt hjørne, ikke blot fordi lejligheden blev benyttet til at gennemføre et regulært generationsskifte (Ernst v. Weizsäcker, klubbens ansigt gennem en årrække, afløstes af Sandrine Dixson-Decléve og Mamphela Ramphele), men ligeledes fordi det markerede triumfen for den dagsorden, som klubben har været ledende på siden rapporten, Limits to Growth, fra 1972. Hvad dengang var et synspunkt lige så ilde set, som det var usædvanligt, er i dag en generel erkendelse hos majoriteten af klodens ledende politiske, intellektuelle og økonomiske kræfter (dog med få, men vigtige undtagelser.) Jeg taler om erkendelsen af i) at vækst næppe er den eneste (hvis overhovedet en) løsning på vores voksende klimaudfordring og ii) at vækstbegrebet alene er meningsløst, hvis det ikke ses i sammenhæng med de negative eksternaliteter (CO2-udledning, belastning af klodens økosystem, voksende ulighed, etiske begrænsninger mv.), det synes uløseligt forbundet med.

Netop fordi klubben har været bannerfører på denne agenda, og fordi man igennem årtier har kæmpet for at italesætte klimaområdet, navnlig i relation til vækst, kunne man efterlades med det indtryk, at det for klubben er svært at løsrive sig fra denne måde at tale om problemet på – altså en måde, der først og fremmest fokuserer på at forklare og anskueliggøre udfordringens omfang. Virkeligheden er, at diskussionen har flyttet sig betydeligt bare de seneste ti år, og at det i dag kun er de allermest virkelighedsfornægtende, der ikke anerkender klimaudfordringen i en eller anden form, hvorfor den politiske samtale nødvendigvis skal omstille sig fra at omhandle, om vi har et problem, til hvad vi skal gøre ved problemet.

Mødets hovedtalere fordelte sig således også i to lejre: en, der adresserede problemets omfang og tegnede overbevisende og urovækkende fremtidsperspektiver i fraværet af radikal politisk handling, og en anden lejr, der diskuterede det politiske handlerum, hvori løsningerne skal tænkes og findes. Fremtrædende forskere som Johan Rockström, tidligere leder af Stockholm Resilience Centre og nyudnævnt chef for Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung, præsenterede et udfaldsrum for den forestående katastrofe, der tog sit afsæt i forskellige niveauer for udledning de kommende år. Ikke noget usædvanligt for en forsker i klimaforandringernes negative følgevirkninger, men desværre uden direkte at adressere det politiske problem – altså ’hvad gør vi nu?’-delen.

Den britiske økonom Tim Jackson istemte det alarmerende anslag og fremhævede ’ecological economy’ som det paradigme, der nødvendigvis må dominere vores politiske samtale de kommende år. Han definerede, i lighed med Raworths doghnut-økonomi, vores økologiske begrænsninger som udgangspunktet for enhver diskussion, der omhandler, hvad vi vil med vækst og økonomi i XXIe århundrede. Jackson talte om økonomiens rolle i vores samfund men afviste absolutistiske eller samfundsomvæltende ideer: ’der er ikke tale om, at vi ikke skal vækste, eller at kapitalismen skal afskaffes – nej, det handler om at bruge de værktøjer, vi har i vores demokratiske økonomier, til at tjene de mål, vi forfølger som samfund.’ Eller sagt på en anden måde; vi har ikke tid til at lade ønsket om samfundsrevolutionen stå i vejen for de ting, vi bliver nødt til at gøre i dag, hvilket har resonans med Obamas ’good is actually.. GOOD!’, en appel til at se pragmatisk på politiske løsninger i stedet for at forblændes af det perfekte.

Politisk nytænkning de kommende 50 år

Der var dog også tilløb til politiske løsninger. John Schellnhuber, der i en menneskealder har arbejdet med området, dels som permanent medlem af IPCC, som visiting professor ved Oxford og som grundlægger af føromtalte Potsdam Institut, præsenterede et yderst tankevækkende fremtidsperspektiv, der lånte lige dele fra egen forskning og fra Aldous Huxley og andre med ham. Det proklameredes indledningsvis, at oplægget ikke blot var et fremtidsblik på diskussioner, der ville præge klubbens kommende 50 år, men også et bevidst forsøg på at provokere forsamlingen og debatten om klimaforandringer ud af det vadested, den synes at befinde sig i for nuværende. Schellnhuber fremhævede jf. den seneste IPCC rapport, at man i stedet for at betragte en temperaturstigning på to grader som et sigtepunkt i midten af skiven måtte vende sig til at se dette som kanten af skiven, dvs. den grænse, vi skal holde os under, hvis vi vil gøre os håb om at undgå, hvad George Monbiot kalder et regulært ’climate-breakdown’ og at miste kontrollen med planetens tilstand. Passende – eftersom mødet foregik med udsigt til Peterskirken – præsenterede Schellnhuber sin version af ’Adams Skabelse’, nu tilføjet en antropomorf robotskikkelse uden for billedet til venstre for Adam. Pointen var her, at kunstig intelligens er en del af løsningen på klimaudfordringen og kan bidrage til at anvende vores ressourcer bedre. Det har også den dystopiske udsigt, med Schellnhubers ord, at ’hvis vi ikke magter at indrette vores livsform på at bebo planeten i det lange løb, kan det være, vi har held til at skabe liv, der kan klare sig med det, kloden har at tilbyde.’ 

Dagens sidste session bød på egentlig politisk diskussion. Anders Wijkman, der er tidligere parlamentariker i Europaparlamentet, den svenske Riksdag og generalsekretær for svenske Røde Kors, holdt dagens sidste præsentation under overskriften Crafting a Climate Emergency Action Plan. Og selvom denne Action Plan i det store hele udeblev, bragte Wijkman en række originale tanker på banen, der på sigt kan bringe diskussionen videre. Et eksempel herpå var et forslag om at udstyre verdens mest sårbare klimaflygtninge med et såkaldt klimapas, der ville give dem mulighed for at emigrere til de lande, der havde tilsluttet sig en aftale herom. Ideen låner fra 1922, hvor den norske polarforsker og politiker Fridtjof Nansen introducerede det såkaldte Nansenpas, der blev udstedt til flygtninge fra den russiske borgerkrig, som af Lenin blev gjort statsløse i 1921, og ligeledes til armenere, der havde været ofre for det tyrkiske folkemord. Passet blev udstedt til omkring en halv million mennesker og var gyldigt i over 50 lande indtil 1938. Wijkmans forslag er at tilbyde et klimapas til indbyggere på øer, der forsvinder grundet havstigninger de kommende ti-tyve år, og samtidig dermed delagtiggøre resten af verden i ansvaret for disse ofre for vores kollektive CO2-udledning. Foruden at være originalt er forslaget også et forsøg på at tvinge politikere og offentligheder i tale ved at anskueliggøre, at nok er de her problemer langt væk lige nu – men det bliver de ikke ved med at være.

Som deltager i dette storslåede, intellektuelle fødselsdagssymposium kan man ikke andet end bekymres over rådvildheden, der synes at herske selv på det øverste politiske niveau i konfrontationen med denne enorme udfordring. Fraværet af overbevisende politiske svar runger i lokalet. Som en deltager officiøst bemærkede, er klimaudfordringen som politisk projekt en totalt ukendt størrelse, fordi vores kollektive kampe historisk har været mod undertrykkelse, overmagt eller ydre fjender. Vores potentiale til at frigøre os er kernen i historiens store politiske sejre. Sagen er blot, at når det kommer til klimaet, er der ingen ydre fjende, men det er derimod vores egne kulturelle dispositioner og vaner, vi skal frigøre os fra, og det er en uvant politisk udfordring. Hvordan vi løser denne, bliver århundredes helt afgørende politiske spørgsmål. At problemet er en realitet, ved vi kun alt for godt.