Et nyt Taiwan med store udfordringer

Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner.

Taiwans nye præsident Tsai Ing-wen og hendes regering starter arbejdet d. 20 maj. For første gang i Taiwans historie har det uafhængighedssøgende parti DPP ikke blot præsidentposten og regeringsmagten, men også flertallet i parlamentet. Dermed står Tsai Ing-wen og DPP med det fulde ansvar for en lang række udfordringer med økonomien, krav om opgør med fortiden og ikke mindst med forholdet til Kina.

Ambitionerne er høje. Det gælder også på det demokratiske område, hvor taiwanerne ikke længere skal spørge om tilladelse til at demonstrere. Herudover præciseres politiets ret til opløsning af demonstrationer til kun at gælde over for demonstrationer, der er voldelige og hærgende. DPP forsøger dermed at ændre på den nedjustering, der er sket af Taiwans demokrati over de sidste 8 år af Freedom House. DPP forventes dog ikke at afskaffe dødsstraffen, som EU åbent har kritiseret.

Forholdet til Kina følges med stor interesse fra både EU og USA. Det skyldes ikke mindst, at Kina betragter Taiwan som en del af riget. Det vækker bekymring, at Kinas alliance med Taiwans afgåede regeringsparti KMT har fejlet, og at der ikke er fundet en erstatning for den såkaldte 1992-konsensus. Denne konsensus har bidraget til gennemførslen af mere end 20 handelsaftaler mellem Kina og Taiwan over de sidste 8 år. 1992-konsensussen siger, at der eksisterer ét Kina, men at der er forskellige opfattelser af, hvad definitionen er på dette ene Kina.

Der skal findes et nyt samarbejdsgrundlag mellem Taiwan og Kina. DPP accepterer ikke 1992-konsensussen, da DPP ønsker, at Taiwan bliver et normalt land. Til gengæld vil DPP gerne samarbejde baseret på ånden fra samtalerne i 1992. Det var netop samtalerne i 1992, der skabte konsensussen.

Kina har ikke kritiseret Tsai Ing-wen, og i dag findes der samtaler sted mellem Kina og DPP. Der er intet som tyder på, at der kommer væsentlige spændinger over Taiwan-strædet. Kina har noteret sig, at DPP vil arbejde for status quo og fortsætte et stabilt, forudsigeligt og fredeligt samarbejde med Kina. Kinas kritiske udtalelser har derfor mere karakter af retorik end egentligt kritik.
Nye handelsaftaler bliver mindre i omfang og vil gennemgå en langt grundigere demokratisk kontrol i Taiwan. Over de sidste 8 år er handelsaftalerne også blevet langt mere tekniske, da mange store emner er blevet omfattet.

Taiwans eksport er stærkt forbundet med Kina. Når 40% af eksporten går til Kina, og den samlede eksport er faldet hver måned de sidste 13 måneder. Taiwan vil derfor forsøge at mindske afhængigheden af Kina ved at åbne for yderligere samarbejder med EU, USA og flere asiatiske lande samt at blive en del af frihandelsområde TPP (Trans-Pacific Partnership). Det kræver hårde reformer på hjemmefronten og specielt i serviceindustrien.

Vi vil også se ændringer i udenrigspolitikken. Taiwan vil formodentligt styrke Taiwans internationale status indirekte gennem de løbende konkrete forbindelser med andre lande og ved at støtte NGO’er, som har sympatier for Taiwan. Dermed sikres en mere autentisk støtte end ved penge-diplomatiet til de 22 lande, som anerkender Taiwan. Disse lande er dog stadig vigtige for, at Taiwans stemme kan blive hørt i internationale fora.

Et opgør med fortiden er også blevet nemmere med et flertal i parlamentet. Det nye parlamentariske flertal arbejder på at tilbageføre KMT’s ulovlige besiddelser fra diktaturets tid til almene formål. Dette vil øge splittelsen i KMT og efterlade verdens rigeste parti som et almindeligt parti uden de samme rigdomme.

Taiwan er ikke som i går. Med indsættelsen af Tsai Ing-wen som præsident er både befolkning og den politiske elite enige om, at Taiwan skal være et normalt land. Den kinesiske stemme i Taiwan er næsten forsvundet, og det bliver udfordringen for ét-Kina-politikken i Danmark, EU og USA.