Et nyt Europa er på vej

Af Hugo Gaarden

Brexit-forhandlingerne ser ud til at blive ekstremt komplicerede, fordi der kommer skiftende meldinger fra briterne. Men dette ”bøvl” overskygger en underliggende tendens: at EU og især Tyskland allerede forbereder sig på fremtiden. Det kan ændre EU radikalt. Vil Danmark forblive passiv?

Europa er under forandring, men det sker i det stille, selv om det får vidtrækkende betydning. Vi er hastigt på vej ind i en situation, hvor magten centreres omkring euro-zonen og Tyskland, og hvor EU vil udvikle sig mere uformelt og med forskellige hastigheder – dvs. med en større opdeling af EU-landene. Om 10-20 år er EU noget helt andet end dét, vi kender i dag, og som har været kernen i europæernes forståelse af det europæiske samarbejde.

De nuværende Brexit-forhandlinger og briternes vanskeligheder med at finde ud af, hvad de vil, vil præge medierne og offentlighedens opfattelse af EU de kommende par år, men det er dybest set ikke afgørende for, hvor EU bevæger sig hen. Derfor kan ”bøvlet” med briterne overskygge de fundamentale tendenser: At EU og især Tyskland allerede forbereder sig på fremtiden.

Stilhed omkring fremtiden
Problemet for befolkningen – og demokratiet – er, at disse forberedelser sker i stilhed, dvs. bag politikeres og diplomaters lukkede døre. Om end ikke helt. Det danske udenrigsministerium har en mangeårig tradition med at holde debat-møder med pressen og eksperter i forbindelse med det årlige ambassadørmøde i Eigtveds Pakhus. Møderne holdes efter de såkaldte Chatham House-regler, hvor f.eks. journalister nok må referere til debattens emner, men ikke til deltagerne. Det betyder, at diplomaterne og indkaldte eksperter kan tale friere, end de ellers ville.

Et af debat-emnerne i sidste uge var Brexit og konsekvensen for EU. Der kom vurderinger, som slet ikke indgår i den danske debat, men som til gengæld ses på fremtrædende plads i de tyske medier. Fremtiden efter Storbritanniens udtræden af EU er allerede begyndt – nemlig på tanke- og planlægningsstadiet. Det afgørende for EU er slet ikke Brexit-forhandlingerne, for de kører deres eget løb. Det er umuligt at se, hvor det ender, udover at briterne får en nedtur, ingen kan forestille sig. Briterne kan slet ikke få den globale rolle, de taler om, og situationen forværres af, at briterne – selv den konservative May-regering – er dybt splittede. Desuden vil briterne formentlig bevare en vis tilknytning til EU.

Tyskland i førersædet
Umiddelbart har Brexit betydet, at de tilbageværende 27 EU-medlemmer står stærkere sammen end hidtil. EU har desuden klaret to kriser, nemlig euro-krisen og flygtningestrømmen, og optræder stærkere end tidligere i G7- og G20-sammenhæng. Men hvor lang tid holder det? Tyskerne og franskmændene er klar over, at EU ikke kan fortsætte som hidtil, og der kan ikke ske store ændringer i samarbejdet med de nuværende traktater. Der må være en anden dynamik.

Det bliver tyskerne, der kommer til at køre løbet, for de vil ikke lade sig hæmme af hverken en Brexit eller andre problemer med minoriteter i EU. Tyskland kan se, at alles øjne retter sig mod Berlin, ikke mindst Xi Jinpings fra Beijing. Med Donald Trumps isolationistiske kurs og med de kaotiske forhold i London er der kun én leder i den vestlige verden, som resten af verden kan fæste lid til – kansler Angela Merkel, som utvivlsomt fortsætter efter valget den 24. september.

Det afgørende for tyskerne er derfor, hvad det er for en konstruktion, der tjener de tyske interesser og det EU, som er blevet en del af den tyske identitet. Er det de nuværende EU-institutioner, som tyskerne identificerer sig med? Vil tyskerne blive ved med at leve med énstemmighedsbeslutninger og med enkeltlandes ret til at vige uden om at løse fælles opgaver – som flygtningestrømmen? Der er ikke noget officielt svar, men når man følger debatten, er det tydeligt, at Tyskland på sigt vil have et andet beslutningsregime. De, der har den økonomiske og politiske tyngde, skal ikke hindres af resten.

Mindre rigidt
Det er den vigtigste grund til, at tyskerne – både politikere og eksperter – taler så meget om et EU med forskellige hastigheder eller med en forskellig geometri. Der skal være større fleksibilitet. Dé, der vil gå foran, skal kunne gøre det.

Ved en mere fleksibel konstruktion, men med magten centreret endnu mere i eurozonen og i Berlin, bliver der også plads til et Storbritannien, der allerede nu bløder op for sin ”hårde Brexit.” De seneste udspil fra London går netop ud på at få en lang overgangsfase til måske 2022, og det er tænkeligt, at briterne ender med at forbliver koblet på hoveddelene i Det indre Marked. Det er klart i tyskernes interesse, for tyskerne er netop interesseret i at bevare verdens største enhedsmarked, og desuden har tyskerne en interesse i at bevare briterne i det diplomatiske spil. Tyskerne erkender, at briterne har spillet en afgørende rolle for EU’s globale position – og for at få EU til at fungere rimeligt gnidningsløst.

Tyskerne kan godt have en vis betænkelighed ved at være dem, der skal drive Europa fremad på den globale scene, hvis briterne ikke er med, og tyskerne har absolut ingen interesse i, at EU-apparatet skal stå for Europas internationale politik – uanset om det er EU-kommissionen eller rådet. Tyskland og Frankrig har de seneste par år gjort det klart, at kommissionen ikke skal have mere udenrigspolitisk magt, tværtimod.

Hvor står Danmark?
Derfor kommer vi tilbage til kernen i de fremtidsplaner, der er ved at blive udviklet bag de lukkede døre: Hvordan skal Europa organiseres i en verden under stor forandring? Spørgsmålet er ikke, hvordan EU skal organiseres, men Europa. De afgørende aktører fremover bliver nationalstaterne og ikke EU-institutionerne, omend staterne vil operere i et tæt samspil via institutionerne – med ”de villige.”

Det stiller selvklart Danmark over for en udfordring. Danmark er relativ passiv og har ikke nogen udfarende rolle, selv om Danmark har haft nogle af de stærkeste stilling i mange år i EU-systemet. Danskerne betragtes som alt for flinke.

Men vil Danmark have indflydelse på fremtidens konstruktion, må de danske regeringer og diplomater også optræde langt mere markante med egne udspil – uanset om det er for lukkede eller åbne døre. Det er ganske enkelt alt for små sager, der fylder i den danske debat om EU og udenrigspolitikken. Om vi er med i euroen er pebernødder i forhold til at være med til at udforme fremtidens vigtigste politiske og økonomiske center ved siden af USA og Kina. Derfor vil et stærkere dansk engagement formentlig kræve, at danskerne først tager et opgør med sig selv – om at være aktive eller passive.