Der er begyndt en ny kold krig mellem USA og Kina

Ukraine-krigen og sanktionerne fra Vesten har fået Kina til at erkende, at landet kan blive næste mål op USA’s sanktionsliste. Kina forbereder sig på at klare sig uden Vesten, men foretrækker dog en multinational verden. Det oplevede EU på det seneste topmøde.

Af Hugo Gaarden

USA har været meget optaget af, hvorvidt Kina bakker op om Rusland under krigen i Ukraine – økonomisk og militært. Det fremgik også af EU’s pegefinger over for præsident Xi Jinping under sidste uges virtuelle topmøde: EU advarede om konsekvenser, hvis Kina underminerer sanktionerne.

EU har dog ikke erkendt, at hverken USA eller EU selv skal være belærende over for den nye supermagt. Mødet var mildt sagt køligt, og Kina rokkede sig ikke en tøddel. Xi smed sågar salt i såret på europæernes sikkerhedspolitiske afhængighed af USA ved at sige, at EU må optræde mere uafhængigt over for USA. 

EU’s nye skepsis over for Kina skyldes den aftale ”uden begrænsninger,” som Kina og Rusland indgik under vinter-OL. Det blev i Vesten tolket som en ubegrænset støtte til Rusland og den efterfølgende krig.

Kina vil dog formentlig aldrig vil optræde så letsindigt, som Vladimir Putin gør. En Kina-ekspert ved Stimson Center i USA Yun Sun siger til New York Times, at Kina ikke havde ventet en altomfattende invasion i Ukraine, og at kineserne ikke mener, at Rusland havde behov for at invadere Ukraine for at opnå dét, Putin ville; nemlig at sætte en stopper for NATO’s ekspansion og at sikre Ukraines neutralitet.

Kina vil på den anden side heller ikke gå imod Rusland. For det første er Kina imod NATO’s udvidelsesbestræbelser, for det andet vil Kina have ret til at handle med Rusland, og for det tredje vil Kina ikke underkaste sig amerikanske sanktioner. Kina har for længst set, hvilken vej den geopolitiske vind blæser. Kina skal bremses, og USA vil bruge sanktioner som et middel, også mod Kina.

Hvad tænker Kina om USA?
Kina ser USA’s reaktion på krigen i Ukraine som endnu et tegn på den amerikanske nedtur som supermagt. USA har ikke villet forsvare Ukraine militært, dvs. med soldater og aktiv krigsførelse. Det viser, at USA heller ikke vil støtte Taiwan militært, hvis Kina vil angribe Taiwan for at tvinge landet ind under Kina.

Kina hæfter sig ved, at sanktionerne rammer Vesteuropa hårdt, og at de ikke har standset krigen eller knækket Putin. Derimod er det sandsynlige udfald, at USA og NATO må acceptere et neutralt Ukraine, som har været Putins krav i årevis. For Kina er det et tegn på, at USA næppe får held med at opbygge store slagkraftige alliancer mod Kina.  

Imens Putin bruger en uhørt brutalitet i Ukraine, går Xi langt mere forsigtigt frem. Han hindrede en løsrivelsestendens i Hongkong, uden at én eneste officielt er slået ihjel, og selvom Xi mener, at Taiwan hører til Kina, så vil han formentlig arbejde på en gradvist tættere tilknytning til Kina fremfor en magtovertagelse – også for at bevare Taiwans høje teknologisk niveau og taiwanske virksomheders vitale engagement i Kina.

Men Kina er dog bekymret for en Stillehavsversion af NATO under amerikansk ledelse. Kina ser bevidste bestræbelser fra præsident Joe Biden for at svække Kina, og det blev bekræftet under en to timers telefonsamtale, Xi og Biden havde den 18. marts, hvor der ikke var tale om en tilnærmelse, snarere tværtimod. 

Kina hæfter sig ved den ideologiske linje, som tre af Bidens nærmeste udenrigspolitiske tænkere har lagt: Sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan, udenrigsminister Antony Blinken og den ansvarlige for Asien, Kurt Campbell, der synes at være den egentlige hjerne i filosofien. Den bygger på en erkendelse af, at USA ikke alene kan klare konkurrencen fra Kina, der vil overhale USA økonomisk, teknologisk og måske militært i løbet af få år. For at bremse Kinas vækst, har USA brug for samtlige allierede i Europa og Asien. Kina er trods alt større end USA og Europa til sammen, og bliver en større magtfaktor om få årtier.

Derfor ser Kina sanktionerne mod Rusland som en generalprøve på et modspil mod Kina. Da sanktionerne har skabt et voldsomt pres på vestlige virksomheder for at forlade Rusland, kan det danne mønster for, hvordan virksomheder også kan presses ud af Kina, ligesom USA har tvunget Huawei ud af USA og fået en stribe europæiske lande til at spænde ben for Huawei.

Bidens forgænger Donald Trump førte handelskrig mod Kina, men det blev et klart nederlag for USA. Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, drog på salgsturne blandt USA’s allierede for at samle Vesten mod Kina – rettet mod kommunistpartiet. Han ønskede et regimeskifte. Dét, som Biden ved en forhastet udtalelse kom til at udtrykke over for Putin. Denne tendens har sat sig fast i toppen i Beijing.

Derfor er Kina allerede gået i offensiven for at styrke sin position i bl.a. Asien, ikke bare med den nye Silkerute, men også ved aftaler med arabiske lande, herunder Saudi-Arabien og Iran. For få dage siden var Kinas udenrigsminister, Wang Yi, i Indien til møde med sin kollega, Subrahmanyam Jaishankar, for at forbedre relationen mellem de to lande efter militære sammenstød i Himalaya. Hverken Indien eller Pakistan fordømte i FN Putins invasion i Ukraine.

En række lande med sammenlagt tre milliarder indbyggere undlod altså at stemme mod Rusland i FN. Over halvdelen af de afrikanske lande indtog samme holdning.

Desuden har Kina indgået en aftale med Solomon-øerne i Stillehavet om retten til at stationere militær på øerne og at bruge øernes dybvandshavn. Det kan blive til Kinas første militærbase i Stillehavet.

Men også på hjemmefronten styrker Kina sig til dét, som økonomen Yukon Huang i en artikel i Carnegie Instituttet har kaldt en Ny Kold Krig. Kina vil gøre sig uafhængig af Vesten – økonomisk teknologisk og finansielt. Kina vil lave et alternativ til dollaren, også i betalingssystemerne, for at vriste sig fri af sanktionskrav. Kina vil ikke acceptere en global, amerikansk dominans.

Kina er godt i gang med et amerikansk modspil, der kan omfatte flere lande og en større del af verdens fremtidige økonomi end dét, Vesten kan opbygge. Det er et perspektiv, som bliver vitalt for Europa at have for øje. Vil Europa som USA bekæmpe Kina, eller vil Europa samarbejde med fremtidens kraftcentre? EU har endnu ikke givet et klart svar.