Nu kommer den nye verdensorden

Den seneste måneds udvikling under coronakrisen viser, at det er nu, den nye verdensorden kommer. Det politiske og økonomiske center rykker fra Vesten til de nye økonomier med Kina i spidsen.

Af Hugo Gaarden, 26.03.2020

Det er ikke kun Kina, der tager over efter USA og Vesten, men primært Asien, herunder de østasiatiske demokratier. De reagerer helt anderledes end Vesten på coronakrisen med meget lave tabstal og uden at lukke samfundene og økonomien ned.

Skiftet i magtbalancen svarer til Suez-krisen i 1956, hvor USA tog over efter Storbritannien og Frankrig, der klumrede gevaldigt i deres mellemøstpolitik. To amerikanske forskere og embedsmænd med stor Kina-erfaring, Kurt M. Campbell og Rush Doshi, skriver i det seneste nummer af Foreign Affairs, at coronakrisen kan markere et nyt Suez-moment.

De påpeger nemlig, at USA’s ledelse med præsident Donald Trump i spidsen har undermineret regeringens kapacitet og kompetence ved i lang tid at ignorere krisen, at ignorere et internationalt samarbejde, at mangle produktion af hospitalsudstyr og ved en manglende evne til foretage test og forebyggelse.

Det samme kan siges om samtlige europæiske lande, og dette illustreres grafisk (se nedenfor). De europæiske lande standsede ikke for indrejsende fra coronaramte lande, og de testede og isolerede ikke straks samtlige potentielle patienter eller kontrollerede deres færden og kontakter digitalt – sådan som Singapore, Hongkong og Taiwan gjorde det. De tre regioner har haft 8 døde, mens der har været langt over 10.000 døde i Europa. Sydkorea og Japan har brugt samme bekæmpelsesmetode og lukkede ikke samfundene ned – med små tabstal til følge. Imens har kineserne fået bugt med epidemien efter to måneders hårdhændede bekæmpelser, og nu genrejses økonomien og dagliglivet.

Vestens regeringer reagerede ikke på de første coronategn i januar, også selv om WHO den 25. januar sagde, at virussen udgjorde en global fare. I både Tyskland og USA har virologiske institutter de seneste år advaret mod epidemier og har anbefalet at bygge et beredskab op – men intet skete.

Da Europa og USA kom sent i gang, slog de økonomien ned i stedet for at isolere de egentlige risikogrupper. Det har kastet Vesten ud i en recession værre end finanskrisen i 2008-9. For at afbøde virkningen har Vesten vedtaget de største finansielle pakker nogensinde. USA’s pakke svarer til 10 procent af BNP, mens de europæiske pakkeløsninger svarer til 2 procent af BNP, men behovet er ifølge nogle økonomer snarere på 5 procent For Danmarks vedkommende ville det svare til 100 milliarder kr.

Det er kolossale beløb, som bruges på at holde liv i samfundene. Ingen har hidtil turdet foreslå så store investeringer for at investere i fremtiden med infrastruktur, digitalisering, skoler og sundhed. I mange år er sådanne investeringer forblevet en umulighed. Kan dét og de mange døde skabe uro og omvæltninger?

Tyskland har brudt sin strenge finans- og gældspolitik og er blevet mere åben for mere gældsætning i EU og for at udstede fælles obligationer. Europæerne har lavet finansielle pakkeløsninger, der er bedre end under finanskrisen, så coronakrisen åbner måske for en større grad af fælles europæisk finanspolitik. Men hidtil har EU-landene lukket grænserne og nægtet at være solidarisk med f.eks. Italien, som nu får hjælp fra Kina og Rusland. Krisen burde få Europa til rykke sammen og erkende sin sårbarhed og sin afhængighed og dermed foretager massive investeringer for at klare sig i konkurrencen med USA og Kina. Men det kan lige så godt gå i den modsatte retning. Det er en kæmpe udfordring for EU.

Europa og USA har demonstreret, at de ikke har været i stand til at banke en storproduktion af medicinsk udstyr i vejret i lyntempo, ligesom de heller ikke kan hamle op med Huawei i 5G-teknologien.

Kina kører selvbevidst frem i denne tid for at sætte den internationale dagsorden. Det kan give bagslag, men Kina har demonstreret, hvor svage de vestlige lande er, både økonomisk og i den politiske handlekraft. Det bliver et problem for Vesten, hvis befolkningerne om nogle måneder spørger, om det var rigtigt at ofre tusinder af menneskeliv og sætte samfundet i stå for at undgå at bruge de barske metoder, som ikke bare Kina men også demokratierne i Østasien brugte. I dag er det spørgsmål fejet ind under gulvtæppet. Vi risikerer politiske omvæltninger.

De vestlige lande har forsøgt at håndtere den økonomiske nedtur i eget regi, f.eks. i G7-gruppen, men de måtte til sidst erkende, at G20-landene med Kina i spidsen må involveres. Kinas tid er kommet. Hele USA vil stritte imod – ikke bare Trump, der taler om ”den kinesiske virus”. Det kan let føre til økonomisk og teknologisk krig – et nyt jerntæppe. Daimlers topchef, Ola Källenius, siger, at det vil være en fejl, hvis Vestens virksomheder holder sig fra Kina, for det er dér fremtidens vækst ligger. Globaliseringen skal holdes i live.

Grafen fra Financial Times viser den markante forskel på antallet af coronasmittede i Vesten og i Østasien.

Finanskrisen viste, hvor vitalt samarbejde er, som den tidligere britiske premierminister, Gordon Brown, gør opmærksom på. Epidemier og klimaproblemer kan ikke klares af landene selv. Han foreslår, at G20 skal gøres til verdens vigtigste økonomiske forum, og at G20 etablerer en task force for at håndtere krisen og forebygge nye kriser. ”Der er behov for at etablere en ny international struktur og et globalt samarbejde af en helt ny størrelsesorden,” skriver han i Financial Times. Det står i skærende kontrast til Trumps selvpromoverende udgydelser på tv og på den nationalistiske tænkning i Europa.

Kina har langt flere midler til investeringer end Vesten, og dets finansmarked nærmer sig det amerikanske. Investorer strømmer selv under coronakrisen til Kina, der bliver et finansielt alternativ til USA. Også dén udvikling har længe været på vej, men det er først nu, at vi for alvor mærker den. Det er nu, verdens centrum rykker øst for Suez.