Merkel har genskabt klassisk politik

Af Hugo Gaarden

”Yes, we can,” sagde Barack Obama. “Wir schaffen das,” sagde Angela Merkel. Begge udtalelser går over i historien. Alle oplevede, at det er muligt, at en sort mand kan blive præsident i den gamle slavenation USA.

”Vi klarer det” blev kontroversielt, men Angela Merkel viste med sin ”velkommenhedskultur,” at den gamle nazi-nation stort set var det eneste europæiske land, der viste et humant ansigt over for en million flygtninge. Modstanden i den tyske befolkning voksede dog i takt med, at de nye borgere blev synlige i gadebilledet og i nationens budget, og derfor var Merkel tæt ved at miste magten, og det samme var de klassiske folkepartier.

Men Merkel klarede skærene, selv da mismodet og populismen var på sit højeste, og da alle krævede klare linjer og fornyelser, uden at der blev fremlagt konkrete alternativer. Det skyldes hendes suveræne taktiske kløgt og strategiske tænkning. Hendes udholdenhed med to regeringsforsøg over et halvt år har også vist, at den tyske befolkning trods alt lægger mere vægt på stabilitet end populisme og eksperimenter. Grundlæggende er der ikke noget ordentligt alternativ til Merkels midterpolitik, og det erkendte tyskerne til sidst. Hun viste resistens over for alternativer.

Tyskland i kontrast til Frankrig og Storbritannien

Det står i skærende kontrast til briternes hovedkuldse beslutning om at træde ud af et intenst europæisk samarbejde i håb om, at de kan skabe en ny, global fremtid, og det står i skærende kontrast til franskmændenes skrotning af de etablerede partier for at vælge en ung, relativt uprøvet person, der totalt dominerer fransk politik. Hvad sker der efter Macron?

I Tyskland gik bestræbelserne ud på at danne koalitionsregeringer i stedet for at forsøge sig med en mindretalsregering eller et nyvalg. Det var møjsommeligt, men det er udtryk for, at det klassiske politiske arbejde vandt over alle alternativer. Det handler om kompromisser og ikke om revolution.

For et år eller to siden talte alle i Europa om truslen fra populismen og nationalismen. Kan EU overleve? Dommedagsprognoserne er nu fejet til side. Men udviklingen begyndte i virkeligheden i Frankrig og Holland, hvor Emmanuel Macron og Mark Rutte turde tale klart sprog over for populisterne og samtidig fremlægge troværdige planer for fremtiden uden dramatiske forandringer.

Merkel mestrer det politiske spil, men må forbedre sin håndtering af ’dagligdagsproblemer’

Merkel blev under valgkampen kritiseret for, at hun ikke kunne se noget alternativ til flygtningepolitikken eller sine 12 års midtsøgende kurs. Hun var tæt på at opleve et kup fra sine egne rækker, der vil dreje det borgerlige CDU til højre. Der er ingen tvivl om, at hun fejlede ved ikke at forklare godt nok, hvordan en million mennesker skulle integreres i det tyske samfund, og hun gjorde i den forrige regering ikke nok for at sikre bedre sociale vilkår og betalbare lejligheder for de ca. 25 pct. af befolkningen, der føler sig hægtet af, mens de øverste 10 pct. har massiv fremgang. Halvdelen af tyskerne har en lavere købekraft end for 20 år siden. Skal den udvikling fortsætte?

Men heller ikke socialdemokraterne, SPD, reagerede på tendensen. SPD tøver med at tale om en ny fordelingspolitik, fordi de gamle klassekamp-temaer ikke virker i dag. Men det kan blive det helt store tema i de kommende år, hvor SPD vil genrejse sig. SPD vil formentlig kæde det sammen med en stærkere omfordeling i EU mellem de rige og fattige lande.

De etablerede partier har tøvet med at løse dagligdagens problemer. Hvem vil tale for ”de små”? Men det unikke ved Merkel er, at hun har vist, at den demokratiske proces med at finde kompromisser stadig skal være kernen, også når der skal træffes de helt tunge beslutninger. Hun véd, at tyskerne ikke ønsker dramatiske ændringer, fordi de har prøvet det med katastrofale konsekvenser. Hun har samtidig gjort banen klar for en efterfølger med to-tre personer, der nu kan slås om at få magten. Sjældent har en regeringschef gjort sig så klar til at forlade skuden.

Moderationen vinder frem i Europa – og Tyskland fører an

Den tyske erfaring vil utvivlsomt påvirke hele Europa. Det italienske valg blev ikke helt så kaotisk som frygtet, selv om protestpartierne fik næsten 50 pct. af stemmerne, bl.a. fordi syditalienerne føler sig hægtet af. Men samtidig viste italienerne Silvio Berlusconi vintervejen, og der er en voksende erkendelse af, at Italien faktisk har haft en række kløgtige og moderate regeringschefer i de seneste år. Måske kommer der en koalitionsregering, der kan fungere. I Spanien er Cataloniens selvstændighedstrang faldet til jorden. En opløsningstendens er standset.

Moderationen har altså fået et løft i Europa, men også i en erkendelse af, at regeringerne skal gøre noget aktivt for at forberede sig på fremtiden, f.eks. med digitalisering, bedre infrastruktur og bedre uddannelser. Storbritannien illustrerer det modsatte. Den tidligere premierminister, David Cameron, spillede højt spil i stedet for at tale klart sprog til de EU-skeptiske vælgere, og Theresa May gamblede ved sidste års valg i stedet for at fremlægge klare analyser af konsekvensen ved Brexit. Briterne slås internt om noget, inden véd noget om.  

Merkel turde holde fast ved moderationen, men hun tør også gøre det i EU, hvor hun mere klart end nogen sinde kræver, at medlemmerne skal leve op til spillereglerne. Det er også moderation. EU er ”ingen ensrettet vej,” siger hun. Hvis østeuropæiske lande ikke vil være med til at dække udgifterne til flygtningene, skal de have mindre støtte fra EU. Basta.

Populismen er bremset eller sat på et sidespor i EU, og politikerne er begyndt at trække i det klassiske arbejdstøj. Det glemmer de fleste i nyhedsstrømmen, der skifter evindeligt mellem Trumps tweets, risiko for atomkrig, hackerangreb og handelskrig. Europa er på vej op igen, og det kommer især fra det land, der er knald eller fald for Europas udvikling. Det er ikke den værste nyhed i denne tid.