Nye perspektiver på diasporagruppers engagement i dansk udviklingsbistand
I maj 2018 udgav Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) publikationen “Mellem Bistand og Selvhjælp: Nye perspektiver på diasporagruppers engagement i dansk udviklingsbistand.”
Få succeshistorier bliver til noget uden at møde udfordringer undervejs. Det gælder også diasporaforeningernes arbejde. Dette er vurderingen af seniorforskerne Ninna Nyberg Sørensen og Nauja Kleist sammen med forskeren Ida Marie Savio Vammen, der ser nærmere på forholdet mellem migration, udvikling og humanitær bistand gennem perioden 2002-2018.
De belyser både ’knaster’ og succeser, hvor omdrejningspunktet er effekten af migranter og flygtninges individuelle og kollektive bidrag til såvel udvikling som nødhjælp i forskellige lande, såsom Afrika og Latinamerika. Derfor kan der læses om afghanske, somaliske og filippinske migrationshistorier i et globalt og ikke mindst dansk perspektiv.
Migranter og flygtninges individuelle pengeoverførelser (de såkaldte remitter) er et omdiskuteret emne, men der lægges alligevel mest vægt på foreningslandskaber og diasporisk engagement blandt de mere eller mindre uorganiserede diasporaforeninger. I forbindelse hermed retter rapporten blikket mod de støtte- og samarbejdsmuligheder, som diasporaforeninger i Danmark umiddelbart har adgang til. Det drejer sig om Civilsamfundspuljen, Genbrug til Syd og Diasporaprogrammet og de nye humanitære nødhjælpspatruljer Danish Emergency Relief Fund (DERF) og Diaspora Emergency Action & Coordination (DEMAC), der alle administreres og/eller implementeres af tre større danske civilsamfundsorganisationer.
Heraf udledes hvorvidt og hvordan det øvrige danske udviklings- og nødhjælpslandskab inddrager diasporaaktører i deres arbejde. For at favne hvorledes diasporaforeningerne benytter sig af og samarbejder med de forskellige initiativer, bliver der derfor givet eksempler på konkrete projekter rettet mod oprindelseslande. Derudover bærer andre landes erfaringer og diasporastøtteordninger stor betydning. Der kigges nøje til Tyskland og Sverige – to lande der begge har inkluderet migration og udvikling i deres udviklingspolitik.
Rapporten bidrager således i et bredt omfang til debatten om, hvordan migranter og flygtninge engagerer sig i det danske udviklings- og nødhjælpsarbejde og er med til at skabe flere positive billeder af flygtninge og migranter i den danske offentlighed. Det konkluderes, at på tværs af nationalitet, etniske og politiske forskelligheder er de foreningsaktive motiveret af en moralsk forpligtelse til at hjælpe udsatte befolkningsgrupper i oprindelseslandet såvel som i Danmark. Samtidig er organiserede flygtninge- og migrantgruppers vidtfavnende transnationale civile engagement en nødvendig tilføjelse til fortællingen om manglende integration og andre problemer, som er afstedkommet af indvandring til Danmark.
Slutteligt fremgår det, at Danmark har en veldefineret, begrænset og ganske omkostningslet diasporapolitik, qua de relativt begrænset midler allokeret til diasporaprojektstøtte. Disse begrænsede muligheder kritiseres for at være smalle og uambitiøse. Rapporten peger derfor på, at man med fordel bør udfolde diasporapolitikken og inddrage flere grupper, hæve bevillingsrammer og eksperimentere med flere former for projekter, ikke mindst projekter der kombinerer humanitære indsatser med et længerevarende udviklingssigte, som synes at være diasporaforeningens særlige kompetence.
Download og læs den fulde rapport Mellem Bistand og Selvhjælp: Nye perspektiver på diasporagruppers engagement i dansk udviklingsbistand her.
