Lad os tage fat på de udenrigspolitiske udfordringer og få skabt større fokus den udenrigspolitiske debat herhjemme

U35-KLUMME: Af Robert Matlok, næstformand for bestyrelsen Det Udenrigspolitiske Selskab U35, 12.02.2021

Danmark, med den ledende regering i spidsen, underprioriterer udenrigspolitik i en højere grad end nogensinde før. Det er fører til alvolige konsekvenser og bekymringer for landets nutid såvel som fremtid. 

For et par uger siden offentliggjorde Altinget en måling: Danskernes opbakning til EU er stigende, og i dag siger 65 procent af den danske befolkning ja til vores EU-medlemskab. Det sås også ved valget til Europa-Parlamentet i 2019: Valgdeltagelsen på 66 procent var den højeste nogensinde, og mens EU-kritiske partier gik markant tilbage, gik de mere positivt stemte partier frem.

Danskerne er altså overvejende positive overfor EU og det europæiske samarbejde. Derfor kan det undre, at den europapolitiske – men også den generelle udenrigspolitiske debat – ofte er fraværende i den offentlige debat i Danmark. Det er som om, at udenrigspolitik ikke anses som værende vigtigt, hvorfor udenrigspolitikken underprioriteres i forhold til indenrigspolitikken, selvom de to politikker hænger mere sammen, end man tror.

Vi ser for eksempel en statsminister, som kun prioriterer indenrigspolitikken og lægger nærmest historisk lidt vægt på udenrigspolitikken. Mette Frederiksen repræsenterer Danmark i EU med en markant mere kritisk fremgangsmåde end forrige statsministre. Senest var Danmark en del af de såkaldte “sparsomme fire”, da regeringen ikke ønskede at skyde penge i den europæiske genopretningsfond, hvis pengene ikke var tiltænkt som et lån. Det er det forkerte signal at sende fra en nation på seks millioner indbyggere, som formentlig vil have meget svært ved at stå alene i internationale fora.

Vi ser tilmed, at vores statsminister er kritisk overfor det europæiske projekt. Men det er ikke en god tilgang, hvis man skal tale EU og den generelle udenrigspolitiske dagsorden op. Derudover kan man undre sig over, at Venstre og Radikale Venstre – som profilerer sig som partier med internationalt og europæisk udsyn – heller ikke gør meget for at tale Europa op eller skubbe gang i den udenrigspolitiske debat herhjemme. De forsøgte sig ellers med en artikel i Berlingske Tidende i juni, hvor de sammen gik til angreb mod regeringen, da de var utilfredse med måden, regeringen forvaltede Danmarks interesser i EU på.

Siden har man intet hørt. Jakob Ellemann-Jensen nævner næsten ikke Europa i sine efterhånden mange taler på ekstraordinære landsmøder, og den selvudråbte ”supereuropæer” Sofie Carsten Nielsen har endnu ikke nævnt Europa i sin – ganske vist korte –  tid som formand for De Radikale. Er det den nye ånd hos De Radikale efter Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved og Margrethe Vestager, som tegnede en klar europæisk profil i de sidste årtier, og hvor en glødende EU-fortaler som Jens Rohde nu har forladt partiet?

Vi ser i øjeblikket en verdensorden i opbrud. De internationale magtforhold er under hastig forandring. Derfor er det en smule paradoksalt, at udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål ikke spiller nogen væsentlig rolle i den hjemlige politiske debat, selvfølgelig set bort fra det amerikanske valg og mediernes overbud. De nye globale magtforhold vidner endnu mere om nødvendigheden af, at vi får skabt en udenrigspolitisk debat herhjemme, hvor vi taler traditionelle danske og europæiske værdier op, og hvor vi også tør at sige fra, når andre nationer ikke lever op til disse. Et godt eksempel er handelsaftalen, som EU nu agter at indgå med Kina. Er det rigtigt at lave en handelsaftale med et regime, som er ligeglade med demokratiske værdier? I den forbindelse må man forvente, at udenrigsminister Jeppe Kofod tør tage ordet i Bruxelles og sige fra overfor handelsaftalen, da hans udenrigspolitiske agenda netop beror sig på hans omtalte ”værdikamp”.

Selvom vi nu har en ”normal” præsident i det Hvide Hus i Washington, vil Joe Biden fortsat kæmpe for nogle af de idéer, som den forhenværende præsident Donald Trump introducerede. Det er dog utrolig positivt og vigtigt, at Biden ønsker at styrke det transatlantiske forhold, da vi har brug for et stærkt samarbejde mellem EU og USA, hvis Kina ikke skal overhale USA og blive den nye supermagt.

Derudover er der store udenrigspolitiske udfordringer i Arktis. Trumps forslag om at købe Grønland var uden tvivl en forkert måde at italesætte problemstillingen på. Men hvad betød udsagnet egentlig? Det var til syvende og sidst et udtryk for, at Arktis kommer til at få en afgørende rolle i de kommende år. Det er trods alt ikke for sjov, at USA nu har opbygget et konsulat i Nuuk. Der er store geo- og sikkerhedspolitiske faktorer på spil. Danmark er en del af Rigsfællesskabet og skal derfor påtage sig den vigtige rolle som formidler, når det kommer til stormagternes kamp om Arktis.

Som medlem af internationale organisationer såsom NATO, EU og FN har Danmark tidligere haft en betydelig tradition for at bidrage aktivt til et bredt samarbejde og diplomatiske løsninger mellem nationer. Den tilgang er fuldstændig forsvundet, selvom der er vigtige udenrigspolitiske udfordringer forude. Derfor er det på tide at genstarte den danske tradition for at bidrage til brobygning i internationale konflikter og få skabt en udenrigspolitisk debat, som skaber genlyd i samfundet.

.