Kup mod May – kup mod EU

Af Hugo Gaarden

Tirsdagens afstemning i Underhuset gav premierminister Theresa May en kortvarig sejr, fordi hun fik samlet sit splittede konservative parti. Men hun blev i virkeligheden udsat for et kupforsøg fra hendes hårdeste modstandere, der for enhver pris vil have et hårdt Brexit.

EU-landene hopper næppe på vognen. Dertil er både EU-maskineriet i Bruxelles samt de øvrige 27 EU-lande lidt for vant til politiske rænkespil. Hvis EU skal trækkes rundt i manegen, som de hårde Brexit-tilhængere har gjort det med den britiske befolkning og parlamentet, er det slut med EU og demokratiet.

May kunne eller ville ikke indse den udspekulere manøvre. Hun ser den som en tiltrængt sejr, så hun kan tage til Bruxelles for at forhandle om en ændring af sin Deal. Mere konkret vil hun have et ”alternativt arrangement” til sit ”backstop.” Det er et totalt uforståeligt begreb, som skal sikre, at grænsen mellem Irland og britiske Nordirland kan være åben efter en britisk udtræden af EU. Umiddelbart før tirsdagens afstemning fortalte EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, hende dog, at det var frugtesløst at tage til Bruxelles for at genåbne forhandlingerne. De blev afsluttet i efteråret med hendes Deal.

‘Vildledning klædt i skinnende sko’

Kuppet er udspekuleret, som det fremgår af The Guardians reportage og analyse. Mandag aften mødte hun op til et møde med de hårde Brexit-forkæmpere. De drøftede den dagsordensbeslutning, der skabte sejren for May, nemlig Brady-dagsordenen, der foreslår at erstatte ”backstop” med ”alternative arrangementer” – uden at det er blevet fastslået, hvordan en åben grænse skal sikres. Den hårde Brexit-kerne omkring Jacob Rees-Mogg og Boris Johnson havde tidligere været imod, men pludselig vendte gruppen 180 grader og støttede dagsordenen.

Ville gruppen pludselig støtte en endnu blødere Brexit, end May havde lagt op til? Det kunne nemlig blive konsekvensen af nye forhandlinger i EU, f.eks. ved at lave en endnu længere overgangsordning, hvor Storbritannien skal forblive i toldunionen for derved at sikre en åben grænse, indtil man indgår en langvarig handelsaftale med EU.

Nej, den hårde kerne var ikke blevet blød, men tog salami-taktikken i brug. Gruppen vidste, at en Brexit-tilhænger Kit Malthouse havde udarbejdet et såkaldte Malthouse-kompromis, som blev offentliggjort i løbet af den følgende nat, og som havde en to-punkts plan: Først skulle man genforhandle back-stop for at sikre en åben grænse. Hvis det mislykkedes, skulle man droppe May’s Deal, men have en overgangsperiode for at forhandle en udtræden på WTO-vilkår. Så længe briterne er i toldunionen, kan de ikke forhandle handelsaftaler med andre lande.

Bagtanken var, at de hårde Brexit-hængere ville have skin-forhandlinger, som skulle give May et nederlag, så briterne kunne træde helt ud af EU og forhandle sin egne handelsaftaler – nøjagtigt det, som Boris Johnson hele tiden har tilstræbt, også som udenrigsminister. Som en kommentator hos The Guardian skriver, så var Malthouse-kompromisset i virkeligheden de hårde Brexit-tilhængeres ”vildledning klædt i skinnende sko.”

Good Friday-aftalen og de hårde brexiteers skaber hårdknude (igen)

Ved et regeringsmøde tidligt tirsdag var miljøminister Michael Gove den første, der støttede Malthouse-kompromisset. Det kan samle det splittede parti, sagde Gove, der sammen med Boris Johnson var frontløberen i Brexit-processen. Med løgne og intriger undergravede de deres daværende chef, den tidligere premierminister, David Cameron, for at få briterne ud af EU.

Cameron turde i sin tid ikke skille sig af med Brexit-tilhængerne, og tirsdag kunne eller ville May ikke se, hvordan hun blev manipuleret til at tro på, at hun endelig kunne samle de konservative. De moderate konservative og tilhængerne af en forbliven i EU klappede i på regeringsmødet og siden hen under debatten i Underhuset. Ikke én sagde offentligt, at Rees-Mogg & Company havde en helt anden dagsorden, og at meningen var, at May skulle komme tomhændet hjem fra Bruxelles.

Et af de kløgtigste politiske hoveder i EU, Martin Selmayer, der har været kabinetschef for Juncker, siger, at den irske grænse gør en britisk udtræden af EU umulig, fordi grænsen ifølge Good Friday-aftalen, der afsluttede den nordirske borgerkrig, skal være åben. Ellers kan borgerkrigen genopblusse. Der må være en permanent toldunionen mellem Irland og Nordirland og noget der ligner det indre marked, ellers er grænsen ikke åben. Det vil de hårde Brexit-tilhængere ikke acceptere.

Grænsen er nået

Formanden for EU’s ministerråd, Donald Tusk, har sagt, at han bare venter på en person, der kan sige det, alle venter på, nemlig at briterne bliver i EU. Det kan være ved at ny folkeafstemning eller ved en parlamentsbeslutning efterfulgt af regeringens ophævelse af udtrædelses-beslutningen. Det vil i givet fald føre til udskiftning af regeringschefen – måske med dannelsen af en tværpolitisk regering. Storbritannien er i en dyb krise, så en dramatisk beslutning er derfor mulig.

Det slående ved tirsdagens afstemning var, at Tusk et par minutter efter afgørelsen udsendte en erklæring om, at en genforhandlinger og en ændring af grænseaftalen ikke var mulig. Det var en klar melding – som Junckers: Grænsen er nået. EU vil ikke lade sig fange af kuppet mod May.

May står til at ende i en lige så ydmygende situation som Cameron. Hun risikerer at blive husket for et selv- og folkebedrag. Hun kandiderer til at blive den værste premierminister i moderne tid, som Financial Times har udtrykt det. Men affæren er i virkeligheden en understregning af, hvor vakkelvornt demokratiet er, hvis moderate politikere lader en lille gruppe ekstremister køre løbet, fordi de er højtråbende, smarte eller løgnagtige. Det værste er, at en sådan situation er set mange gange i historien – og nu i et af verdens ældste demokratier.