Konflikt mellem Trump og EU er uundgåelig

Af Hugo Gaarden

Byggematadoren og showmanden Donald Trump forstår at sætte sig selv i scene, og han vil på topmødet med Nordkoreas leder, Kim Jon-un, utvivlsomt indgå en fredsaftale, der måske kan give ham Nobels fredspris, selv om han ikke får fjernet Nordkoreas atomvåben. Men han ødelægger samtidig forholdet til sine allierede. Han er ved at ødelægge den verden, USA byggede op. Europa bliver nødt til at tage en konflikt med ham for at bevare kernen i et demokratisk, liberalt system, ellers kan det give et dramatisk tilbageslag på hjemmefronten.

Efter det katastrofale topmøde i Quebec vokser røsterne i Europa om, at europæerne må finde sin egen strategi og klare sig selv. Den transatlantiske alliance bliver ikke skrottet, men europæerne har et alternativ til den traditionelle afhængighed af USA: at søge samarbejde med hovedparten af verden, der går ind for fri handel og et multilateralt samarbejde. Det var bemærkelsesværdigt, at Kinas præsident, Xi Jingping, samtidig holdt et topmøde i Shanghai Cooperation Organisation (SCO) med en række asiatiske ledere, f.eks. fra Rusland, Indien og Iran. Xi slog på betydningen af handel og samarbejde – mens Trump skabte konflikt med sine allierede.

Fra G7 til G20

SCO-landene har en økonomisk vægt (BNP), der ligger tæt på USA’s eller EU’s, og de 10 største lande uden for Vesten har en større udenrigshandel end USA og EU sammenlagt, ca. 9.000 milliarder dollar! Det er altså dér, tyngden og dynamikken i verden er.

Det betyder, at EU har en interesse i at styrke samarbejdet med disse lande, der organisatorisk er samlet i landegrupper som G-20, BRIK eller SCO – med overlapninger. De europæiske lande og Canada er dværge i forhold til Kina, og Kina alene har en udenrigshandel, der er større end EU’s og lidt mindre end USA’s. Indien er økonomisk stærkere end Italien, og Brasilien er stærkere end Canada. Sydkorea, Rusland og Mexico har en større samlet handel end Tyskland.

G-7 er ved at blive en vittighed, også uden Trump. Derfor har EU en interesse i at gøre G-20 landene til kernen i det internationale økonomiske samarbejde. Kina bliver den økonomisk og teknologisk dominerende magt, og i dag kan man konstatere, at EU er mere på linje med Kina end USA, hvad handel og internationale spilleregler angår. Det betyder, at en reorganisering af G-7 – eller en udfasning – er mere nødvendig end nogensinde. Men samtidig har de europæiske lande en interesse i at være bannerfører for demokratiet, liberalismen og en verden, der bygger på retslige forhold med respekt for internationale aftaler. Europa kan i et nyt, globalt samarbejdsforum, der også omfatter ikke-vestlige systemer, blive forsvareren for disse værdier i stedet for at bruge tid på at tækkes Trump, som synligt finder ubehag ved at omgås demokratiske ledere.    

EU’s bør handle nu  

Trump viser autoritære tendenser og taler om, at han kan benåde sig selv, hvis han skulle blive dømt i Ruslands-affæren. Trump vil ikke erkende, at amerikanske virksomheder har mistet konkurrenceevne over for europæiske og kinesiske selskaber og vil derfor hellere gå i handelskrig end at forbedre hjemmefronten. Han tør ikke eller har ikke evnen til at føre hårde forhandlinger face-to-face med sine allierede, men nedgør dem efterfølgende på tweets i sit trygge Air Force One-fly. Kan Europa være i det selskab?

Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver under Barack Obama, Susan Rice, har på ironisk måde beskrevet, at selv ikke en Vladimir Putin kunne have drømt om, at Trump ville være så ødelæggende for den vestlige verden: Han skrottede handelsaftalen TPP i Asien. Han rokkede ved NATO. Han støttede EU-modstandere. Han undergravede Tyskland via sin egen ambassadør. Han indledte en handelskrig mod sine allierede. Han skrottede Iran-atomaftalen og klima-aftalen. Men alt dette er blevet en realitet. 

Europæerne har mistet tilliden til Trump. Hvad kan EU så gøre mod ham? De kan fremskynde beskatningen af USA’s internetselskaber. De kan effektivt forsvare europæiske virksomheder, der rammes af amerikanske sanktioner, f.eks. omkring Iran. De kan droppe køb af amerikansk militært materiel og samordne den europæiske forsvarsindustri. De kan standse import af amerikansk energi og samtidig tage et opgør med Rusland om Ukraine, så der bliver normale relationer mellem EU og Rusland. Det er skridt, der vil ramme USA langt hårdere end told på nogle jeans og Harvey-Davidson motorcykler.

Europa må indstille sig på en konflikt med Trump

Men på sigt må europæerne udvikle nye samarbejdsstrukturer, der passer til verdens realiteter. G-20 er ikke mere kompliceret end  EU-28, og så vil G-20 være anledningen til at udvikle nye metoder til håndtering af konflikter. Det bliver ekstremt svært at smide lande ud eller lave sanktioner i et G-20. Stridigheder må f.eks. løses ved handelsorganisationer som WTO eller internationale domstole, og det er måske netop en sådan udvikling, der er behov for i en tid, hvor verden bliver stadig mere multinational og multikulturel. F.eks. får EU svært ved at klare genopbygningen i Mellemøsten og redde Iran-aftalen uden samarbejde med Rusland. Det slående er, at EU ikke har udviklet en udenrigspolitisk strategi.

Det skal også erkendes, at Trump har sine styrker. Hvorfor ikke tage Rusland ind i varmen? Hvorfor ikke fjerne alle handelstariffer? Måske er det kun en type som Trump, der kan række hånden ud til en type som Nordkoreas Kim Jong-un. Problemet er bare, at den uberegnelige Trump kan kaste verden ud i en krig mod en atommagt, hvis han ikke får sin vilje. Desuden overser Trump, at Nordkoreas naboer ikke vil fortsætte med sanktioner, hvis der alligevel ikke sker en atomnedrustning. Kim har vist diplomatisk adræthed, som naboerne vil belønne.

Risikoen er, at Trump ikke evner at leve i en global politisk verden, men kun i et reality-show. Derfor bliver Europa nødt til at indstille sig på en konflikt med Trump. Kansler Angela Merkel udtrykte det sådan efter G-7 topmødet: ”Vi må forsøge at tale sammen, men lykkes det ikke, må vi gå vore egne veje.”