“Beijings geostrategiske målsætninger i Afrika interesserer ikke den offentlige opinion i Kina”

Rundhåndede løfter fra Kina med lovning på investeringer på op mod 60 mia. på det afrikanske kontinent får en blandet modtagelse af kineserne, ifølge vores kronikør.

Sébastien Le Belzic. Kronik – Bragt i Le Monde Afrique, 17. September 2018-09-18

Kronik. ‘Men hvad med os?,’ lader til at være holdningen blandt en voksende del af kineserne, der mere og mere åbent kritiserer Beijings rundhåndethed. 60 mia. dollars (eller 52 mia €) har kineserne lagt på bordet ved det seneste sino-afrikanske topmøde, netop som de gjorde for bare tre år siden.

’Tænk hvad vi kunne udrette med 20 mia. dollar mere hvert år’ lyder protesten fra flere stemmer i den kinesiske blogosfære, der ikke forstår, hvorfor deres stat så generøst deler ud i Afrika, men er så fedtet overfor sine egne borgere.

En af forklaringerne ligger i, at Riget i Midten langt fra er så velhavende, som dets spidser synes at tro. Verdens næststørste økonomi er blandt klodens mest ulige: den rigeste procent af kineserne sidder sammenlagt på lidt under halvdelen (43,8%) af landets midler. En halv milliard kinesere bor fortsat i landområder med besværet adgang til rindende vand, elektricitet og offentlige ydelser, og 30 mio. af disse lever under fattigdomsgrænsen ifølge officielle statistikker fra 2017. Hver eneste ’første skoledag’ udstiller således sin del socialt armod med skolebørn der løber ti kilometer til skole for at modtage undervisning i overfyldte undervisningslokaler. En første skoledag, der i år blev komplet overset til fordel for det pompøse Kina-Afrika topmøde i begyndelsen af september.  

60 mia. dollar, så meget beløber de kinesiske investeringer sig til, hvilket repræsenterer en betragtelig sum, næsten tilsvarende det samlede BNP for Tibet og Qinghai, landets sic to fattigste (red. og mindst folkerige) provinser og halvanden gang udgiften til gymnasielle uddannelser i Kina. Denne slags kritik bliver især rejst af en række fremtrædende økonomer. Kina ynder at minde verden om, at landet stadig er et udviklingsland, så hvad er formålet med at hellige så mange penge det afrikanske kontinent? Svaret er åbenlyst for enhver, der interesserer sig for Beijings kamp for indflydelse på den internationale scene eller følger kommercielle strømninger mellem ’verdens fabrik’ og resten af planeten. Kina har brug for Afrika for at afsætte sine varer og for at udvide sin produktion. De har brug for afrikanske stemmer i FN, hvor man aspirerer til at modsætte sig USA og Europa på en række politisk følsomme dagsordener.

Men alt dette lader ikke til at gøre indtryk på den offentlige opinion. Tværtom er kritikken så krads og tiltagende på sociale medier, at kinesiske myndigheder har set sig nødsaget til at censurere størstedelen af disse diskussioner, og har sågar skredet til at straffe akademikere og forskere, der har formastet sig til at stille spørgsmål til den officielle doktrin. Denne kritik burde imidlertid ikke være svær at besvare for den kinesiske regering. Især fordi den ofte udelader en række nøgletal: en del af de 60 mia. dollar er lån, der dermed med tiden skal tilbagebetales, og kun en fjerdedel af det samlede beløb kan betragtes som øremærket hjælp til udviklingsarbejde. Beijing er bevidst om sit ansvar og tager del i det internationale magtspil. Men lige lidt hjælper disse indvendinger. Majoriteten i den offentlige opinion interesserer sig knapt for Kina’s geostrategiske positionering gennem det sino-afrikanske samarbejde eller ’den nye silkevej’, som projektet så malerisk italesættes. Hovedbekymringen for de fleste kinesere, middelklassen inklusiv, er levestandarden i Kina, adgangen til gode skoler og boligfaciliteter, samt I stigende grad elitens privilegier. Beijing bør notere sig dette. Det er umuligt at skabe et stærkt ’Chinafrique’ uden at vinde opbakning ved at forklare sine borgere, sine vestlige kritikere og afrikanerne selv, hvad formålet med denne politik er.

“Skinnende blå kinesiske hjelme”

I officielle medier har man i pralende vendinger fremhævet det store arbejde udført af ’de skinnende blå kinesiske hjelme’, men den offentlige opinion husker kun de millioner af dollar, man har allokeret til fredsbevarende operationer og til Den Afrikanske Union, samt frem for alt de kinesiske ofre for disse langstrakte konflikter. Konsolideringen af det sino-afrikanske samarbejde kunne være – eller skal sågar være – for myndighederne, en lejlighed til uforbeholdent at forklare den kinesiske politik. I stedet virker de kinesiske autoriteter til at lukke sig om sig selv i et bittert forsøg på at kvæle selv den mindste kritik.   

Sébastien Le Belzic har boet i Kina siden 2007. Foruden at være kronikør for Le Monde er han leder af sitet Chinafrica.info, et magasin der beskæftiger sig med kinesisk-afrikansk samarbejde i særdeleshed og udviklingsøkonomier generelt.

Oversat af Christian Hedegaard