Kinas geopolitiske udfordringer

KLUMME : Kinas forhold til Taiwan anses ofte som et barometer for intensiteten af rivaliseringen mellem Washington og Beijing. I løbet af de sidste år har temperaturen været stigende, og udviklingen får eksperter til at advare imod risikoen for en mulig krig mellem Kina og Taiwan. 

Af Martin A. Husted

Beijing anser Taiwan som en oprørsk provins. Præsident Xi Jinping erklærede i januar 2019, at genforeningen med Kina var “uundgåelig” og udelukkede ikke anvendelsen af militær magt. Udtalelsen er tilmed blevet understreget i 2021 med kinesiske luftstyrkers demonstrationer langs Taiwans luftrum. I USA har Biden-administrationen svaret igen, og amerikanske flådeskibe er sejlet igennem Taiwan-strædet. Samtidig er USA involveret i salg af højteknologiske våben til Taiwan. 

Skulle en krisen udvikle sig, synes faren for en større supermagtskonfrontation mellem USA og Kina overhængende.

I min vurdering er risikoen for en militærkonfrontation mellem først Taiwan-Kina og dernæst Kina-USA dog ikke sandsynlig. I stedet vil geopolitiske udfordringer indenfor Kinas politiske muligheder og militærmagt sandsynligvis begrænse Beijings handlemuligheder. 

Spørgsmålet om Beijing intentioner vis à vis Taipei bør ses inden for rammerne af den større diskussion om forandringen af den globale magtbalance. Her bliver Kinas fremvoksende supermagtsstatus fremhævet som en kendsgerning, imens USA’s evne til at fastholde sin supermagtsposition anses som værende i relativt forfald. Inden for de seneste år er debatten især blevet påvirket af den amerikanske politolog Graham T. Allison og tesen om “Thukydids fælde”. 

I sin essens lyder argumentet, at en fremvoksende stormagts voksende indflydelse betragtes med frygt fra den etablerede stormagt. Frygt fører til krig – en tingenes tilstand, Thukydid selv påpegede: “Den sandeste Grund men tillige den, hvorom der blev talt mindst var nemlig efter min Anskuelse den at Athenaierne efterhaanden bleve mægtige og derved indjog Lakedaimonierne Frygt, hvilket så drev disse til at begynde Krig.”  

Forandringen i magtbalancen og risikoen for en konfrontation mellem Kina og USA hviler fortrinsvis på en bestemt læsning af de centrale kilder til en stormagts magtressourcer som værende et spørgsmål om BNP og vækst. Argumentet er relativt simpelt: Kina nyder en relativ høj økonomisk vækst og kan derfor understøtte en voksende investering i sit militær. Flere kommentatorer forventer for eksempel, at Kina i 2028 vil overhale USA som verdens største økonomi, samt at Beijing i 2035 vil have udviklet verdens største flåde. 

Jeg anser argumentationen som overbevisende, når og hvis den begrænser sig til at sammenligne USA’s og Kinas økonomisk vækst samt militære potentiale ud fra en helhedsbetragtning. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen og i forhold til spørgsmålet om Kinas egentlige militære magtressourcer tilbyder sammenligningen et forvrænget billede af Beijings muligheder. 

Sagen er, at Kina kan udvikle sig til at være verdens største økonomi med det største militær. Imidlertid deler Kina sø- og landegrænse med 19 andre suveræne stater, herunder stormagter som Indien, Rusland og Japan. En del af dem, for eksempel Indien og Japan, er nervøse overfor Beijings fremvoksende supermagtsstatus og søger aktivt at balancere militært mod Kina. Andre af disse stater plages af intern politisk ustabilitet, for eksempel Myanmar eller er stærk uforudsigelige i deres adfærd fx Nordkorea. Andre er direkte fjendtlige over for Kina, for eksempel Taiwan. 

Samlet presser denne geopolitiske spændetrøje Kinas militære muligheder. Det skal på en og samme tid forholde sig flere og forskellige trusler. Inden for de sidste årtier har det kinesiske militærbudget således kanaliseret massive summer over i opstilling af kapabiliteter. De skal imødekomme behovet for at kunne gennemføre konventionelle operationer mod stormagtsmodstandere som Indien eller etablere sikkerheds- og stabiliseringsoperationer, hvis en af de svage nabostaters politiske stabilitet afløses af et kollaps – det kunne være Nordkorea. Samtidig er kinesisk militær en integreret del af landets interne sikkerhedsstyrke. Her fastholder Beijing en relativ stor andel af sine ressourcer på at opretholde stabilitet i selve Kina, hvor de 56 officielle mindretal ikke nødvendigvis accepterer Beijings kontrol, for eksempel i Tibet, Hong Kong eller Xinjiang. 

Til disse udfordringer kommer så Beijings forsøg på at indgå i en supermagtsrivalisering med USA på et globalt plan. Her skal det anerkendes, at Washington også kæmper med sine egne velkendte økonomiske og politiske udfordringer, men det er værd at hæfte sig ved, at USA ikke er underlagt samme geopolitiske begrænsninger som Kina. I stedet kan USA betegnes som en maritimmagt. Til forskel fremstår Beijings som en hybrid magt. Begrebet betegner en stat, hvis strategiske fokus og militære investeringer hverken falder inden for en kontinental- eller en maritimmagts prioriteringer. Her vil en kontinentalmagt fortrinsvis fastholde sit politiske fokus på sit nærområde og basere sit militær på udviklingen af en massiv hær- og luftstyrke, da man deler grænser med magtfulde nabostater. Til gengæld vil en maritimmagt kunne holde fokus på en massiv flåde- og luftstyrke, da man beskyttes af havet. Her vil det politiske fokus ofte være mere globalt.   

I lyset af Kinas interne udfordringer og landets tydelige geopolitiske begrænsninger, synes det i min vurdering optimistisk at anføre, at Kina alene i kraft af sit voksende BNP vil kunne afsætte tilstrækkelige ressourcer til afgørende at forandre den globale magtbalance til sin fordel. 

Kinas militærressourcer vil i stedet blive opslugt af de forskellige værns behov, som hver især konkurrerer om den størst mulige andel for at tilgodese netop deres mulige operationsområder: Hæren vil sandsynligvis arbejde for midler til at balancere mod Indien og muligvis Rusland, imens flåden vil arbejde for flere midler til at fortsætte sin ekspansion i Det Sydkinesiske Hav, herunder Taiwan. Luftvåbnet vil være splittet mellem disse to opgaver. 

På overfladen vil Kinas militære modernisering og ekspansion sandsynligvis resultere i et massivt militærbudget og en enorm styrke, men dens virkelige kampværdi, for eksempel i en invasion over Taiwan-strædet, vil være begrænset af de ofte oversete begrænsninger på Kinas magt. Her er det min bedømmelse, at statseliten i Beijing er sig bekendt med samtlige af ovenstående pointer, og at det med stor sandsynlighed vil afholde dem fra at overveje at anvende en militærsatsning for at genforene Taiwan med Kina. 

Derfor bør Kinas udmeldinger over for Taipei eller styrken af dets nægtelsesstrategi primært anses som defensive erklæringer. De er beregnet på at afskrække den taiwanesiske befolkning og statselite fra at gå videre med uafhængighedsvisionen. Samtidig bør de anses som et forsøg på at skubbe den amerikanske supermagts mest tydelige symboler, hangarskibene, længere væk fra Kinas sårbare østkyst. 

Imidlertid kan det ikke udelukkes, at statseliten i Beijing kan fejlvurdere sine militære muligheder, hvis for eksempel det amerikansk-taiwanesiske forhold oplever en tillidskrise. Samme risiko kan opstå, hvis Taipei overspiller sin politiske hånd og formelt erklærer sig uafhængig eller indgår i en faktisk alliance med USA. Endvidere kan nationalismens påvirkning i henholdsvis Taipei og Beijing fremprovokere så skarpe diplomatiske udmeldinger, at selv små misforståelser kan have en katastrofal effekt. 

Udfald af sådanne krisesituationer vil være stærkt uforudsigelige, men de geostrategiske begrænsninger på Kinas militærmagt vil imidlertid stadigvæk fungere som en konstant svækkelse af Beijings muligheder. Det taler imod en fremtidig eskalation af Kinas aggression mod Taiwan og understreger, at den amerikansk-kinesisk supermagtsrivalisering ikke nødvendigvis er så risikabel, som det ofte fremhæves. 

Martin Ammitsbøll Husted (født 1981) er lektor og cand.mag. i historie samt cand.mag. i filosofi og samfundsfag på Risskov Gymnasium.