Hvad ligger bag de fortsatte folkelige protester i Colombia?

I 2016 blev der med en ny fredsaftale sat punktum for 50 års borgerkrig mellem Colombias regering og landets største guerillagruppe, FARC. Den efterfølgende havarerede fredsproces og ikke mindst de uløste problemer med enorme uligheder i landet har skabt grobund for den igangværende bølge med de mest omfattende demonstrationer i landets nyere historie.

Af Mogens Pedersen

Protesterne i Colombia har stået på siden slutningen af april, ikke blot i hovedstaden Bogotá, men i stort set alle de større byer. Der har været bred deltagelse fra fagforeninger, småbønder, oprindelige folk, colombianere af afrikansk oprindelse, og ikke mindst de unge har været aktive.

Demonstrationerne er i mange tilfælde mundet ud i yderst voldelige sammenstød med over 70 dræbte og flere hundrede sårede. Uropolitiet beskyldes for at stå bag størstedelen af volden med drab og overgreb på demonstranterne.

Det var en skattereform med negativ social slagside, der i første omgang udløste protesterne. Den colombianske regering har derfor trukket forslaget om skattereformen tilbage og udskiftet finansministeren. Demonstranternes krav er dog i mellemtiden blevet udvidet til at omfatte en lang række andre temaer, herunder reform af uropolitiet. Generelt forlanger demonstranterne en økonomisk politik og sociale reformer, der kommer de fattige og marginaliserede befolkningsgrupper til gode.

Hvad ligger derudover til grund for protestaktionerne i Colombia?

Meget kan forklares ved de store uligheder og den dybe polarisering, der præger Colombia, der er det land – næst efter Brasilien – med den mest ulige indkomstfordeling i Latinamerika, som vel og mærke er det mest ulige kontinent i verden.

Coronavirussen har yderligere forværret indkomstulighederne i Colombia. I løbet af 2020 faldt nationalproduktionen med knap 7 procent, andelen af fattige steg med 10 procent, og arbejdsløsheden voksede fra 15 til 22 procent.

En af de vigtigste grunde til den stigende fattigdom i landet er den neoliberale økonomiske politik, der har ført til reduceret sundhed- og uddannelsesservice for de fattige.

Hertil kommer den meget ulige jordfordeling, den mest ulige i Latinamerika, hvor én procent af de store jordejere kontrollerer mere end 80 procent af den samlede jord.

Den ulige jordfordeling er en af de allervigtigste grunde til de mange års væbnede konflikt i Colombia, der først sluttede med fredsaftalen i 2016.

Fredsaftalens uindfriede løfter
I november 2016 blev der indgået en fredsaftale mellem FARC, der var landets største væbnede guerillagruppe, og den daværende regering under præsident Juan Manuel Santos. Vel og mærke efter over 50 års væbnet konflikt, den længste i Latinamerika, og med flere millioner ofre, herunder omkring 7 mio. internt fordrevne og næsten 400.000 dræbte og forsvundne.

I første del af 2017 blev størstedelen af de 13.000 FARC guerrillasoldater afvæbnet og demobiliseret. Det var en succes, men soldaternes integration i civilsamfundet er fortsat en stor udfordring.

En hjørnesten i fredsaftalen er jordreformen, men det er uden tvivl også den mest kontroversielle og vanskelige reform at føre ud i livet. Det er naturligvis ikke en mekanisk proces, da der er mange og stærke interesser involveret. Der er ikke sket nævneværdige fremskridt i gennemførelse af reformen.

Aftalen inkluderer også en fredsdomstol, der kan føre til nedsættelse af straf til gengæld for fremlæggelse af sandheden om de mange overgreb mod menneskerettighederne, et vigtigt felt, hvor der i de sidste måneder er sket betydelige fremskridt.

Lange udsigter til varig fred
Polariseringen i det colombianske samfund bliver ikke overvundet uden vigtige fremskridt i gennemførelse af fredsaftalen, som har været et hovedkrav under de sidste ugers demonstrationer. Det vil dog næppe ske under den nuværende regering under ledelse af partiet Centro Democrático og præsident Iván Duque, der på vigtige områder er modstandere af fredsaftalen.

I midten af næste år er der præsident- og parlamentsvalg, og meget vil afhænge af, om der kommer en mere reformvenlig regering til magten. I perioden indtil da kan man regne med, at der fortsat vil være protestaktioner, idet det ikke synes muligt at blive enige om vigtige reformer.

De internationale aktører
Internationalt er der klar opfordring til fortsat dialog mellem regeringen og demonstranterne, ligesom der er stor opbakning til fredsprocessen. Hvert kvartal aflægger Generalsekretæren rapport til FN’s Sikkerhedsråd om fremskridt i gennemførelse af fredsaftalen. EU har en særlig ansvarlig for fredsaftalen og giver betydelig bistand til dens gennemførelse

Med præsidentskiftet i USA er det sandsynligt, at der fra USA’s side vil ske en ændring i holdningen til fredsaftalen. Mens Trump fokuserede på bekæmpelse af kokainpoduktionen og -eksporten (Colombia står for 70 procent af verdens kokainproduktion, hvoraf halvdelen går til USA), har Biden givet klart udtryk for støtte til fredsaftalen. Men samtidig er Colombia det land i Latinamerika, der modtager størst militærhjælp fra USA, og der er stor amerikansk militær tilstedeværelse i Colombia. Spørgsmålet er således, om amerikansk støtte fremover i højere grad vil fokusere på gennemførelse af fredsaftalen og ikke det store og magtfulde militær i Colombia, der på ingen måde bidrager til fredsprocessen.

Mens vi venter på en afklaring af USA’s politik over for Colombia sker der fortsat voldsomme brud på menneskerettighederne – ikke blot i forbindelse med protestaktionerne. Siden fredsaftalen blev indgået er der sket mange mord på menneskerettighedsforkæmpere og sociale ledere, heriblandt oprindelige folks ledere: Ifølge anerkendte menneskerettighedsorganisationer er der siden 2016 blevet dræbt op mod 900 sociale ledere og over 250 tidligere FARC guerrillasoldater. Konflikter om jord, herunder jord til dyrkning af koka, firmaers og store jordejeres tilragning af jord til blandt andet ulovlig minedrift, der ofte går ud over de oprindelige folks jorde, er blandt grundene til de mange drab.

På trods af fredsaftalen synes der altså stadig lang vej igen til varig fred i Colombia.

Mogens Pedersen er tidligere ambassadør i Colombia og Bolivia og derudover i flere afrikanske lande.