Europa må tage over efter Trump

KLUMME: ”Rigsretsprocessen” mod Donald Trump over Trumps håndtering af Ukraine-affæren viser, at Europa ikke kan have tillid til USA som førerhunden i NATO eller for Vesten. Europa må påtage sig et selvstændigt ansvar, og der ses flere og flere skridt i den retning, uden dog at kvitte NATO

af Hugo Gaarden
25.11.2019

EU må prøve at leve uden Storbritannien, og Europa må prøve at leve uden USA som førerhunden i NATO og som talsmand for den vestlige verden. Med en præsident som Donald Trump må Europa gøre sig til en selvstændig aktør, der kan optræde som talsmand for den vestlige, demokratiske verden og som en ligestillet partner med USA i NATO. Det er den barske kendsgerning, Europa står over for, og som mange i Europa ikke vil erkende. Men der ses flere og flere tegn på, at Europa begynder at tage en mere selvstændig kurs. Kan Europa virkelig leve med en alliance-leder, der misbruger allierede og demokratiet så hårrejsende, som Ukraine-affæren viser?

De nylige vidneudsagn fra en række diplomater og embedsmænd i ”rigsretsprocessen” mod Trump viser, at der er noget grundlæggende sundt i det amerikanske system. Derfor bør Europa heller ikke tage afstand fra USA generelt. Men problemet ligger i præsidenten og i den del af samfundet, der blæser på alle andre, og som accepterer brug af gangstermetoder. Problemet illustreres af, at selv udenrigsministeren, Mike Pompeo, misbruger diplomatiet i et politisk spil. Dermed ryger tilliden fra USA’s allierede. Hvordan kan Europa gå imod autoritære systemer, hvis europæerne lukker øjnene for en systematisk Trump-undergravning af demokratiet og den vestlige samfundsorden?

Flere diplomater har vist enestående mod ved at vidne i Kongressen mod Trump. Nu står det klart, at han har brugt en våbenhjælp på 400 millioner dollars til Ukraine i håb om at skaffe sig snavs på en politisk modstander ved næste års præsidentvalg. Han har misbrugt sin udenrigstjeneste for at skaffe sig snavs og har fået fyret en højt respekteret ambassadør i Ukraine, der gik imod hans selvbestaltede kampagne. For at illustrere hans enerådige optræden har han netop fjernet sin flådeminister, der ikke ville holde hånden over en krigsforbryder i SEAL-korpset.

Trump går ikke blot sit eget ærinde i Ukraine-affæren. Ifølge de amerikanske efterretningstjenester og et af vidnerne, Ruslands-eksperten Fiona Hill, går han også Ruslands ærinde, fordi Rusland i lang tid har argumenteret for, at det slet ikke var Rusland, der med hackerangreb hjalp Trump til valgsejren i 2016, men at det var Ukraine. Det er en opdigtet historie, og den bruges af Trumps forsvarere i Kongressen, sagde Hill. Måske skal man ikke være fantast for at spørge, om det er Vladimir Putins mand, der sidder i Det hvide Hus.

Impeachment-hørringernes kerne er misbruget af en diplomatisk og militær støtte til Ukraine, der er i militær konflikt med Rusland. USA og Europa har hidtil villet hjælpe Ukraine med at komme ud af Putins kløer, men nu har Trump i sin egen interesse og måske også for at hjælpe Putin svigtet Ukraine, som han har svigtet kurderne. Han har i de tidligere år støttet militærhjælpen til Ukraine, men nu ville han holde den tilbage for at presse Ukraine med det formål at sikre sig en valgsejr i 2020. Ifølge den amerikanske forfatning er det embedsmisbrug. Korruption.

Ukraine-problemet er en speget affære. Eksperter strides om, hvorvidt Vesten provokerede Putin til at annektere Krim i en misforstået opfattelse af Ruslands hensigter efter Sovjetunionens sammenbrud. En amerikansk forsker, Thomas Graham, har i Foreign Affairs argumenteret for, at Vesten bør acceptere Ruslands overtagelse af Krim, men at Vesten til gengæld skal kræve, at Rusland undlader at blande sig i Østukraine, hvor 10.000 mennesker er blevet dræbt. Derfor er Ukraine og Rusland et vitalt problem for Europa, og nu må tiden være inde til, at europæerne for alvor tager affære. USA gør det ikke. Tyskland og Frankrig står sammen med Rusland og Ukraine bag Minsk-aftalen, der skal finde en løsning på konflikten. Landene mødes i Paris den 9. december for at sætte skub i forhandlinger, der har ligget stille siden 2016. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har antydet villighed til at indgå ømtålelige kompromisser med Putin, måske om en ny grænsedeling. Han forsøger også at få europæerne til at blive mere aktive i Mellemøsten, især omkring Iran, samt i Afrika, ligesom Europa skal være en ny afbalancerende faktor mellem USA og Kina.

Ukraine-mødet kommer efter et NATO-topmøde i London den 3. og 4. december, der denne gang udmærker sig ved, at det ikke skal være et ”regulært” topmøde, for det vil Trump ikke have. Som med G-7-topmøderne vil han have show og ikke forhandlinger om fælles beslutninger. Det affinder europæerne sig med. Men hvad er meningen med NATO, hvis der ikke i fællesskab skal træffes beslutninger og kun udføres trumpske tweet-diktater?

London-topmødet kunne være en anledning til at fastlægge en linje for NATOs fremtid i en verden, hvor økonomi og cyberwar er vigtigere end tanks og soldater. Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, har netop foreslået en ”nytænkning” af det transatlantiske forhold. Men det sker næppe. Trump vil kun sælge amerikansk militærudstyr.

Macron har provokerende kaldt NATO ”hjernedød”, ikke fordi han vil ud af NATO, men fordi han vil have en langt stærkere forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik i Europa. Han begynder at få opbakning. Den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, kræver mere ”modige skridt” fra tysk og europæisk side, uden dog at kvitte NATO. Hun mener, at europæerne også skal engagere sig sikkerhedspolitisk i Fjernøsten. Den nye formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, siger, at EU må lære at ”tale magtens sprog” og må tænke mere geopolitisk.

Nogle vil sige, at det blot er ord, men de er fremsat inden for de seneste uger, og de er ikke storskrydende Trump-tweets. De udtrykker den europæiske tendens til at tage små skridt, men de viser retningen: Europæerne forsøger at optræde på et selvstændigt grundlag. De forsøger at give svar på dét, som udenrigspolitiske eksperter har efterlyst over for Carnegie-instituttet den seneste tid: En europæisk udenrigspolitik. Det er nu, at EU må træde ud af passiviteten og vælge sin egen rolle.