Herbert Pundik, 1927 – 2019
Af Klaus Carsten Pedersen, d. 13. december 2019
Herbert Pundik var fra 1984 til 2013 medlem af Det Udenrigspolitiske Selskabs bestyrelse. Jeg kom i bestyrelsen sammen med Herbert, og to år senere blev jeg daglig leder af Selskabet. Da sad Herbert i forretningsudvalget, og jeg fandt hurtigt ud af, hvor meget det betød for Selskabet og for mig. Han var jo dybt engageret i vor omverden og vort forhold til den, han havde erfaring og overblik og et enormt netværk af kontakter og venner hjemme og ude. Alt dette stillede han generøst til rådighed i form af ideer til aktiviteter, konstruktiv kritik, gode råd, gode historier og godt humør. Han skaffede fremragende foredragsholdere, og hans egne foredrag var tilløbsstykker.
Og ikke mindst tog han initiativet til den første af de studierejser, som er blevet en del af Selskabets profil. Den gik til Gorbatjovs Moskva i foråret 1989, og var fokuseret på en dansk-sovjetisk menneskerettighedskonference og to dages seminar med fremtrædende sovjetiske foredragsholdere om sikkerhed og om politik og økonomi (glasnost og perestrojka). Den tur havde været umulig året før. Året efter, i august 1990, oplevede vi i Riga, Vilnius og Tallinn forstadierne til Sovjetunionens opløsning. Og efter det fejlslagne kup mod Gorbatjov i august 1991 ville Herbert af sted så hurtigt som muligt, og i oktober så vi i Moskva og Kiev begyndelsen til enden på Sovjetunionen. Snart fulgte rejser til Centralasien, Trans-Kaukasus og en række østeuropæiske lande, stort set alle planlagt og gennemført sammen med Herbert.
En række rejser til Mellemøsten og Tyrkiet blev indledt i april 1991, en måned efter afslutningen på Golfkrigen, med en tur til et turisttomt Egypten samt Jordan, Vestbredden og Israel. Det var virkelig Herberts hjemmebane, han kendte og var kendt af alle, han fik fantastiske møder i stand og var selv en vidende og veloplagt fortæller undervejs. Hans kone Sussi var altid med, når vi rejste med Herbert, og hendes muntre og moderlige omsorg for gruppens ve og vel var en højt værdsat bonus.
Herberts historie er velkendt. Han blev kastet hovedkulds ud i storpolitikken, da han som 16-årig skoledreng måtte flygte over Sundet i oktober 1943. Han var som 17-årig i Den Danske Brigade klar til at kæmpe mod tyskerne, og som 21-årig kæmpede han for det nyoprettede Israel, der blev angrebet af alle sine arabiske naboer. Han tog hjem igen og blev gift med Sussi, og de flyttede i 1954 med deres lille søn Uri til Tel Aviv, hvor de fik Michal og hendes lillebror Ron. Han blev en meget rejsende korrespondent for først DR og Information og derefter Politiken. Han lod sig i 1970 overtale til at tage en tørn som chefredaktør, men beholdt sit hjem i Tel Aviv. Han pendlede frem og tilbage hver måned, og Politiken blev hans andet hjem i 24 år.
Han brugte selvfølgelig sin avis til at skrive i; men det var ham ikke nok at observere, rapportere og kommentere. Han var af hjertet aktivist og førte selv udenrigspolitik, en one-man NGO. Der gik en jævn strøm af politikere, diplomater og eksperter gennem hans hjørneværelse på bladet og en jævn strøm af spørgsmål, forslag og taleindbydelser over hans skrivebord og telefon. Bladet var hans platform, men han brugte også andre, som han selv byggede, fx The International Alliance for Arab-Israeli Peace og Humanity in Action. Og han brugte Det Udenrigspolitiske Selskab til gensidig gavn og glæde.
Han var familiens kærlige overhoved med Sussi som fundamentet og sine mange venners varme ven. Han var levende optaget af og engageret i alt, hvad han fandt væsentligt. Han var en stor humanist, en idealistisk realist og en uforfærdet aktivist. Han var ikke nogen høj mand, men ragede op over de fleste. Vi savner ham, men glædes over den lange tid vi fik med ham.
