Giv en julegave med en perlerække af udenrigspolitiske oplevelser

Published on

 

Det er december, og julelysene er hængt op i gader og hjem. Men ikke alt for mange, for i år lærer vi værdien af ét lys på træet frem for tusind. Det gør vi på grund af krigen i Ukraine, som har efterladt mange ukrainske hjem uden strøm i vinterkulden og givet os andre europæere en udfordring med at spare på energien. Vi gør det også på grund af klimakrisen, som stiller krav til os om at lægge kursen om og finde nye måder at leve på. 

Tidens store udfordringer kræver i stigende grad, at vi er godt oplyste om den verden, vi er en del af. Det er det, Det Udenrigspolitiske Selskabs virke handler om. 

Med vores arrangementer, magasinet Udenrigs, podcast og rejser håber vi på at give jer medlemmer en rig udenrigspolitisk baggrundsviden. Og vi håber at skabe et udenrigspolitisk fællesskab, som går op i verden og synes, at dens politiske sammenhænge, mærkelige økonomiske forbindelser og skiftende sikkerhedsmæssige karakter er spændende. 

Begge ting – viden og fællesskab – er centrale for at kunne tage stilling til tidens spørgsmål og handle på den måde, man finder bedst.

Giv derfor et medlemskab til en, der står dig nært, i julegave.

Det er, hvis vi nu selv skal sige det, en vind-vind-situation: Man giver en gave med spændende oplevelser og får til gengæld én at følges med til arrangementer i 2023.

Husk, at hvis gaven er til en person under 35 år, for eksempel et barnebarn, så koster medlemskabet kun 200 kroner om året. Vi sender dig et gavekort på medlemskabet, som du kan printe ud og komme under træet.

Skriv en mail til sekretariatsleder Ane Dalegaard Hansen på medlem@udenrigs.dk, hvis du ønsker at give et medlemskab i julegave. Markér venligst emnefeltet med “Gavekort”, og oplys hvilket medlemskab, du ønsker, samt navn, adresse, fødselsår og kontaktinformation på modtager og på dig selv.

Vi ønsker alle en glædelig jul!

Categories: Nyheder