Europa må tage en global førerrolle

Af Hugo Gaarden

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er på en så gennemgribende konfrontationskurs, at de europæiske lande bliver nødt til at overtage USA’s traditionelle rolle som lederen af det internationale samarbejde.

Trumps seneste handlinger er præget af desperation – med en begyndende handelskrig med Kina, med angreb på den særlige undersøger, Robert Mueller, med udpegelsen af en rabiat sikkerhedspolitisk rådgiver, John Bolton, og med seksuelle personsager, der kan ende i rigsretssager. Trump kæmper tydeligvis for sin overlevelse.

Det har fået formanden for det anerkendte Council on Foreign Relations, Richard Haass, til at sige, at Trump er i krig på tre fronter: Mod Mueller, mod Kina (økonomisk) og mod dét, der kan føre til en regulær krig mod Iran og Nordkorea. Det sidste skyldes, at Bolton ønsker at bruge militær magt for at fjerne styret i de to lande.

En tidligere amerikansk diplomat i EU og Storbritannien, Robert Cooper, sagde for nylig: ”Trump angriber den verden, USA opbyggede. Han hader EU. Han kan ikke lide handelsorganisationen WTO. Han hader multilaterale aftaler.” For knap et år siden sagde den tyske kansler, Angela Merkel, at Europa må stole på sig selv og ikke på andre. Hendes ord var profetiske.

Trumps ageren er et forsøg på at sikre USA’s globale førerrolle

Det mest bekymrende er, at Trumps forsøg på at begrænse det kinesiske handelsoverskud via afgifter har et helt andet formål: At bremse de målrettede kinesiske bestræbelser på at komme på niveau med eller overgå USA i højteknologien og at hindre Kina i at blive større og stærkere end USA. Det minder om Storbritanniens forsøg på at bremse Tysklands militære opstigning i årene op til 1914.

I nutidens verden er højteknologi, økonomi og virksomheder kædet sammen med sikkerhedspolitik og forsvar, så når Trump vil bremse Kinas teknologiske udvikling, er det reelt en krigserklæring. Trump betragter Kina som ”en økonomisk fjende.” Trump sagde for nylig til journalister, at han ikke vil acceptere, at noget land kommer tæt på USA – militært. Dermed er scenen sat for slaget om den globale førerrolle. Kina vil ikke svare igen med tarif-småtterier, men vil styrke sig endnu mere strategisk, eventuelt ved at lave forhåndsaftaler med Nordkorea inden Kim Jong-un’s møde med Trump i maj.

Det er en komplet anden situation, end dét, Henry Kissinger har talt om, nemlig med at finde en balance mellem supermagterne – mellem én magt, der vokser, og en anden magt, der mister styrke. Alle politiske ledere og diplomater bør i denne tid læse i det mindste konklusionerne i magtbalance-eksperten Kissingers sidste bøger: World Order samt On China. Den sidste slutter med følgende sætning: ”Sikke en kulmination det bliver, hvis USA og Kina kan samordne deres bestræbelser – ikke for at ryste verden, men for at bygge den.” I dag er Kissingers håb fjernt.

Nu er efterkrigstidens globale system under angreb, og det skyldes Trump. De fleste amerikanske iagttagere erkender, at det i høj grad skyldes Trumps personlighed. Trods advarsler fra sine rådgivere lykønskede han Vladimir Putin med genvalget. Han har konsekvent undladt at kritisere Putin i sine tweets, mens han uden blusel har ringeagtet modstandere og ledere over hele verden. Han har heller aldrig udsendt tweets om pornostjernen Stormy Daniels eller de andre kvinder, der er ved at føre sager mod ham på grund af deres sex-affærer. An frygter pornostjernen. Har Stormy Daniels belastende materiale på ham, f.eks. en videooptagelse? Har Putin noget tilsvarende eller informationer om Trumps eventuelle afhængighed af russiske oligarker? Hvordan påvirker det Trump? Hvem er han? New York Times kommer tæt på et svar i en leder: Trump har altid reageret som en bølle over for modstandere.

Europa må stå op for Trump og Putin

Vil Europas ledere gøre sig afhængig af en sådan utilregnelig, løgnagtig og sårbar person, der ikke har noget, der ligner en strategi for USA og Vestens demokratier? Europæerne kan blive presset til at lægge pres på Iran for at undgå, at Trump i maj river atomaftalen med Iran i stykker. Bolton vil have regimeændring i Iran og Nordkorea, og nu er de moderate kræfter omkring Trump på vej ud. Vi kan få en ny Mellemøst-konflikt, som forstærker konflikten mellem Israel og Palæstina. Det vil skabe nye problemer for Europa, der bør have genopbygning og stabilitet i sit nærområde, Mellemøsten, som en prioritet – i en egeninteresse.

Trump kan med hans uklare forhold til Putin forplumre Europas relationer til Rusland. Europæerne har endelig taget sig sammen til en diplomatisk reaktion på nerve-agent-angrebet i Storbritannien. Der er ikke 100 pct. bevis for, at Putin står bag, men russerne har i mange år påvirket sine omgivelser med så mange handlinger og benægtelser – nærmest på Trumps facon – så Europa er nødt til at vise, at splittelsestaktik ikke længere dur. Næste skridt kan blive, at Putin bruger nye atomtrusler som pression, og det vil for alvor skabe uro i Europa.

Derfor er det på høje tid, at Europa tør stå op for såvel en Trump som en Putin. Med Trump står USA ikke længere i spidsen for den liberale, regelbaserede, multilaterale verdensorden, som er grundlaget for Europa – herunder med samspil og forsoning mellem de europæiske lande. EU er også en model, der kan få afgørende betydning i en ny verdensorden med ændrede magtforhold. Europæerne har i 200 år eksisteret i kraft af magtbalancer og har oplevet, hvor katastrofalt det er, når magtbalancerne ikke opretholdes.

Hvis europæerne lader sig presse af Trump, og hvis de ikke af egen kraft tør tage fat på at løse de nærliggende problemer i Ukraine, Rusland og Mellemøsten, så vil det skabe endnu større modvilje i EU-kritiske og populistiske befolkningsgrupper. Europa kan ikke håndtere en ny atomkonflikt som i 70’erne, hvis der samtidig er intern uenighed, og når tilliden til Trumps USA er væk.

Derfor kommer EU-landene ikke uden om at vælge en selvstændig kurs over for USA og forsøge at gøre sig til en førende, global aktør. Det drejer sig om at indrette en ny, global verdensorden i stil med den europæiske i 1800-tallet. Men kan de franske og tyske ledere, Emmanuel Macron og Angela Merkel gøre det alene?